Test og anmeldelser

TEST: VW Multivan er en kasseformet drøm på hjul

Af i Test og anmeldelser
Med rigtig meget luft i budgettet kan meget pladskrævende familier nyde, at Volkswagens minibus er bedre end nogensinde før. Vi tester den nye Multivan med en stærk dieselmotor og firehjulstræk.

Af: Morten Bek / d. 3. oktober 2020

Volkswagen har lavet den i mere end 70 år, og selv om ligheden mellem T1 fra 1949 og den nye T6.1 er lige så lille som mellem den originale Boble og den nye Golf, så er Rugbrødet i besiddelse af en ubrudt historie. Den kasseformede Volkswagen – de lavede tydeligvis rundere rugbrød i 1949, end de gør i dag – var med til at sætte Europa på hjul. Rugbrødet har tjent alle lige fra firmaer over storfamilier til blomsterbørn gennem årtierne.

Multivan koster

T6.1, som er modelkoden, dækker over varebilen Transporter, personbilsudgaverne Caravelle og Multivan og selvfølgelig den populære camper-udgave California. California kører på lavere afgift end de øvrige personbilsmodeller.

SE OGSÅ: Guide til de små autocampere

Multivan kører modsat på almindelig afgift. Så en Multivan til syv personer, der i Tyskland koster 250.000 kr., koster i Danmark 650.000 kr. Basismodellen Multivan 2,0 TDI Comfortline med dieselmotor, 110 hk og manuel gearkasse koster altså det samme som en Audi Q5. Og det er basismodellen, som kommer med et niveau af standardudstyr, som svarer til det, du får i den billigste VW Polo til 170.000 kr.

Specifikationer

Volkswagen Multivan

2,0 TDI Comfortline 4Motion

Motor: R4 diesel, 1.968 ccm

Ydelse: 199 hk / 450 Nm

0-100 km/t: 10,3 sek.

Tophastighed: 198 km/t

Forbrug: 11,5 km/l

Startpris: 871.895 kr.

(Multivan fås fra 650.895 kr.)

Multivan, som er familiebil til multibrug, er en drømmebil alene på grund af hvad den er og kan. Og så er den en drømmebil, fordi den for næsten alle danske familier forbliver en drøm. I hvert fald indtil den har en del år på bagen og kan købes brugt for en mere tillokkende pris.

VW Multivan

Hvad er de vigtigste nyheder ved T6.1-modellen?

Alle modeller siden 1949 har kørt med typebetegnelsen T og et tal – fra T1 og opefter. Med T6.1 er det første gang, at VW sætter ind med en udvidelse af modelnavnet. .1-delen er til for at vise, at der er tale om et forholdsvis mildt facelift. T6.1 er, med mine ord, en overgangsmodel til T7, som allerede mange gange er spottet på tyske veje i fuld kamuflage. Den kan få premiere allerede i 2021.

Men der er både pynt og praktiske ting ved T6.1, som gør den anderledes end den gamle T6. Designet har fået et løft med en massiv grill og LED-forlygter. Instrumentbordet i kabinen er nyt fra dør til dør. Indretningen er nu endnu mere som en personbil, og for første gang kan Rugbrødet fås med fulddigital instrumentering. Der er også en ny generation infotainmentsystem med touchscreen på enten 6,5, 8 eller 9,2”. Multivan og dens søskende er altid på nettet, altid forbundet.

SE OGSÅ | Den bedste og værste VW nogensinde

Ingeniørerne har fået lov at bruge (mange) udviklingskroner på at udvikle et nyt elektro-mekanisk styretøj, som erstatter det gamle hydrauliske system. Den vigtigste nyhed i det er, at det har åbnet op for en række moderne aktive assistentsystemer, som ikke kunne køre i samspil med et hydraulisk styretøj. Aktiv sporassistent, sidevindsassistent og semi-automatisk parkering er nogle af de vigtigste, og det får Multivan til at føles som en mere moderne bil/bus.

Benzinmotorerne er taget ud af modelprogrammet, så hele Rugbrødsfamilien kører altid med dieselmotor. Det er også det eneste, der giver mening i så stor en kasse på hjul. Multivan fås med en 2-liters diesel med enten 110, 150 eller testbilens 199 hk.

Hvordan er livet ombord på Multivan?

Testbilen er, udover at være udstyret med 199 hk, automatisk DSG-gearkasse og 4Motion-firehjulstræk, udstyret med det korte af to mulige karrosserier. Denne Multivan er altså den lille af to. Lille er lig med en karrosserilængde på 490 cm, så selv om bussen er godt to meter høj, så er den kompakt og nem at komme rundt med.

Højden og den kantede karrosseriform giver overdådige pladsforhold. Syv pladser er standard (otte fås som ekstraudstyr), som er delt op i to forsæder, to enkeltsæder med ryggen til forsæderne og en 3-personers bænk i køreretningen bagest. Mellem række to og række tre kan man stille et bord op, som gemmer sig i den ene af bilens sider. De store sæder kører på skinner, men man har sjældent lyst til at flytte meget rundt på dem eller ligefrem rykke dem helt ud – de vejer rigtig mange kilo.

LÆS OGSÅ | TEST: Skoda Octavia er perfektion til familien Danmark

Man stiger op i Multivan, som man stiger op i en Mercedes-Benz G-Klasse. Opstigningen er en nem øvelse, hjulpet på vej af nogle greb, man kan række ud efter. I førersædet sidder man med perfekt overblik og i en afslappet, rigtig god kørestilling – sædet er stort, har armlæn på hver side og fordi man sidder opret som på en køkkenstol, føles kørestillingen neutral og virkelig komfortabel.

Den digitale instrumentering er skarp og meget variabel i visninger og indhold. Den koster dog ekstra som det meste andet omkring mig. Varme i forsæderne, bakkamera, adaptiv fartpilot, p-sensorer, el-skydedør, bordet mellem bagsæderne, el-klapbare sidespejle, aktiv sporassistent er ekstra. For at få Multivan Comfortline til at føles veludstyret, uden at den ligefrem bliver luksuriøs, skal der uden problemer mindst 100.000 kr. til. Men ikke alt er nødvendigt, og den gode siddestilling og de basale goder ved Multivan findes også i udgaven til 650.000 kr.

Hvordan er det at være chauffør i Multivan?

Jeg er så heldig, at jeg har betydeligt mere at gøre godt med end basismodellens 110 hk og manuelle gearkasse. Jeg har den stærkeste motor, automatisk gearkasse og firehjulstræk. Med 199 hk er selv Multivans eksorbitante vindmodstand en ringe modspiller, og bussen er hurtigt oppe og over de danske fartgrænser.

SE OGSÅ | STOR eller lille autocamper – Berner tæsker VW’s to camper-modeller

Det er let og ubesværet at køre Multivan, og her vil jeg igen fremhæve overblik og kørestilling, som gør selv lange køreture til en afslappet affære. Jo mere ballast Multivan får over bagakslen, jo bedre, for de ekstra kilo trykker ned på bagvognen, som ellers kan føles lidt hoppende i affjedringen. Firehjulstrækket gør, at Multivan er ekstra stabil og neutral. Men det er langt fra en forskel, som gør, at firehjulstræk på nogen måde er nødvendigt.

Det nye styretøj er en opgradering, som også er værd at bemærke. Styringen er nu mere direkte og mere neutral, og hvor et lille vrik ikke var nok til at få den gamle T6 til at finde den rigtige plads på vejen, reagerer T6.1 prompte og passende på de mindre bevægelser.

VW Multivan

Hvad koster Multivan, og hvad koster en 3 år gammel model?

Jeg har tidligere nævnt basisprisen for Multivan Comfortline 2,0 TDI med 110 hk, som er den billigste variant på det danske marked. Med samme udstyrsniveau og samme karrosserilængde fås testbilen uden ekstraudstyr fra 872.000 kr. De 89 hk, automatgearkassen og firehjulstrækket udgør altså en ekstra udskrivning på 222.000 kr. Av, siger jeg bare.

Må jeg i stedet foreslå mellemversionen af dieselmotoren, koblet til DSG-gearkasse og forhjulstræk? I den variant fås Multivan fra 733.000 kr., hvilket stadig er en bondegård for de fleste familiebudgetter, men trods alt lidt mere nede på jorden.

SE OGSÅ | Det store valg: Benzin- eller dieselbil?

En tre år gammel Multivan svarende nogenlunde til testbilen koster stadig så meget, at de fleste må give fortabt. Jeg finder en Multivan 2,0 TDI Comfortline med 204 hk og langt karrosseri, modelår 2017, med 121.000 km på tælleren, til 580.000 kr. Av, siger jeg igen.
En udgave fra 2010 med 180 hk, det korte karrosseri og 255.000 km på tælleren koster 295.000 kr. Men det er altså en 10 år gammel bil med en umoderne dieselmotor, så den er svær at anbefale.

Multivan er drømmen, men der er alternativer til at realisere drømmen. Peugeot Traveller, som dog ikke har helt så meget plads, men otte sæder som standard, fås fra 370.000 kr., og den har tilmed mere udstyr som standard end Multivan til 650.000 kr.

Om forfatteren

Morten Bek

Morten har testet tusindvis af nye biler. Mens superbiler med 700 hk kan være meget sjove, så er hans passion de biler, danskerne rent faktisk køber og bruger til dagligt.