Hvis din Toyota Yaris ikke skal ligne de 2.700 andre Yariser, der blev solgt sidste år, kan den vælges med nyt, sportsligt udstyrsniveau.
TEKST & FOTO: Jacob Dalby
I 2020 kom Toyota med en af de absolut sjoveste biler, vi til dato har haft nøglerne til på Bilbasen. Den eminente og suveræne Toyota GR Yaris. En kompromisløs køreglæde der fejer alle andre GTI’er af vejen. Men glæden kommer med en pris. For det første er den lidt af en mundfuld i det daglige og for det andet skal du slippe 540.000 kr.
LÆS OGSÅ | Test: Toyota GR Yaris er ufortyndet lykke på fire hjul
Toyota tilbyder nu et kompromis: Yaris GR Sport. Kompromis er måske så meget sagt, for den er meget langt fra den ægte, hardcore GR Yaris. Alligevel er der styling, der sender tankerne i retning af sportiness, og under huden er der strammet op på undervogn og styretøj.








Mere sport til Yaris
GR-Sport er top-udstyrsniveau i Yaris-familien og den er nem at spotte på flere GR-logoer ude og inde. Udover logoerne er der 18” alufælge, et nyt mønster på frontgrillen og en mere sportslig bagkofanger. Samlet har det, faktisk, en effekt på udseendet og får GR-Yaris til at stå ud blandt de mange andre Yariser på parkeringspladsen – og så minder designet en lille bitte smule om den ægte vare.
SE OGSÅ | VIDEO: Toyota GR Yaris er åndssvagt sjov
I kabinen er sportssæderne med røde syninger ligesom rattet, og så er der naturligvis GR-logoer spredt ud med lind hånd. Udover de specifikke, sportslige GR-tiltag giver GR-Sport-udstyr også bedre lydsystem, nøglefri adgang og start, LED forlygter samt head-up display.








Ikke kun til pynt
Ofte begrænser de sportslige udstyrsniveauer fra bilproducenterne sig til kosmetiske detaljer, men Yaris GR-Sport har faktisk fået tunet støddæmperne og styretøjet til “forbedret ydeevne”, fortæller Toyota.
Udfordringen, for Toyota, er bare, at Yaris i forvejen er en velkørende og faktisk ret underholdende bil at køre. Den er lav, bred og hjulene sidder helt ude i krogene og dét giver smil på læben. Den styrer præcist og endda med føling i gennem rattet. Det betyder, at jeg ikke mærker den store forskel i køreegenskaberne med GR-Sport sammenlignet med en Yaris uden.
GR-Sport fås ikke til Yaris med den mindste motor. Helt fair, for der er ikke meget sport over 72 hk. Men både Yaris 1,5 med 125 hk og Yaris 1,5 Hybrid med 116 hk kan vælges med GR-Sport. Og her er det vigtigt, at du vælger varianten med 125 hk og manuelt gear som testbilen. Vælger du hybrid-varianten er du nemlig tvunget til CVT-gear (milliongear), og så kan du være helt sikker på, at al sport går fløjten.


Det manuelle gear er med iMT, der sørger for at tilpasse omdrejningerne til næste gear. Det er ret fedt. For det betyder, at du altid giver perfekt mellemgas, når du gearer ned, uden at skulle bøvle med hæl-tå-manøvren.
Er det pengene værd?
Toyota Yaris med GR-Sport-udstyr starter i 272.000 kr. Det er 20.000 kr. mere end Style, der er niveauet under. I Style får man ikke de GR-specifikke tiltag nævnt tidligere, de større fælge, bedre lyd og digital instrumentering. Og så altså de såkaldte optimerede køreegenskaber, som du med al sandsynlighed ikke vil bemærke i det daglige alligevel.

Så du skal gøre op med dig selv, om det federe design med større fælge, digital instrumentering og bedre lyd er 20.000 kr. værd. Personligt? Jeg synes egentlig det er ret fedt med en Yaris, der ikke ligner alle de andre. Ligeledes den dag du skal af med den igen, er det positivt, at have en Yaris, der ikke ligner alle de andre, der er til salg.
SPECIFIKATIONER
Toyota Yaris 1,5 GR Sport
Motor: Benzinmotor, forhjulstræk Ydelse: 125 hk/ 153 Nm 0-100 km/t: 10,2 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 16,4 km/l Mål (L/B/H): 394/175/150 cm Køreklar vægt: 1.125 kilo Trækvægt: 850 kilo Bagagerumsvolumen: 286 liter Pris: 271.990 kr. (Yaris fås fra 159.990 kr.) Privatleasing fra (engangsydelse/mnd. ydelse): 4.995 kr. / 3.095 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke angivet.