TEST VW Polo GTI FL 290979
Test og anmeldelser
11. juni 2022

Test: Det er mere end okay at være en voksen GTI

Morten B. Bek

Morten Bek

VW Polo GTI står faceliftet og med flere kræfter. Den er hverken så højtråbende eller rå som Ford Fiesta ST og Hyundai i20 N, men det er smart, når der skal jagtes kunder.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Det er de voksne, der har pengene. Den unge fyr på 22 år må nøjes med at dagdrømme om en Ford Fiesta ST eller en Hyundai i20 N og noget mindre hidsigt og mindre provokerende. De voksne, modne danskere orker ikke og har heller ikke lyst til at køre rundt i en hvæsende minibil med manuel gearkasse, støddæmpere så hårde som brosten og et hyperaktivt styretøj. Derfor sælger Ford og Hyundai så få af deres super-minier, at det mest er for mærkernes image, de markedsføres i Danmark. De voksne, dem med pengene, er heldigvis ikke for gamle til minibiler – og heller ikke for gamle til en god spandfuld hestekræfter. Det skal bare være med mere stil og større forståelse for, at ikke alle køreture involverer fuld skrue og hårnålesving.

Den forståelse møder man i en Volkswagen Polo GTI. Det er, for mange, en bonus at køre VW, at køre Polo – og bestemt også at køre GTI. Polo er minibilen, der passer ind alle steder. Minibilen for alle, uanset samfundslag. Når der så samtidig er en stærk 2-liters benzinmotor, DSG-automatgear, stiligt design og en god pris inde over, så er de voksne med på beatet og lukker gerne op for bankkontoen. At der er solgt hele 1.783 eksemplarer af Polo GTI, siden den nyeste kom frem, er usædvanligt. Og velfortjent. Med faceliftet af Polo er det også blevet tid til faceliftet af Polo GTI, og mens verden er blevet elektrificeret og vendt på hovedet, siden GTI’en kom frem, kan der stadig være plads til den lille GTI.

TEST VW Polo GTI FL 290844
TEST VW Polo GTI FL 290798
TEST VW Polo GTI FL 290804
TEST VW Polo GTI FL 290812
TEST VW Polo GTI FL 290951
TEST VW Polo GTI FL 301019
TEST VW Polo GTI FL 301057
TEST VW Polo GTI FL 301041
TEST VW Polo GTI FL 290820
TEST VW Polo GTI FL 290771

7 hk og et 7. gear

Der er også unge fyre på 22 år, som rigtig gerne vil eje en Polo GTI. Ligesom der er mange voksne, modne og pengestærke danskere, som ikke gider eje en. Generaliseringer er nemme at lave, og de er sjældent 100 procent rigtige eller forkerte. Så det er bedre at lade bilen tale for sig selv. Hvad er det, egentlig, Polo GTI kan? Og hvad med faceliftet og nyheder? Polo GTI er ingen billig bil, men den er på ingen måde en dyr bil. Den næsten utrolige pris, da GTI’en kom ud for omkring fire år siden, lød på omkring 275.000 kr. Den faceliftede kryber op på 320.000 kr., og det er stadig helt okay (især når man ser, at en Golf GTI koster over 600.000 kr.). Med faceliftet kommer lidt flere kræfter og mere udstyr. GTI-motoren på 2 liter er større end motorerne i Fiesta ST og i20 N, hvor førstnævnte har tre cylindre og 1,5 liter, Hyundai’en en 1,6-liters med fire cylindre. Det er en effektiv, kraftig turbomotor, der sidder i Polo GTI, og VW har fundet 7 hk ekstra på kistebunden.

TEST VW Polo GTI FL 290988

Der er samtidig kommet en anden gearkasse i bilen. Stadig en hurtigt skiftende automatisk DSG, men en med 7 fremadgående gear i stedet for 6 gear. Der barberes 0,2 sekunder af 0-100 tiden, så den nu er på 6,5 sekunder, og topfarten stiger til minibils-imponerende 240 km/t (fra 238 km/t). Faceliftet af Polo har vi været gennem ved flere lejligheder her på Bilbasen, og det er et løft, der virkelig klæder bilen. Det klæder også GTI, som har fået meget effektive adaptive matrix-LED-forlygter, frække LED-tågeforlygter og en LED-lysstribe mellem forlygterne som standard. Indendøre er der nyt rat, som desværre er med touch-flader i stedet for rigtige knapper, men nu også digital instrumentering som standard.

Automatisk klimaanlæg er langt om længe også blevet noget, man ikke betaler ekstra for – og touchpanelet fungerer fint, selv om det er mere krævende end at dreje på en knap for at skifte temperaturen.

Alle de kendte dyder – og sjov når det skal være

Image, pris, hestekræfter og design har solgt Polo GTI. Det har også mange andre væsentlige dele og elementer, som gør den velegnet til både gentagelserne (som turen på motorvejen til og fra arbejde, udflugten med familien) og de sjove stunder (den snoede landevej, som man kender i forvejen eller lige pludselig opdager). Jeg har kørt den lange tur fra Aarhus til Fejø tur/retur, som kræver to færgeture hver vej, i Hyundai i20 N og nu også i den faceliftede Polo GTI. Der er ingen sammenligning. I20 N er lavet til de små veje, du ikke møder på sådan en tur, for den støjer, hopper og danser. Den giver sig 110 procent, når timingen er helt rigtig, men til hverdag er den lidt af en anstrengelse. Polo GTI klarer motorvejen som en stor tysk bil. Plantet, solid og endda nogenlunde støjsvag. Ingen hoppende affjedring, intet hysterisk styretøj.

Der er plads til fire voksne og noget bagage i den lille VW, og når de tre som ikke styrer bilen, er sat af, og bagagerummet er tømt, kan man bruge Polo GTI til sjov. Den finder aldrig skarpheden eller hysterien frem som i20 N, men vælger en mere afmålt tilgang til ballade. Moden, men uden at være kedelig. Nemmere at leve med i længden, fordi vi allesammen godt ved, at livet 99 procent af tiden ikke går med at køre til det yderste gennem et skarpt sving. Polo GTI styrer fint, men det er affjedring og undervogn, der tager mest hånd om den dynamiske side. Testbilen er udstyret med Sport Select-undervogn med justerbare støddæmpere, og den tydelige forskel mellem Normal og Sport er perfekt ude på de små landeveje. Sport fjerner blødhed og lidt krængning, men den bliver aldrig uudholdeligt stiv.

TEST VW Polo GTI FL 301075
TEST VW Polo GTI FL 301069
TEST VW Polo GTI FL 301063
TEST VW Polo GTI FL 290917
TEST VW Polo GTI FL 290904
TEST VW Polo GTI FL 290898
TEST VW Polo GTI FL 290893
TEST VW Polo GTI FL 290889
TEST VW Polo GTI FL 290855
TEST VW Polo GTI FL 301089

2-liters motoren er et stærkt hjerte

Om det gør den store forskel, at ydelsen har fået et hak opad med 7 hk til 207 hk? Nok ikke den store. Polo GTI virker alligevel friskere og mere “på”, end den var før, men jeg tror det har mere med det ekstra geartrin i DSG-kassen end den lille stigning i motorydelse at gøre. Spredningen mellem trinene i gearkassen er mindre, når der er flere gear. Polo GTI havde allerede en fordel med sin store motor, og den nye gearkasse finder ind til de bedste sider af 2-liters motoren. Det er en af de bedste 2-liters benzinmotorer, der findes, og den giver Polo GTI et overskud og en gejst, som er fed at have med – både til hverdag og til de sjove udflugter.

Det er nemt at kritisere Polo GTI for at være for friseret og omgængelig. Den når aldrig det vilde, maniske punkt, man kan komme til i Fiesta ST eller i20 N – som begge bider hårdt i asfalten med mekanisk spærredifferentiale – og pulsen bliver på et lavere niveau.

Er det kritisabelt? Nej, ikke når man har en fed minibil, hvor design, motor og interiør går op i en højere enhed. Voksent og kedeligt? Mere bare brugbart og gennemtænkt. Hvis det er for meget af det gode, kan man gøre som de få og købe en hurtig mini hos en af Volkswagens konkurrenter. Det er jo fedt, at der er noget for enhver smag.

TEST VW Polo GTI FL 290873

SPECIFIKATIONER

Volkswagen Polo GTI 2,0 TSI DSG

Motor: R4, 1.984 cm3 Ydelse: 207 hk/320 Nm 0-100 km/t: 6,5 sekunder Tophastighed: 240 km/t Forbrug: 14,7 km/lCO2: 155 gram/kmMål (L/B/H): 407/175/143 cmKøreklar vægt: 1.331 kiloBagagerumsvolumen: 305-1.079 literPris: 319.995 kr. (Polo GTI fås fra denne pris)Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 10.000/3.899 kr. (Polo GTI fås fra denne pris)Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler


Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen