december 27, 2024

Tilbud: Peugeot E-3008 nedsat med op til 40.000 kr.

Peugeot tager konsekvensen af ringe salg og konkurrenternes lavere priser og sætter E-3008 ned. Den fås nu fra 299.990 kr. med besparelser op til 40.000 kr.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Det er ikke nemt at være Peugeot lige nu. Mens konkurrenten Volkswagen fra maj til december har haft stor succes med sine elbiler i Danmark – og har set en stigning i det samlede salg af personbiler på mere end 45 procent – har Peugeot set sit salg falde med næsten 36 procent i samme periode.

Den lille 208 er efter mange år som danskerfavorit stødt ind i problemer, og Peugeots elbiler interesserer simpelthen ikke den ellers elbilglade dansker. Den nye E-3008 skulle være vendepunktet med ny platform og lang rækkevidde, men under 900 styk af den nye model er indregistreret i Danmark siden introduktionen.

Er E-3008 for dyr? Er designet for skævt? Er 210 hestekræfter for lidt? Svaret hænger i luften, men i hvert fald har den danske importør nu taget konsekvensen af et marked, der virkelig er hårdt: E-3008 er sat ned i pris med op til 40.000 kr., og derfor fås den franske elbil nu fra 299.990 kr.

Udgaven med rækkevidde på 700 kilometer er på vej

Peugeot introducerede E-3008 i maj, og det har hele tiden været med en udvidelse af modelprogrammet in mente. På et tidspunkt i starten af 2025 kommer to nye varianter: en udgave med forhjulstræk, 230 hestekræfter og et større batteri, som giver rækkevidde på omkring 700 kilometer. En udgave med firehjulstræk og 320 hestekræfter får det lille batteri, og den vil sandsynligvis få en rækkevidde under eller omkring 500 kilometer.

Dermed er det E-3008 i den eksisterende udgave med 210 hestekræfter, forhjulstræk og rækkevidde på op til 523-525 kilometer, der nu er sat ned. Der er tre udstyrsvarianter, og mens basismodellen Allure er nedsat med 30.000 kr., er der 40.000 kr. at spare på GT og GT Pack.

En åbenlys fejl ved E-3008 er mængden af standardudstyr. Allerede fra start var E-3008 bagud på udstyrspoint, og det er kun blevet værre med Volkswagens introduktion af ID.4 Style-/Style+. Basismodellen har hverken varme i rattet, adaptiv fartpilot, el-betjent bagklap, 360 graders kamera eller nøglefri betjening.

Peugeot siger at “priserne gælder lagerbiler”, hvilket måske kan få kunderne til at skynde sig til forhandlerne. Selv om det lyder som en plade, der er gået i hak, så er realiteten, at Peugeot vil gøre tingene endnu værre, hvis priserne sættes op igen, når lageret er tømt.

Den endnu nyere og større E-5008 er også nedsat, men det gælder kun GT-udgaven, som er gået fra 489.990 til 359.990 kr.

De nye priser på E-3008

E-3008 Allure 210 hk – 299.990 kr. (nedsat med 30.000 kr.)
E-3008 GT 210 hk – 319.990 kr. (nedsat med 40.000 kr.)
E-3008 GT Pack 210 hk – 329.990 kr. (nedsat med 40.000 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

2025 bliver de små elbilers år

De mellemstore elbiler har taget Danmark med storm, så nu kommer turen til de mindre elbiler – de små og kompakte modeller, som i mange tilfælde starter under 200.000 kr., kommer bragende i 2025.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS