Bentley Bentayga Berner
oktober 9, 2020

VIDEO: For 4,5 millioner kroner familiebil — Bentley Bentayga

Anders Berner og datter tester familiebil med 550 hk i form af den nye Bentley Bentayga V8 — forbrugerstof til overklassen.

Video: Anders Berner  Tekst: Simon Hallenslev  Dato: 9. oktober 2020

Hvis du er den gennemsnitlige Bentley-kunde, bliver den nye Bentayga V8 blot en tilføjelse til garagen, hvor du på papiret bør have mellem fem og otte biler at vælge imellem. Ikke desto mindre skal du stadig vide, om Bentley Bentayga er god nok til at blive din nye hverdagsbil.

SE OGSÅ | Video: Cool luksusbil, fimset 4×4 eller et råt arbejdsredskab?

Det har Anders Berner lagt sig i selen for at finde ud af for dig. Selvom han indhylles i tykt læder og luksus, har der sneget sig en skeptiker med i testen af den nye og eksklusive Bentley. Berners datter, Marie på 8 år, er din garant for en relevant anmeldelse: Hun er nemlig ikke så let at imponere med lange udstyrslister og gammel automobilhistorie.

Bentley Bentayga V8

Motor: V8 benzin, 3.997 ccm

Ydelse: 550 hk / 770 Nm

0-100 km/t: 4,5 sek.

Tophastighed: 290 km/t

Forbrug: 7,5 km/l

Startpris: 3.655.000 kr.

Testbil pris: 4.591.679 kr.

Hvad er nyt på den nye Bentley Bentayga?

Opdateringen for 2021-modellen af Bentayga er i virkeligheden ganske beskeden. Designmæssigt lægger den sig mere op af de nye Bentley Continental GT og Flying Spur, her særligt set bagfra. Baglygterne er nemlig blevet væsentligt smallere og mere moderne i sit udtryk.

Fortil er kølergrillen nu placeret i en mere opret position, hvilket man skal vide, før man kan se det, mens den også er blevet større. Der er også tilkommet en håndfuld nye fælg-designs, du kan vælge mellem.

LÆS OGSÅ | Test: GLS er den største SUV fra Mercedes-Benz. En S-Klasse i højformat?

Indvendigt i kabinen er Bentayga fortsat så luksuriøs, som en Bentley til 4,5 millioner kroner skal være, og har i 2021-modellen fået små 10 cm mere bagsædeplads. Sæder, rat og dørpaneler er blevet mildt og diskret opdateret til det bedre.

Men nænsomt pakket ind i den tykke, aristokratiske luksus, har den nye Bentayga også fået sig en moderne overhaling. Nu får du en stor 10,9-tommer infotainmentskærm, trådløs opladning af din telefon, USB-C indgange og trådløs opkobling med din smartphone gennem enten Apple CarPlay eller Android Auto.

Granvoksne konkurrenter

Hvis du er på markedet efter en über-luksuriøs SUV med plads til hele familien, er der tre granvoksne konkurrenter, der giver Bentayga kamp til stregen – og to af dem er endda landsmænd!

Den første er selvfølgelig Rolls Royce Cullinan, som, om muligt, skriger ”flyt jer fattigrøve” højere end Bentley Bentayga. Til gengæld får den aristokratiske luksus et nøk opad i Cullinan, hvilket også betyder, at du skal grave dybere i lommerne. Den starter nemlig omkring 6 millioner kroner med danske afgifter. Lige nu har vi en Cullinan til salg på Bilbasen til 2.485.000 kr. uden afgift.

LÆS OGSÅ | Test: En stor diesel er perfekt i Mercedes-Benz G-Klasse

Den anden landsmand, der giver den nye Bentayga konkurrence i den øverste del af bil-kransekagen, er Aston Martin med deres splinternye DBX. Den bliver på papiret den tætteste konkurrent, med en solid blanding af sport og luksus, V8-motor og en startpris på cirka 3,7 millioner kroner.

Den ’billigste’ konkurrent, som er noget mere synlig i hverdagsbilledet, er selvfølgelig Porsche Cayenne. Og hvor du måske indledningsvist tænker, at den er for billig, så kan de altså specificeres, så de kommer over 3,5 millioner kroner. Der er 138 Porsche Cayenne til salg på Bilbasen i skrivende stund.

Er V8 ikke vildt nok?

Hvis Bentley Bentayga V8 er for kedelig eller billig til dig med sine 550 hk og acceleration fra 0 til 100 km/t på 4,5 sekunder, så har Bentley tænkt på dig. Inden længe bliver der nemlig præsenteret en endnu hurtigere variant af 2021 Bentayga, som kommer til at pakke en voldsom W12-motor.

SE OGSÅ | Video: Audi Q8 — bilen Berner hader at elske

Navnet bliver Bentley Bentayga Speed, og de 12 cylindre kommer til at producere 626 hk og uhyggelige 900 Nm. Hvad den kommer til at veje er endnu ikke til at finde ud af, men Bentley lover en acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,8 sekunder samt at speedometeret først render ud ved 305 km/t.

Ekstraudstyr på testbilen (Priser i euro, uden moms og afgift)

Bagagerumstæppe i matchende farve: 515 eur

First Edition konfiguration: 31.820 eur

Krom matrix frontgrill: 980 eur

Opvarmet, akustisk forrude: 405 eur

“Privatlivs”-glas, bagruder: 1.610 eur

Førstehjælpskit og advarselstrekant: 110 eur

Opvarmet rat i to farvetoner: 850 eur

Batterioplader: 105 eur

Parkeringsvarmer: 1.885 eur

Trådløs garageportsåbner: 290 eur

Fem-sæders konfiguration: 1.385 eur

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Anders Berner

Som redaktionens videojournalist og TV-vært er Anders den primære testkører af de nyeste og mest interessante bilmodeller. Det kan blandt andet kan opleves på Bilbasens youtube-kanal.

Anders er fast mand på Bilbasen. Tidligere har blandt andre Ekstra Bladet, FDM og fagbladet Ingeniøren haft fornøjelse af Anders Berners både nørdede og meget entusiastiske tilgang til bilstoffet.

Anders er glad for elbiler og har blandt andet haft både Nissan Leaf og BMW i3 i garagen. Der er dog ikke noget, der kan bringe smilet frem på Berners læber som en baghjulstrukken bandit af en sportsvogn.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS