Toyota Supra 2.0
juni 17, 2020

Test: 4-cylindret Toyota Supra er langsommere, billigere … og bedre?

Er 1 million kroner lige at stramme den, hvis der står Toyota på fronten? Det er der nok flere der mener. Så nu kommer der en ny 4-cylindret variant – og den er ikke så ringe endda.

Af: Simon Hallenslev / d. 17. juni 2020

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det — næsten i hvert fald. Du skal have den store lup frem for at opdage at dét her er den “billige” Toyota Supra. Bortset fra fælgene, der er 18″ istedet for 19″, er der så godt som intet, der indikerer, at denne Supra har 4 cylindre i stedet for 6.

LÆS OGSÅ | Duel: Skal du vælge Porsche 718 eller Toyota Supra?

Den nye 4-cylindrede motor hentes, ligesom den 6-cylindrede, fra BMW, og kan altså også findes i bayerske banditter som BMW 330e og BMW Z4 sDrive30i. Med 248 hk yder den 82 mindre, end de 340 hk i den 6-cylindrede Supra.

Det gør den selvfølgelig langsommere – men er det overhovedet et problem? Vi tester 4-cylindrede Supra på både bane og vej.

Toyota GR Supra 2,0

Motor: R4 benzin, 1.998 ccm
Ydelse: 258 hk / 400 Nm
0-100 km/t: 5,2 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 13,3 km/l (WLTP)
Startpris: 789.990 kr.


Skelsættende slankekur

Det giver sig selv, at en 4-cylindret motor vejer mindre end en 6-cylindret. De 100 kilo som Supra har tabt sig, skal dog ikke kun findes under hjelmen. Toyota har måtte gå hele bilen rundt for at finde overflødige kilo. Det er primært i chassiset, der er sparet vægt, mens de mindre 18″ fælge også bidrager til vægttabet.

Ligesom Supra 3,0 har den 4-cylindrede Supra 2,0 også 50/50 vægtfordeling, og det er lidt af en bedrift. For når man fjerner en stor, tung 6-cylindret klump fra forenden til fordel for en mindre 4-cylindret, skal der også findes besparelser andre steder for at opretholde dén balance.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes-AMG A 45 S – den stærkeste af alle firecylindrede

Og balance; dét har den! Et væsentligt element ved den nye motor er nemlig, at den fylder markant mindre. Faktisk så meget mindre at motoren nu ligger bag forhjulene. Toyota Supra 2,0 er derfor mere en centermotoriseret bil, end det er en frontmotoriseret bil som Supra 3,0.

Hvis du er skarp i sportsvognsparlør, vil du vide, at centermotorisering ikke er at kimse af. Det hjælper nemlig på dynamik og balance til køreoplevelsen, fordi den tunge, kompakte motorenhed er tættere på bilens midte. Og når du kombinerer dét med en 100 kilo slankekur, så er det noget, der kan mærkes.

Slalomkyndig og underholdende

Med den store 6-cylindrede sag oven på forhjulene, fandt jeg det ikke udpræget svært at fremprovokere understyring i Supra 3,0 – men i den nye Supra 2,0 er det nærmest umuligt. Den kører hen, hvor du peger den, og når du opfører dig som en hooligan, lægger sikkerhedssystemerne en nænsom hånd på din skulder og tager 10 procent af for dig.

Toyota Supra 2,0 er kort sagt uhyggelig let at køre rigtigt stærkt i. Selv når du insisterer på at være en hooligan og slår traction-systemerne fra, er den tilgivende. Den foretrækker altid overstyring frem for understyring; men kun når du gerne vil have det. Dynamikken i bilen giver dig selvtillid, og giver dig på underholdende vis muligheden for at udfordre dig selv bag rattet.

Kvik, ikke hurtig

Supra 2,0 er 82 hk svagere end Supra 3,0. Det betyder, at accelerationen fra 0 til 100 km/t forøges fra 4,3 sekunder i den 6-cylindrede til 5,2 sekunder i den 4-cylindrede. Det kan mærkes, men ikke så meget, som du måske ville tro. For Supra føles stadig virkelig kvik, om end den aldrig bliver superbilshurtig. Men hvad skal du også bruge superbilshurtig til herhjemme? Du har trods alt kun tre klip at gøre godt med.

Det er klart, at hvis du hedder Vettel til efternavn, så kan du ikke stille dig tilfreds med de 258 hk, som den 4-cylindrede motor yder. Men jeg garanterer dig for, at den er præcist ligeså hurtig, som du nogensinde får brug for, hvis du er en ganske almindelig bilist som jeg. Supra 2,0 er kvik og underholdende på en måde, hvor du kan have det sjovt; samtidig med at du overholder loven.

Lovens lange arm kommer med al sandsynlighed også til at være lidt mindre opmærksomme på den 4-cylindrede Supra, når du fræser forbi. Lydbilledet blegner nemlig lidt ved siden den 6-cylindrede. Når det er sagt, så er lyden i Supra 2,0 velorkestreret af en 4-cylindret motor at være. I sportmodus får lyden en hjælpende hånd fra højtalerne i kabinen, men uden det bliver kunstigt.

Er billigere billig nok?

Toyota Supra 2,0 starter fra 789.990 kr. med den mindste Live-udstyrspakke. Det er 240.000 kr. billigere end den 6-cylindrede Supra 3,0 Premium, som koster fra 1.029.990 kroner.

Problemet er bare, at du ikke bør vælge den billigste udstyrsversion. Tager du Supra 2,0 med Live-udstyr, går du nemlig glip af moderne, sportsorienterede glæder som aktivt differentiale og en adaptiv variabel undervogn. Det er glæder, der bidrager til den førnævnte dynamik, når du kører stærkt. Den adaptive undervogn er også den, der sikrer, at du kan køre blødt på motorvej og knap så blødt til trackday.

LÆS OGSÅ | Test: Audi RS6 Avant er en af verdens hurtigste og fedeste stationcars

Versionen du som minimum skal vælge hedder Sport, og med den koster Supra 2,0 yderligere 50.000 og ender altså på 839.990 kr. Besparelsen på Toyota Supra 2,0 er derfor, groft sagt, 100.000 kr. pr. manglende cylinder, da prisen lander 190.000 kr. fra den 6-cylindrede Supra 3,0 Premium.

Spørgsmålet er så, om kunderne vil æde merprisen for at få ’the grand daddy’ med seks cylindre, når vi alligevel bevæger os i dét prisleje for en Toyota? Måske. Men ikke mig. Jeg tager Supra 2,0, bruger de sparede penge på et lækkert ur, og vil stadig have en bil, der får masser af opmærksomhed, er vanvittigt velafbalanceret og rigeligt hurtig til husbehov.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS