januar 21, 2020

Test: Ny BMW 1-serie kan mere end den gamle

Den mindste BMW har mistet sit baghjulstræk. Til gengæld er den en bedre bil på de fleste andre punkter, viser testen af 118d.

TEKST OG FOTO Morten Bek

USP. De tre bogstaver er noget, alle sælgere støder på, og bag betegnelsen gemmer ordene Unique Selling Point sig – det unikke salgsparameter. BMW har haft et USP i Golf-klassen, som virkelig har været unikt: Baghjulstræk i 1-serien.

Det gik hen over hovedet på de fleste kunder, viste det sig, og fordi det både er dyrere og en udfordring i forhold til pladsforholdene, er baghjulstrækket røget ud af den nye 1-serie. Den trækker på forhjulene, præcis som de andre i klassen. Ikke ligefrem unikt. Men som en test af den nye 118d viser, så har det flere fordele at være som de andre. BMW har dermed andre USP’er, de kan sælge 1’eren på.

Kig nærmere på dette link for at læse mere detaljeret om bl.a. motorprogrammet og udstyrsmulighederne i den nye 1-serie.

Hvad kan 1-serien, de andre ikke kan?

1-serien skiller sig ikke så direkte ud i Golf-klassen, som den gjorde før. Baghjulstrækket gav balance og en anden fornemmelse i styretøjet. Men dynamik står meget højt på tjeklisten hos BMW, selv når bilen har forhjulstræk. I 1-serien bruges blandt andet et usædvanligt hurtigt system til at stabilisere bilen og forhindre hjulspind, samtidig med at Performance Control-systemet efterligner et spærredifferentiale.

Med den pakke indbygget kan selv den testede 118d med dieselmotor og vinterdæk smyge sig hurtigt og elegant gennem kurverne. Mens styretøjet i storebror 3-serie byder på en højere grad af kommunikation, er 1-seriens styring tilpas hurtig, præcis og stabil. 1-serien har bedre svingegenskaber end sin vigtigste konkurrent, Mercedes-Benz A-Klasse.

Baghjulstræk eller bagsædeplads?

Baghjulstrækket var noget særligt for BMW 1-serie i Golf-klassen, og uden det er den i BMW-entusiasters øjne mindre værdig og mere som alle de andre modeller i segmentet.

For alle andre kunder er forhjulstrækket en gevinst, som kommer til udtryk ved meget bedre pladsforhold i kabinen. Voksne er nu velkomne på bagsædet af 1-serien, hvor de før havde bedre forhold i en københavnsk bybus på en fredag eftermiddag.

LÆS OGSÅ | Test: Dynamikken lever i BMW 3-serie

BMW kan noget med indretning af førerpladsen. Tyskerne har altid haft et skarpt øje for, at førerpladsen er for FØREREN, ikke for føreren og forsædepassageren.

Det sublime iDrive-infotainmentsystem med både touchscreen og dreje-tryk-og-rullehjul er klassens absolut bedste i forhold til brugerflade og -venlighed. Skærmen er vinklet mod førerpladsen, og opsætningen med infotainment og digital instrumentering er gennemført overskuelig.

Men fordi digitalinstrumenteringen kommer med instrumenter, som løber fra bunden af skærmen, op langs siderne til toppen, foretrækker vi den klassiske udgave med analog-instrumenter, som er standard.

Er dieselmotoren i 118d noget ved?

Står der mange kilometer på menuen, kommer 2-liters dieselmotoren i testbilen 118d med en nogenlunde varm anbefaling. 150 hk er selvsagt en mere end tilstrækkelig ydelse i en kompakt bil, og motoren skuffer ikke. Den svinger sig nemt op til hurtige overhalinger, og en marchfart på 130 km/t efterlader masser af punch. Gearkassen, en 8-trins automatisk, er hurtig, og lader aldrig motoren falde i et “hul” uden moment. Klassens bedste. Punktum.

Når anbefalingen af 118d kun er nogenlunde varm og ikke rygende varm, så skyldes det, at dieselmotoren støjer mere, end vi havde forventet. 1-serien er ikke så grundigt isoleret mod støj som de bedste i klassen. Derfor trænger dieselmotorens hårde gang gennem til kabinen. At vi er lidt lunkne skyldes også, at benzinudgaven 118i med 140 hk, med en trecylindret motor, har en mere charmerende lyd, mere fleksibilitet og bedre speederrespons.

Forbruget i 118d ligger nemt på 17-18 km/l ved frisk kørsel, så det er uden tvivl muligt at ramme 20 km/l. Det vil næppe være muligt i 118i, så derfor er 118d et rigtig godt bud til bilister, som kører mange kilometer.

Hvad koster BMW 118d, og hvad koster en 3 år gammel udgave?

Det er dyrt at købe en BMW. Eller er det? BMW Danmark har skruet meget fine priser sammen på mange modeller, og de mest fordelagtige priser finder man på den såkaldte prisliste for “specialmodeller”. Modellerne er specielle på den måde, at de er skarpt prissat og mere veludstyrede end standardmodellerne, men heldigvis ikke, at der er udløbsdato på de gode priser.

Den testede 118d aut. Sport Line koster 355.100 kr., og standardudstyret er virkelig hævet i forhold til 1-serien for bare få år siden: LED-forlygter, 17” alufælge, parkeringssensorer, automatisk nødbremsesystem, sportssæder, regnsensor og diverse online- og opkaldstjenester via indbygget SIM-kort.

LÆS OGSÅ | Årets brugtbil 2018: Derfor er BMW 1-serie det bedste køb

Den interessante benzinudgave 118i aut. med 140 hk og samme Sport Line-udstyr koster 333.100 kr., og i forhold til kræfter, udstyr og meget andet er det en stærk pris. En tilsvarende Ford Focus 1,5 EcoBoost 150 aut. ST-Line koster 290.670 kr., og den kommer uden LED-forlygter, SIM-kort, parkeringssensorer og regnsensor. Den rammer meget nemt 330.000 kr. med udstyret tilføjet.

Den gamle 1-serie er en populær brugtbil, og vi har endda kåret den som Årets Brugtbil 2018. Der findes et solidt udvalg til salg på Bilbasen, og vi har fundet en 118d aut. af den udgåede generation fra april 2017 med 29.000 km på tælleren til 219.900 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS