Volkswagen startede august med et attraktivt privatleasingtilbud på ID. Buzz til priser fra 3.995 kr. om måneden (du kan læse om tilbuddet ved at følge linket herunder. Med september lige om hjørnet har tyskerne fundet på et nyt tilbud - denne gang på den stærke topudgave af ID.4, nemlig ID.4 GTX Max+.
GTX-udgaven af ID.4 har 340 hestekræfter og firehjulstræk, og rækkevidden på en opladning er op til 517 kilometer. Fra produktionsuge 36 (sidste uge af august) kan ID.4 GTX sågar trække 1.800 kilo, hvis man bestiller trækkrog med.
Læs også: Fire flotte prisfald fra ferien
Privatleasingkontrakten løber i op til 48 måneder, og den kan skrues sammen på flere måder. Men hvis man på forhånd ved, at man vil have den nye bil i hele den mulige leasingperiode, skal man vælge engangsbetalingen på 35.000 kr. Den åbner op for en månedlig ydelse på kun 3.695 kr. med 15.000 kilometer om året inkluderet.
Med 10.000 kilometer om året inkluderet, som er standardløsningen (og for mange bilister i underkanten), er den månedlige ydelse på 3.495 kr. Det koster, med andre ord, kun 200 kr. ekstra om måneden at få 5.000 kilometer mere om året.











212.960 kr. over fire år - en fornuftig handel
Det er altså muligt også at justere på engangsydelsen, når man skal i gang med privatleasing af ID.4 GTX Max+. Den kan, udover 35.000 kr. , sættes til 25.000 eller 15.000 kr.
Den månedlige ydelse og totalomkostningerne over 48 måneder vil så være højere, men skal man have bilen noget kortere tid end 48 måneder, kan det betale sig at regne ud, om man kan spare noget ved at vælge lavere engangsydelse.
Med udgangspunkt i 35.000 kr. til at starte med og 3.695 kr. om måneden med 15.000 kilometer om året (i 48 måneder), giver fire års privatleasing totalomkostninger på 212.960 kr. Det er et fornuftigt tilbud, hvor man får en stærk, rummelig og velkørende bil for pengene.
Læs vores test af VW ID.4 Max GTX+ fra foråret for at finde ud af mere om modellen - blandt andet om standardudstyret, køreegenskaberne og komforten. - Linket til artiklen finder du lige herover.