juni 29, 2023

Test: Opdateret XPeng P7 til europæerne

Kinesiske XPeng P7 er blevet opdateret til lanceringen på det europæiske marked og skal konkurrere mod Tesla Model 3 og Polestar 2.

TEKST & FOTO Jacob Dalby

Det vil ikke undre nogen, hvis du ikke har hørt om XPeng. Selvom vi har bragt en del historier om det kinesiske mærke, og dets indtog på det danske marked, er XPeng stadig et meget nyt og ret ukendt mærke herhjemme.

Og det er faktisk ikke meget anderledes på andre markeder, for XPeng har kun lavet biler siden 2018. Den første model der sådan rigtigt er til salg på det danske marked, er modellen her: XPeng P7. Den har dog kørt på andre veje end de danske siden 2020.

Men nu er den her, og det med en tiltrængt opdatering til den endelige introduktion på det europæiske marked – med hurtigere opladning, en lækrere kabine og ikke mindst et prisskilt, der er lavere (!), end vi havde forventet.

Og bare rolig, du kan godt få P7 med helt almindelige døre, hvis du ikke er til de superbils-lignende saksedøre, som sidder på den dyreste udgave.

Fine proportioner

Xpeng P7 er i sin form en ret stor sedan med sine knap fem meter i længden. Hvis du spørger undertegnede, er XPeng lykkedes ret godt med designet. Lang front og den faldende taglinje giver sammen med fine proportioner et nydeligt billede.

P7 er en regulær sedan med en lille bagklap og en lille åbning ind til bagagerummet på 440 liter. Den er på størrelse med Tesla Model S, men det giver mere mening at sammenligne med Model 3 og Polestar 2. Mere om det.

Tre varianter

Testbilen er toppen af poppen kaldet ‘Wing Edition’. Du får tre gæt til at gætte hvorfor. Udover saksedørene kommer den med to elmotorer, firehjulstræk og en ydelse på 473 hk. Det er nok til en 0-100 km/t-sprint på 4,1 sekunder. Pænt hurtigt og mere end du nogensinde får brug for.

Udover Wing Editon er der en P7 Performance med samme præstationer, bare uden de særlige døre, men varianten der giver mest mening, er den mindste og billigste: P7 Long Range. Her får du baghjulstræk og 276 hk.

Takket være elbilens fortræffeligheder med fuldt moment fra 0 km/t føles den stadig kvik. Og så får du en rækkevidde på 576 km mod 505 km i de to hurtige varianter. Hertil skal dog nævnes, at Norske NAF (FDM i Norge) har testet rækkevidden på P7 Performance. Og de fik 576 km ud af en fuld opladning. Altså mere end den er opgivet til og det samme som Long Range-udgaven. Mon ikke der så også er flere kilometer at hente i Long Range end opgivet?

XPeng P7 Long Range starter ved 399.000 kr. og er en direkte konkurrent til Tesla Model 3 Long Range, der prismæssigt starter ved 389.990 kr. Udfordringen ligger i, at Teslaen på papiret slår XPeng på både kræfter, rækkevidde og opladningshastighed. Men P7 har andre esser i ærmet.

Bedst som cruiser

Testbilen står som sagt med alt i udstyr, adaptive adaptiv undervogn inklusive. Den fungerer fornuftigt og absorberer underlaget med fin komfort. P7 er samtidig støjsvag, og med et nogenlunde retningsstabilt styretøj føler P7 sig godt tilpas på de lange motorvejsstræk.

Styretøjet er i øvrigt nogenlunde vægtet, så man kan ane, hvad der foregår, og krængningen igennem sving er fint kontrolleret, så man ikke helt mærker den høje vægt på knap 2,2 tons. Det er langt, langt fra eksempelvis BMW i4, men P7 er stadig til at stole på. Det hele foregår i virkeligheden meget flydende.

Det burde være godt

Hvis der er en ting, som de fleste kinesisk producerede biler virkelig bøvler med, er det diverse semi-selvkørende systemer. Det gælder desværre også XPeng P7. Og det kan være svært at forstå, når bilen er udstyret med intet mindre end:

  • 5 højopløsnings-millimeter-bølgeradarer
  • 12 ultralydssensorer
  • 4 surround-view-kameraer
  • 7 high perception-kameraer

Jep. Til trods for det foregår den adaptive del, den der skal holde afstand til den forankørende, i konstante hak og langt fra flydende. Samtidig sejler bilen rundt mellem vejstriberne. De gode folk hos XPeng siger, at systemet løbende bliver opdateret og forbedret. Men som det er nu, fungerer det ikke, og jeg ender med at slå det hele fra.

Det samme gælder diverse advarsler med lyd. Et nyt EU-direktiv dikterer, at nye biler skal advare med lyde, eksempelvis hver gang hastighedsgrænsen ændrer sig. Og det har XPeng for alvor taget til sig. Der er konstant og hele tiden et højt ding eller dong, og det er til at blive en smule rundtosset af. Lydene kan slås fra, men det skal gøres hver gang, du sætter dig ind i bilen.

XPeng melder dog, at der siden testen er kommet en opdatering, der gør lydene mere acceptable, og at der er kommet en “mute all sounds”-funktion, der skulle strangulere alle de irriterende lyde.

Her er det faktisk godt

Indenfor er der til gengæld gode takter og skal man for alvor finde et plus i forhold til Tesla er det her, man skal tage fat.

Materialer og finish er bedre end hos Tesla, og her er faktisk rart at befinde sig, selvom det ikke er på højde med eksempelvis Hyundai Ioniq 6. Sæderne er samtidig behagelige, man sidder godt også på lange ture – og de kan beklædes med nappa-læder som tilvalg til Long Range og Performance-varianten.

Lydsystemet, hvis du vælger det, er fra danske Dynaudio og leverer 840W ud gennem de 18 højttalere. De to små højttalere, der løfter sig fra instrumentbordet, giver et touch af luksus.

Der er naturligvis to skærme til henholdsvis digital instrumentering og infotainment på 10 og 15 tommer. Der mangler lidt fysiske knapper til de vigtigste funktioner, som justering af luftdyser, men skærmen er skarp, den reagerer fint og systemet er intuitivt at benytte.

Siden testkørslen er infotainmentsystemet i øvrigt blevet opdateret takket være et nyt samarbejde. Nu er det muligt at hente nogle af dine yndlingsapps ned til bilen som Netflix, YouTube, Instagram Player og TikTok.

Bil for pengene

Samlet set giver XPeng P7 ret meget bil for pengene. Al essentielt udstyr, og mere til, er med som standard. Blandt andet varmepumpe, panoramaglastag og surround-lydanlæg.

P7 Long Range og P7 Performance kan udstyres med en Premium-pakke til 39.990 kr., så også de får læderindtræk og Dynaudio-anlæg. Med Premium-pakken kommer også soft close-døre, der lukker det sidste stykke automatisk.

Det er svært at konkurrere med Tesla på pris og performance, men med P7 får du noget, der langt fra er lige så gængs, som Tesla 3 er blevet. Derudover leverer P7 en lækrere kabine og en mere komfortabel køreoplevelse.

Kun få ting afslører, at der er tale om kinesisk ophav. Og intet afslører, at XPeng startede med at lancere biler for kun få år tilbage.


SPECIFIKATIONER

XPeng P7 Wing Edition

Motor: Elmotorer, firehjulstræk
Ydelse: 473 hk/ 757 Nm
0-100 km/t: 4,1 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 19,2 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 86,2 kWh
Rækkevidde: 505 kilometer
Ladekapacitet: Op til 175 kW
Mål (L/B/H): 489/190/145 cm
Køreklar vægt: 2.180 kilo
Trækvægt: Ikke oplyst
Bagagerumsvolumen: 440 liter

Pris: 599.900 kr. (P7 fås fra 399.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 19.995 kr. / 7.995 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke opgivet


Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Se flere brugte elbiler til salg på Bilbasen her

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS