Hyundai i30 stationcar-24
Test og anmeldelser
4. august 2024

Test: Hyundai i30 stationcar gør det godt på langtur

Jacob Dalby

Jacob Dalby

Hvad der først føltes som en lang tur til Berlin endte med at overraske positivt. Læs testen af den netop faceliftede Hyundai i30 stationcar.

TEKST & FOTO: Jacob Dalby

Der var ikke store forhåbninger til turen fra Roskilde til Berlin. Mange kilometer på tyske motorveje med fri hastighed i en 1-liters Hyundai i30 med 100 hk – det kunne godt gå hen og blive en lang tur.

Men efter de knap 850 km tur retur til Berlin er de små forhåbninger vendt til mere positive refleksioner, og turen viser sig at foregå i langt større komfort end ventet. For det kan godt være, at Hyundai er sydkoreansk, men i30 er både bygget i Europa og til europæiske standarder.

Netop opdateret

Hyundai i30, der konkurrerer i Golf-klassen, kører i øjeblikket i sin tredje generation. Introduceret tilbage i 2016 og tæller både en hatchback- og stationcar-udgave. Siden er den blevet opdateret et par gange; første gang i 2020 med blandt andet nye motorer og senest her i 2024 med små designændringer. Nuværende generation har altså otte år på bagen.

Hyundai-i30-stationcar-23
Hyundai-i30-stationcar-21
Hyundai-i30-stationcar-19
Hyundai-i30-stationcar-15
Hyundai-i30-stationcar-14
Hyundai-i30-stationcar-18

I den nyeste aftapning er der på designet to ting at holde øje med: Grillens indre del har fået nye og mørkere elementer, og så er LED-lygter endelig blevet standard.

I kabinen er der ikke meget at se og i30 har langt fra den samme moderne kabine som i eksempelvis Tucson. Til gengæld er de to skærme på 10,25” til digital instrumentering og infotainment nu standard, hvilket løfter det digitale udtryk en del.

Hyundai-i30-stationcar-07
Hyundai-i30-stationcar-03

Apple Carplay og Android Auto er også standard, men desværre ikke trådløst. Telefonen skal tilsluttes med det gamle USB-stik.

Takket være EU-lovkrav er der nu også inkluderet yderligere sikkerhedsudstyr ligesom p-sensorer for og bag er standard.

Udmærket komfort på langtur

Testbilen er med programmets mindste motor: den 1-liters benziner med kun tre cylindre og 100 hk. Her kombineret med en 7-trins automatgearkasse. Ikke just et foretrukkent våben til langtur med fri hastighed.

Hyundai-i30-stationcar-17

Motorprogrammet tæller også en 1,5-liters benziner med 150 hk, men det viser sig, at de 100 hk kombineret med 7-trins gearkasse faktisk er ganske udmærket. Begge motorer fås også med 6-trins manuel gearkasse.

Bevares, pulsen når ikke et slag over hvilepuls, for det tager immervæk noget tid at nå 160 km/t, men så snart marchhastigheden er nået, falder bilen til ro. En smule høje omdrejninger, men både motorstøj og dækstøj er tåleligt og undervognen spadserer roligt hen over asfalten.

Takterne holdes, da jeg når indre by i Berlin. Lige så nem i30 er at håndtere ved høje hastigheder, lige så nem er den at manøvrere i byen. Det hele foregår raffineret og ubesværet, uanset hvor hurtig eller udfordrende vejen er.

Hyundai-i30-stationcar-20

Det betyder så også, at der ingen sjov er at spore, overhovedet, i Hyundai i30. Her skal du i en Ford Focus, eksempelvis. Skal i30 være sjov, skal du på brugtmarkedet og lede efter en i30 N med 2-liters motor, 275 hk og nok de sjoveste køreegenskaber i klassen.

Kabinen matcher køreegenskaberne

I kabinen er der heller ikke meget sjov og spas. Kabinen virker ret kedelig og alderstegnene er ved at vise sig med blandt andet mørk, hård plast de fleste steder. Kun de to store skærme til digital instrumentering og infotainment er med til at holde kabinen tidssvarende. Den digitale instrumentering kunne godt bruge lidt flere muligheder for tilpasning.

Hyundai-i30-stationcar-02
Hyundai-i30-stationcar-05
Hyundai-i30-stationcar-06
Hyundai-i30-stationcar-08
Hyundai-i30-stationcar-09-1

Til gengæld får man indtrykket af, at kabinen er skruet rigtig godt sammen og ergonomien er samtidig i top. Sæderne støtter helt rigtigt, så jeg sidder komfortabelt selv efter flere timer bag rattet og meldingen fra bagsædepassagererne er den samme.

Hyundai-i30-stationcar-10

Og! Så er der gammeldags, fysiske knapper til det meste. Igen, ubesværet og nem betjening, der gør i30 til en fryd at leve med i det daglige. Selvom alderen er ved at trykke.

Fra børnefamilier med klapvogne skal også lyde en stor tak. Bagagerummet kan nemlig indeholde hele 602 liter her i stationcarudgaven, så der er plads nok til den større oppakning.

Hyundai-i30-stationcar-16

Du kan nøjes med den svageste

Er du på udkig efter en sjov bil i Golf-klassen er der masser af andre muligheder – det finder du ikke i i30.

Til gengæld finder du en fornuftig, komfortabel og praktisk hverdagshelt, der snildt klarer lange ture også. Og når dét er opgaven, er den lille 1-liters motor med 100 hk faktisk opgaven voksen.

Hyundai-i30-stationcar-25

Turen hjem fra job giver ingen smil på læben, men dagligdagen foregår nemt og ubekymret med fin økonomi og ikke mindst fem års garanti.


SPECIFIKATIONER

Hyundai i30 stationcar aut. Advanced

Motor: Benzin, R3, 998 ccm Ydelse: 100 hk / 200 Nm 0-100 km/t: N/A Tophastighed: 178 km/t Forbrug: 17,2 km/l Mål (L/B/H): 459/180/148 cm Køreklar vægt: 1.346 kilo Trækvægt: 710 kilo Bagagerumsvolumen: 602 liter Pris: 294.995 kr. (i30 stationcar fås fra 269.995 kr.) Privatleasing 36 mdr. – 15.000 km / mdr. (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995 kr. / 4.295 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: N/A

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: