Med et elegant ydre, et komfortabelt indre og velvillige 250 heste under hjelmen er opskriften ved at være lige i skabet. Men en række utraditionelle valg betyder, at selvom Esben Skrumsager er vild med bilen, vil han helst lade den holde i indkørslen. Bliv klogere på Volvo S60 lige her.
Tekst & foto: Esben Skrumsager / d. 27. oktober 2019
Jeg har en villa, og jeg kan godt lide hunde, så det næste skridt – hvis jeg skal passe ind i kassen med “villa, vovse og Volvo”- må naturligvis være at anskaffe mig en svensk herregårdsvogn. Jeg har flere gange stiftet bekendskab med blandt andre Volvo V60, og selvom den ikke ligefrem er fejlfri, kunne jeg sagtens se mig selv bag rattet i sådan en klassisk stationcar. Den er både lækker, rummelig og relativt moderne i sit design.
Men hvis man trods alt gerne vil skille sig lidt ud i ligusterkvarteret, har svenskerne et stærkt kort i ærmet i form af en sprød sedan; Volvo S60. Den signalerer markant mindre “familiefar” end stationcar-udgaven uden dog at gå voldsomt ned på rummelighed. I min indkørsel holder netop nu sådan et eksemplar til test i udstyrsvarianten T5 R-Design. Selvom der vanen tro kun gemmer sig fire cylindre under hjelmen, levere de 250 hæderlige hestekræfter, så det er jo fristende at trille en frisk søndagstur. Som sagt så gjort…
Teknologisk overflødighedshorn bag rattet
Fra første færd imponerer den svenske luksus-skude, som den holder der og stråler i sin Fusion Red-lakering. Bag den tunge dør åbner det mørke, læderbeklædte interiør sig op, og de sportslige sæder med et væld af indstillingsmuligheder tager godt imod mit korpus. Instrumenteringen – med digitalt intrumentbræt og en vertikal berøringsfølsom skærm i midterkonsollen – er, som vi kender den.
Der drejes på startknappen, og de fire cylindre gør ikke meget væsen af sig. Jeg går på opdagelse i menuerne og forsøger at konfigurere bilen, så den passer til mine præferencer. Listen over udstyr er nærmest uudtømmelig, og jeg nærstuderer det meste, før jeg begiver mig ud i trafikken.
Den adaptive fartpilot? Tjek. Varme i rattet? Tjek. Klimaanlæg med fire zoner? Tjek. Head-up display? Tjek. Adaptive matrix-forlygter? Tjek. Smartphone-integration med trådløs opladning? Også tjek.
Med telefonen koblet til systemet sætter jeg lidt god musik på. Det bringer mig helt automatisk videre til næste punkt…
Hvad er det bedste i Volvo S60?
Musikanlægget. Helt entydigt. Volvo samarbejder med Bowers & Wilkins, som leverer et af verdens vildeste lydanlæg. Forstærkeren har en grotesk effekt (i positiv forstand) på 1100 W, og de 15 separate højttalere gengiver lyden krystalklart, så den føles mere virkelighedstro, end jeg nogensinde har oplevet i en bil før.
Med justerbare rumindstillinger kan systemet blandt andet genskabe akustikken fra et lydstudie, hvor lyden bliver både tydelig og helt steril i sit udtryk. Det lyder fantastisk. Jeg er dog størst fan af den indstilling, der kopierer akustikken fra Gøteborgs koncertsal. Det føles vitterligt som at sidde på balkonen i en stor koncertsal, når man skruer op for volumen. Vanvittigt imponerende! Hører man radio, lyder værternes stemme også som om, de sidder på scenen og taler i en mikrofon til hele salen. Det er ligeledes imponerende, men i denne sammenhæng foretrækker jeg studie-akustikken.
Prisen for den akustiske herlighed? Sølle 80.000 kroner. Det er godt nok i omegnen af, hvad du kan få en fabriksny mikrobil til, men hvis lyden skal være i verdensklasse, må man jo betale for det. Kan du nøjes med et anlæg fra Harman Kardon, skal du dog kun hive 20 af de store lapper ud ad sparegrisen.
Nå, men med bilens stærkeste sider overstået kommer vi ikke udenom den mindre heldige side af bilen. Så…
Hvad er det værste ved Volvo S60 T5 R-Design?
Køreegenskaberne. På en måde i hvert fald. Man har med rette kunnet klandre Volvo for at lave lige lovligt komfortable biler med et styretøj, der i flere af de seneste modeller har efterladt en del at ønske i forhold til responsen.
Men i testbilen her er Volvo dog gået helt i den modsatte grøft. Nuvel, den kører ikke som sådan dårligt, men den afsindigt hårde affjedring og de store fælge har alt for store konsekvenser for komforten i bilen.
Den røde djævel leverer nyrestød på nyrestød som Mikkel Kessler på coke. Hvert eneste bump på villavejen truer med at udløse piskesmæld. Og selvom bilen ligger dejligt fast på motorvejen, er tanken om en tur sydpå med kilometervis af elendig Autobahn-asfalt noget af det mest skræmmende, jeg kan komme i tanker om.
Havde det været Porsche 911 GT3 RS, jeg sad bag rattet i, havde jeg måske ikke opfattet det så voldsomt, men med bagenden plantet i en svensk læderstue på hjul virker det som et katastrofalt mismatch at sætte 19″ fælge med lavprofildæk på en rigeligt hårdt affjedret familiebil.
Konklusion
Jeg er faktisk fuldstændig tosset med Volvo S- og V60. Det er usædvanligt vellykkede biler på næsten alle parametre; fornemme pladsforhold, skarpt design, imponerende teknologi og selvkørende funktioner. Blandt andet.
Derfor piner det mig også, når nogle af forventningerne til bilen falder fuldstændig til jorden. For selvom den gerne skal køre skarpt, må det efter min bedste overbevisning ikke være på bekostning af komfort. I hvert fald ikke i en Volvo. Så kunne jeg trods alt langt bedre lide oplevelsen, da jeg sidste år stiftede bekendtskab med Volvo V60.
Du kan altså roligt vælge den som din næste familie- eller firmabil, ligesom de fleste andre i segmentet (se top 10 over de mest populære firmabiler her). Men prøv den for guds skyld først i en variant, der ikke er spændt så gevaldigt op til lir og banekørsel, som denne røde T5 R-Design.
Den er desværre bedre egnet til et liv i indkørslen, hvor den kan agere jukeboks til vejfesterne i grundejerforeningen med sit mildest talt imponerende lydanlæg. Ja, jeg tror, jeg lader den holde der.
