august 8, 2021

TEST: Mini Cooper SE er formidabel med et stort MEN

Mini Cooper SE er en genkendelig og charmerende livsstilsbil på strøm, der trods sin niche-titel som netop livsstilsbil kan give de fleste et smil på læben. Men den mangler noget.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det er som taget ud fra filmen ’The Italian Job’, når jeg kører ud for at hente morgenbrød en morgen i et ferieforladt København. I hvert fald i mit hoved. I Mini Cooper SE smyger jeg mig smidigt ned ad snævre sidegader på legesyg facon, uden at hastigheden sniger sig over de 50 km/t, jeg må køre.

Jeg parkerer bilen foran et svinagtigt dyrt bageri med et diskret smil ovenpå den lille men friske smuttur. Selvom jeg bliver tørret for en croissant og en surdejsbolle, vokser smilet kun, når jeg træder ud af bageriet igen og ser den kompakte Mini i farven British Racing Green.

Lige dér går det op for mig, hvad en livsstilsbil går ud på. Der langs fortovet holder en upraktisk bil, som alligevel møder mit behov som snobbet brødbefordrer, får mig til at føle mig smart og tilmed giver mig et smil på læben i processen. Men kan Mini Cooper SE holde kadencen i det lange løb? Det forsøger jeg at finde ud af, her.

Elektrisk gokart

Med bagværket på forsædet går turen hjem på samme måde, som den gik ud. Friskt. Og når jeg parkerer ved min lejlighed, er det med samme smørrede smil og lige ved siden af et andet udmærket bageri, som snildt kunne have stillet min surdejssult. Mini Cooper SE er en livsstilsbil, der vil køres. Og fordi den er elektrisk, er det uden dårlig samvittighed, når man vælger et bageri i den anden ende af byen.

En Mini Cooper er i al almindelighed notorisk kendt for at være velkørende, hvilket kun bliver endnu bedre med strøm. Batterierne i bunden skubber et i forvejen lavt tyngdepunkt længere ned, mens elmotoren giver et velvilligt momentspark helt fra 0 km/t. Det er en elektrisk gokart med nummerplader.

LÆS OGSÅ | Første tur: Mercedes-benz EQS – den ultimative luksus elbil

En tur til bageren giver naturligvis kun et hint af det køredynamiske potentiale. På en snoet landevej nord for København lader jeg Mini strække ben, hvilket alene bekræfter, hvad jeg allerede har været inde på. Det er usandsynligt sjovt uden rigtigt at blive farligt, og selv skarpe sving kræver ingen indre Schumacher.

Følelsen gennem rattet er on point, og man ved lige præcist, hvor man har sine forhjul. Retningsskifte og indstyring udføres med nærmest kirurgisk præcision, og det førnævnte tyngdepunkt gør, at man reelt set ikke mærker de 160 kg ekstra, som Mini Cooper SE bærer rundt på sammenlignet med en Mini Cooper S.

Lækker lommeraket

Design er en smagssag, men som du nok kan høre, er jeg pjattet med hvordan den lille britiske lommeraket tager sig ud. Fordi der er tale om en livsstilsbil, er der et utal af farvekombinationer og trim, der kan tilpasses kundens chic persona. Alligevel er det som om, at Mini har tænkt på mig, da de byggede denne testbil.

Min forudindtagethed er, at en Mini Cooper har et feminint udtryk. Men i denne legendariske British Racing Green-lakering og med sort trim i stedet for skinnende krom, fremstår den flabet, fræk og elegant på samme tid. Selv ’Union Jack’-baglygterne, som jeg normalt har fundet plat, finder jeg passende på testbilen. Og det siger jeg altså i kølvandet på briternes tyvagtige sejr over Danmark i EM-semifinalen.

Briten fra Bayern imponerer

Den lidt iøjnefaldende designstil følger med ind i kabinen, hvor jeg selv bliver lidt mere vævende omkring, hvorvidt det er noget for mig med runde former og sjove knapper her, der og alle vegne. Selve kabinekvaliteten er der til gengæld ikke en finger at sætte på, hvilket måske kan skyldes britens bayerske aner.

Mini er ejet af bayerske BMW, som altid har forstået, hvordan en god kabine skal skrues sammen. Testbilen er med den store Maximise-udtyrspakke, som betyder sort ’lounge’-læder über alles, antracitgrå loftsbeklædning og rat i Nappa-læder. Det lyder, lugter og føles dyrt.

LÆS OGSÅ | DUEL: Kan Skoda Enyaq slå VW ID.4 som elektrisk folkefavorit?

Når læderbudgettet har været brugt op, er der brugt plastmaterialer, der er velvalgte og bløde at røre ved. I A-stolperne titter to Harman Kardon-højtalere frem, der optræder som del af et virkeligt velspillende lydanlæg. Musikken styres let på den 8,8-tommer infotainmentskærm, der utvivlsomt har bayersk oprindelse, dømt ud fra både systemets brugervenlighed, samt skærmens opløsning og trykfølsomhed.

Er du træt af halvdårlig DAB, ryger telefonen let op på skærmen med trådløs Apple Carplay eller Android Auto, så din Spotify-app kun er to lovlige tryk væk. Luksuslisten i testbilen fortsætter med head-up display, ratvarme, trådløs mobilopladning og panoramasoltag. Alligevel er der én ting, du ikke kan købe dig til: Mere plads.

Bedst uden ben

Planlægger du at have mere end én passager med dig i Mini Cooper SE, er det bedst, hvis de er af den benløse slags. Bagsædet er forsvindende småt, og alene turen derom bliver hurtigt noget baks. Med en kapacitet på 211 liter er bagagerummet tilsvarende, og nærmest uanvendeligt, småt.

Men igen, det er en livsstilsbil. Den er ikke bygget til, at du slæber hele den pukkelryggede på langfart. Den er bygget til at transportere typer som mig og deres bagerbrød til overpris rundt i bybilledet, og til det er pladsen fin. Kørepositionen er god og lav med alle de nødvendige knapper og funktioner inden for rækkevidde.

Akilleshælen

Jeg forsøgte fra start at advare dig om, at der ville være et stort, fedt ’MEN’, når man snakker Mini Cooper SE. Et men der er stort nok til at afskrække kunder, som ellers ville falde pladask for den britiske charme, den fede kabine og de knivskarpe køreegenskaber. Det er selvfølgelig rækkevidden.

Batteriet på 32,64 kWh giver en opgivet rækkevidde på 234 km efter WLTP-standard. Og hvis du synes dét er for kort, behøver du ikke engang prøvekøre den. På de varme sommer-testdage, som jeg delte med Mini Cooper SE, indikerede den 160 km i rækkevidde med et fuldt opladt batteri.

LÆS OGSÅ | TEST: Elektrisk Fiat 500e er en bella macchina

Ved hovedsagelig by- og landevejskørsel er den rimelig nøjsom, hvorfor man godt kan nærme sig de 160 km, der står angivet. Men ved motorvejshastighed går det stærkt, og et forsigtigt slag på tasken vil være, at man ikke når længere end 120 km, hvis hastigheden er 130 km/t og temperaturen skriver 28 grader.

Den lader på 3 faser og med 11 kW ved hjemmeladning, hvilket er et plus. Men den maksimale ladekapacitet ved hurtigladning er kun 50 kW, hvor en af konkurrenterne, Fiat 500e, kan lade med op til 85 kW og Honda e med 100 kW. 50 kW er med andre ord halvlangsomt efter moderne standarder, og med den korte rækkevidde oven i hatten skæres en stor del af det i forvejen nicheprægede livsstilspublikum fra.

Hvor er det oprigtigt ærgerligt…

… at Mini ikke har længere rækkevidde. Det skinner igennem, at Mini Cooper SE ikke er bygget på en dedikeret elbilplatform, og det derfor kniber med batteriplads. Havde der været en smule mere plads at lege med, havde Mini kunne låne det glimrende batteri fra BMW i3s.

Har man et dagligt kørselsbehov, der ikke overstiger 100 km, kan Mini Cooper SE godt fungere. I dét tilfælde ville jeg også vælge den over Honda e, der har en tilsvarende ringe rækkevidde og koster 283.000 kr. og Fiat 500e der har en længere rækkevidde, kører mindre underholde og starter fra billigere 190.090 kr. Og det er i øvrigt herlige elbiler begge to.

For mig er rækkevidden i Mini Cooper SE bare for kort til, at det giver mening. Ikke alene i forhold til startprisen på 266.500 kr. men også i forhold til brugbarheden. Jeg vil gerne kunne tage i sommerhus uden at få rækkeviddeangstsved på overlæben bare ved tanken om køreturen. Smid et større batteri i, Mini, så har I mit hjerte. For på alle andre parametre end rækkevidden har I bygget en formidabel livsstilsbil.


Mini Cooper SE Maximise

Motor: Elektrisk
Batteristørrelse: 32,6 kWh
Ydelse: 184 hk / 270 Nm
0-100 km/t: 7,3 sek.
Tophastighed: 150 km/t
Rækkevidde: 234 km
Pris: 301.600 kr.
Cooper SE fås fra 266.500 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS