Lamborghini – TV2 Nord
Nyheder
13. oktober 2021

Vanvidskørsel: Politiet beslaglægger 3 biler om dagen – fra Lamborghini til fars firmabil

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Reglerne om vanvidskørsel har kun været en realitet i et halvt år. Alligevel har Politiet beslaglagt 510 biler i perioden og sagerne tæller flere millionbiler samt andre bemærkelsesværdige historier.

Af: Simon Hallenslev / Coverfoto: TV2 Nord / d. 13. oktober 2021

I december 2020 blev et bredt flertal i folketinget enige om en aftale, der skulle skærpe straffen for de såkaldte vanvidsbilister. Den mest bemærkelsesværdige del af denne aftale lød på, at Politiet nu kunne beslaglægge bilen på stedet, hvis føreren havde opfyldt de forudbestemte kriterier for vanvidskørsel.

Den 31. marts 2021 trådte de nye regler for vanvidskørsel i kraft, og siden da har politiet beslaglagt intet mindre end 510 køretøjer, mens der er rejst 623 sigtelser fordelt på 586 sager vedrørende vanvidskørsel. Det viser tal fra Rigspolitiet, offentliggjort at Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Politiet har med andre ord beslaglagt godt tre biler om dagen, hvoraf flere af beslaglæggelserne har været bemærkelsesværdige nok til, at de også har pådraget sig medieomtale. Vi ser nærmere på et udpluk af sagerne samt på reglerne for vanvidskørsel.

Nordsjællands Politi

Presset pizzahenter og nedtrykt nordmand

En af årsagerne til at flere af sagerne har pådraget sig mediebevågenhed, er fordi det sjældent af vanvidsbilistens egen bil, der bliver konfiskeret. Tal fra juni viste, at 94 procent af de beslaglagte biler ikke tilhørte føreren, og det har givet anledning til flere historier. Den første om en pizzahenter.

Kun en måned efter de nye regler om vanvidskørsel trådte i kraft, beslaglagde politiet en Porsche 911 af den sidste vandkølede 993-generation på Helsingørmotorvejen. Hastigheden var 209 km/t og bag rattet sad en mand, der havde lånt vennens leasede Porsche til at hente pizza. Bilen blev beslaglagt, og selvom leasingselskabet hev sagen i retten, besluttede dommeren at opretholde beslaglæggelsen.

Fra den første beslaglæggelsessag med medieomtale og videre til den seneste. I sidste uge fik en lidt for ivrig og nybagt superbilsejer beslaglagt sin Lamborghini Huracan Performante Spyder beslaglagt, efter at være blevet målt til 235 km/t på E39 motorvejen syd for Hjørring. Det skriver Nordjyske.

Bag rattet sad en norsk bosat iraner, der var på vej hjem fra Tyskland, hvor han blot få timer før fartudskejelsen havde købt superbilen til godt 2 millioner kroner. Glæden ved den 640 hk stærke italiener blev derfor kortlivet. Beslaglæggelsen skete i øvrigt kun 20 km fra Hirtshals, hvorfra ejeren skulle have sejlet til Kristiansand med sit nye indkøb – der trods alt var sit eget og ikke et leasingselskabs.

Alarmfotos-112

Farvel til Ford Mustang GT og Audi S7

Andre udlændinge har også måtte se sig fanget af de skrappe, danske regler. I august kunne færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland berette, at de havde beslaglagt en Audi S7 fra en tysk bilist. Vedkommende havde efter alt at dømme glemt, at Autobahn ikke strækker sig til Esbjergmotorveje, hvor han blev målt til 215 km/t.

Færdselsbetjente fra Københavns Vestegns Politi kunne i juli også beslaglægge en muskelbil, denne gang fra en dansk, 24-årig mand, der ikke selv ejede bilen. Her var tale om en potent Ford Mustang GT, der ikke alene blev målt til 124 km/t i en 60-zone, men også var i færd med at køre ræs mod en anden bil. Da kap- og væddeløbskørsel er en del af reglerne for vanvidsbilisme, slog den 24-årige derfor to fluer med ét smæk.

Hverken forretningsdrivende eller fortvivlede fædre slipper uden om beslaglæggelserne. I august kunne Midt- og Vestsjællands Politi beslaglægge en firmaejet varevogn, der blev ført af en 17-årig uden sin fars vidende, som var den rette bruger af varevognen. Betingelserne for vanvidskørsel blev opfyldt, da den 17-årige forsøgte at stikke af fra politiet.

Også en taxachauffør har fået en taxa beslaglagt, som tilhørte sin forretningsdrivende vognmand. Chaufføren blev målt til 105 km/t i en byzone i Vanløse, og fik derfor både sit kørekort og bilen beslaglagt.

Faktisk er det strafbart at forsøge at slippe for beslaglæggelse. Det måtte en 20-årig mand sande, da han forsøgte at sælge sin Mercedes til en ven, efter han var blevet blitzet med 101 km/t i en byzone. Manden erkendte retten, at det var et forsøg på at slippe for beslaglæggelsen. Det kostede ham 20 dages fængsel foruden konfiskation af bilen, en større bøde og en frakendelse af kørekortet i 3,5 år. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Ingen biler på politiauktion

Det er i sagerne om vanvidsbilisme vigtigt at skelne mellem beslaglæggelse og konfiskation. Beslaglæggelsen er den, som politiet foretager på steget, når betingelserne for vanvidskørsel er opfyldt. Herefter skal en dommer afgøre, om beslaglæggelsen skal opretholdes for et videre sagsforløb eller helt konfiskeres.

Den første sag om vanvidskørsel blev afgjort ved Retten i Glostrup tilbage i juni. Her blev den beslaglagte bil blev endeligt konfiskeret fra en 36-årige ejer, der blev målt til 108 km/t i en byzone blot tre dage efter de nye regler om vanvidskørsel trådte i kraft. Og selvom flere sager har fulgt denne og endt med endelig konfiskation, er ingen biler ifølge Rigspolitiet endnu blevet solgt på auktion.

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

  • Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred

  • Særlig hensynsløs kørsel

  • Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen

  • Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

  • Spirituskørsel med en promille over 2,00

Strafskærpelser for vanvidskørsel:

  • Strafniveauet skærpes med 50 % for forsætligt at volde fare for andres liv eller førlighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.

  • Strafniveauet skærpes med 50 % for flugtbilisme.

  • Strafniveauet for chikanøs kørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Chikane kørsel vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.

  • Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel, og vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.

  • Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser,

Kilde: Københavns Politi

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen