Toyota-elbilen bliver nu lidt mere attraktiv. Priserne ryger 30.000 kr. ned på flere udgaver, så BZ4X starter på 299.990 kr.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Toyota har kørt en nytårskampagne med en besparelse på 30.000 kr. på Prestige-udgaven af elbilen BZ4X. Lavere priser har det med at lokke kunder til, og det har givet japanerne blod på tanden. 299.990 kr. lyder bare mere tillokkende end 329.990 kr. – og 299.990 kr. er den nye startpris op BZ4X.
Prisnedsættelsen bliver nu længerevarende og dækker også basisudgaven Elegant – i hvert fald til og med 31. marts, hvor en BZ4X med besparelse senest skal være indregistreret. Som vi har set det med så mange andre elbiler, vil den lavere pris uden tvivl blive permanent. Toyota ville skyde sig selv i foden ved at sætte prisen op efter 31. marts.
Læs også: Test: Nu er Toyota BZ4X en bedre bil
Nytårskampagnen har dækket mellemvarianten BZ4X Prestige med en pris på 329.990 kr., men ikke basismodellen Elegant og topversionen Executive. Toyota kører videre med prisen på Prestige-udgaven, men nyt er det, at basismodellen Elegant nu fås til 299.990 kr.
Skal BZ4X have ventilation i forsæderne, 360 graders kamera med høj opløsning og indtræk i kunstlæder, er Executive til 374.990 kr. eneste vej frem. Den variant er der ingen kampagnepris på.




Det ender alligevel med en Prestige-model
BZ4X i den billigste udgave, Elegant, til 299.990 kr. har den bedste rækkevidde af nogen BZ4X – op til 513 kilometer på en opladning; alle udgaver har samme batteristørrelse og samme elmotor med 204 hestekræfter, så det er udstyrsmængde og hjulstørrelse, der gør forskellen i rækkevidde.
Inkluderet i prisen er 18″ alufælge, varme i rattet, varme i forsæderne, bakkamera, nøglefri betjening, internetbaseret navigation og infotainment med 8″ touchscreen.
Men da der kun er 30.000 kr. op til den noget bedre udstyrede BZ4X Prestige – til 329.990 kr. – er det den, vi anbefaler. For det første har den gode, adaptive matrix-LED-forlygter og elektrisk betjent bagklap, men den har også infotainment med 12,3″ touchscreen, 360 graders kamera (med meget LAV opløsning), p-sensorer foran, trådløs smartphoneopladning og el-justerbart førersæde.