september 12, 2021

TEST: Mercedes-Benz C-Klasse som dieseldrevet langtursdrøm

Mercedes-Benz C300d er en vaskeægte firmabilsbandit med stort dieseloverskud og hungren efter motorvejskilometer. Men kan den nye C-Klasse hamle op med storkonkurrenten BMW 3-Serie, der længe har siddet tungt på tronen? Vi tester Mercedes-Benz C300d.

Af: Simon Hallenslev / d. 12. september 2021

Når det regner på præsten, drypper det på degnen – også i bilindustrien. De store, tyske luksusslæder som Audi A8, BMW 7-Serie og Mercedes-Benz S-Klasse sætter standarden for både teknik og luksus, som derefter får lov at smitte af på de øvrige modeller.

Sådan har det altid været, og sådan er det heldigvis stadig. Den nye Mercedes C-Klasse ligner en kogevasket S-Klasse udadtil, hvilket i realiteten blot oversættes til, at den ser eksklusiv og brandgodt ud, hvis du spørger mig. Men hvad har C-Klassen ellers fået med fra kransekagens top, og kan den hamle op med konkurrenter som Audi A4 og BMW 3-Serie?

Jeg kører den nye Mercedes C300d, her.

Mercedes-Benz
C300d Stationcar

Motor: R4 diesel, 1.950 ccm

Ydelse: 265 hk / 500 Nm

0-100 km/t: 5,8 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 19,2 km/l

Startpris: 630.000 kr.

Den kuriøse kabine

Lad os starte et sted, hvor den nye C-Klasse skinner igennem og tydeligt har fået lov at låne lidt fra storebror S-Klasse. Kabinen er en wow-faktor, så snart man sætter sig ind. Her er det selvfølgelig den 11,9-tommer store iPad-lignende skærm i midterkonsollen, der tager fokus.

Den store og flotte skærm kan heldigvis mere end blot at se godt ud. Det allerede prisværdige MBUX-system fra Mercedes har i den nye C-Klasse fået den seneste opdatering, der er en fryd at bruge. Integrationen af det trådløse Apple CarPlay er spot-on, og det krystalklare display på 12,3 tommer bag rattet bistår infotainmentskærmen i sin anvendelse, så øjnene kan holdes på vejen. Klimaanlægget styres også på infotainmentskærmen men på et statisk område i bunden, der fungerer fint.

LÆS OGSÅ | DUEL: Audi A8 og Mercedes-Benz S-Klasse er toppen af poppen, men hvilken er bedst?

I førersædet sidder man lavt og godt, puttet godt ned i noget, der minder om en brønd. Man sidder dybt i kabinen, der giver cockpitagtige fornemmelser, fordi alt er vendt mod chaufføren. Og når man sidder her, pakket ind i sit cockpit, er alt, man har lyst til at tilbagelægge motorvejskilometer med den 263 hk stærke dieselmotor, som testbilen C300d er udstyret med. Herudover er støjisoleringen klasseledende, som blot underbygger denne lyst til langfart.

Med et spadestik dybere synes jeg dog, at kabinen i C-Klasse ikke ruller med helt samme kvalitetsmæssige tyngde som BMW 3-Serie. Den bayerske konkurrent er evigt konservativ og langt mindre opsigtsvækkende i sin opsætning, men materialekvaliteten er en tak højere. Her er det store, formstøbte plastikpanel, der breder sig fra midterkonsol til instrumentbord, særligt en torn i øjet i C-Klassen.

Pladsforholdene matcher

Den nye Mercedes C-Klasse har fået 6 cm mere i akselafstand mere end forgængeren. Sammenlignet med den netop udgåede C-Klasse er der derfor mere plads på bagsædet, og det er et område, hvor den før har halset lidt efter BMW 3-Serien. Pladsen til både ben og hoved er virkelig fin i C-Klassen, og fuldvoksne passagerer kommer til at finde sig fint til rette selv på langture.

Pladsforholdene på forsædet kan der ikke sættes en finger på. Man sidder som nævnt dybt med god skulderplads, mens forsæderne tilbyder al den justering, man drømmer om. Hvorfor Mercedes har gjort indstillingsknapperne i dørsiden til touch, er mig dog en gåde. Sædejusteringen sker i blinde, fordi man ikke ved, hvornår man trykker på knappen.

Også rattet har fået samme behandling med touchknapper, og det virker lidt kontraintuitivt, fordi man er vant til feedback fra en trykknap. Volumen på anlægget er drilsk at styre med en lille, fedtet touch-slider. Mercedes’ sædeindstilling og ratknapper undrer i øvrigt også Berner i videotesten af S-Klassen. Til gengæld matcher bagagerummet på 490 liter i denne stationcarudgave konkurrenterne. BMW 3-Serie har plads til 500 liter og Audi A4 495 liter.

Langtursdrømmen

Jeg har allerede nævnt et par gange, at langture er en smal sag i den nye Mercedes C-Klasse, og det er fordi, jeg mener det. Den førnævnte støjisolering kvæler både vind- og vejstøj bedre end alle andre i klassen. Desuden er retningsstabiliteten en my bedre end den, man finder i en BMW 3-Serie, der til gengæld giver en my mere dynamik.

Dermed ikke sagt, at C-Klassen er tabt bag en vogn rent dynamisk. Baghjulstrækket giver en fin følelse af balance, og sammen med den adaptive undervogn, der både kan stramme gevaldigt op og tage en slapper, kan C-Klassen sagtens køres friskt med selvtillid. Med den adaptive undervogn følger også en medstyrende bagaksel, der gør C-Klassen agil og velkørende over både by og land.

LÆS OGSÅ | TEST: Dynamikken lever i BMW 3-Serie

I oplevelsen af dynamik falder Mercedes C-Klasse pænt ind mellem BMW 3-Serie og Audi A4. Der er mere nerve og følelse med rat såvel som undervogn end i A4, uden at den helt bider skeer med 3-Serien. Spørgsmålet er dog, hvor relevant dynamikken er, når den klarer sig bedre end de to som motorvejsmissil, hvilket nok er en tjans, den hovedsageligt vil blive budt i det virkelige liv.

Testbilen er udstyret med AMG-Line udstyr inklusiv 19-tommer fælge, der bliver en pind i hjulet på komforten. Den er stadig mere medgørlig end en 3-Serie med M-Sport udstyr, og må overordnet set stadig betragtes som fint komfortabel. Større og skarpe bump får dog lov at forplante sig i kabinen, hvilket med al sandsynlighed kan elimineres helt eller delvist, hvis man holder sig til de 18-tommer sutter, der er standard.

Sømløs sikkerhed

Mit afsluttende argument for, at den nye Mercedes C-Klasse er en langtursdrøm er sikkerhedssystemerne, der kommer som del af Førerassistentpakke Plus. Den adaptive fartpilot er fremadsynet, som jeg sjældent har oplevet det, og tilpasser hastigheden til trafikken på elegant maner.

Slår man hele moletjavsen til, så Mercedes C-Klasse både tager over på styring og fart, kan selv Tesla Model 3’s beta Autopilot godt pakke sammen. C-Klassen kan, som Model 3, skifte vejbane af sig selv på motorvejen. Hvis denne manøvre går for langsomt til din smag, kan man til hver en tid overtage styringen og hjælpe den på vej. Her adlyder sikkerhedssystemerne uden hverken at slå fra eller på anden måde at brokke sig.

Generelt føler jeg aldrig, at sikkerhedssystemerne emsigt korrigerer, som det kan opleves i mange vognbaneassistenter, der river i rattet. Den sømløse orkestrering af sikkerhedssystemerne gør at selv jeg, som normalt ikke bryder mig om at overlade kontrollen, finder det befriende at lade bilen æde kilometer for kilometer på motorvejen på (næsten) egen hånd.

Det med præsten

Designet. Den store infotainmentskærm. Støjisoleringen. Den medstyrende bagaksel. Sikkerhedssystemerne. Det er alt sammen noget, der er lånt fra, eller inspireret af, Mercedes S-Klasse fra kransekagens top – og noget, der højner helhedsindtrykket af den nye Mercedes C-Klasse.

Som du nok har bidt mærke i, har BMW 3-Serie været brugt som sammenligningsgrundlag af flere omgange, og det skyldes naturligt, at den i mine øjne har været benchmark for klassen. Om den nye C-Klasse decideret kan fratage den titel fra BMW, er jeg i tvivl om, men de er tættere matchet end nogensinde før, fordi C-Klassen er skarpere end nogensinde før.

SE OGSÅ | VIDEO: Sådan! Her slår ny C-Klasse Audi og BMW

Det er marginalerne, der adskiller de to. Hvor den ene giver lidt mere dynamik, giver den anden lidt mere retningsstabilitet. Hvor den ene giver en bundsolid men småkedelig kabine, giver den anden en innovativ kabine med mindre kvalitetsmæssig tyngde.

Audi A4 falder lidt udenfor det gode selskab i denne sammenhæng, først fordi den nuværende femte generation er en halvgammel konstruktion fra 2016. Herudover udbydes den ikke med en mellemstor dieselmotor. Det er enten A4 40 TDI med 204 hk eller S4 TDI med 341 hk, hvor denne C300d falder midt i mellem med 265 hk.

I en direkte sammenligning mellem Mercedes-Benz C300d Stationcar med 265 hk dieselmotor og BMW 330d Touring med 285 hk dieselmotor, starter C-Klassen ved 630.000 kr. og 3-Serien ved 768.605 kr. Også som firmabil er C300d billigere med en beskatningsværdi på 515.000 kr. mod 330d til 609.000 kr. Det er en overraskende stor prisforskel, der gør det let at vælge den nye C-Klasse over 3-Serie.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS