Med seks cylindre og en benzinøkonomi på godt 10 km/l kan man så overhovedet tillade sig at kalde Mercedes-AMG GLE 53 for en rigtig AMG? Berner er ikke overbevist, men hans 8-årige datter ved, hvorfor den er helt rigtig!
Video: Anders Berner | Dato: 29. januar 2021
Med et AMG-skilt på bagsmækken, 20-tommer sutter og sportslige skørter hele vejen rundt, forventer du med al sandsynlighed en stor, buldrende V8’er, som Mercedes laver dem bedst.
Dine forventninger har ikke nødvendigvis hold i virkeligheden. Det er nemlig en Mercedes-AMG GLE 53, Berner har fingrene i. Lillebror-AMG’en, om man vil. Men giver det overhovedet mening, at smide AMG-skilte på en bil, der administrerer komforten bedre end sporten, og som ‘kun’ kan give dig en mild 6-cylindret rumlen i stedet for et gammeldags V8-brølet?
Måske meningen kan hentes i det faktum, at Mercedes-AMG GLE 53 er svimlende 1,3 millioner kr. billigere end den fuldfede Mercedes-AMG GLE 53. Berner skal dog have hjælp til at forstå det af sin 8-årige datter, Marie.
Mercedes-Benz
GLE 53 AMG
Motor: R6, 2.999 ccm, benzin
Ydelse: 435 hk / 520 Nm
0-100 km/t: 5,3 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 9,4 km/l
Startpris: 1.475.798 kr.
(GLE fås fra 792.097 kr.)

En kompliceret affære
Mercedes GLE er ret beset afkommet af én af de mest legendariske modeller, Daimler-koncernen nogensinde har spyttet ud. Den kantede kendiskaret; Mercedes-Benz G-Klasse – eller Geländewagen, hvis man er purist.
Egentligt var det meningen, at Mercedes’ høje og offroad-egnede biler, skulle gå under navnet M-Klasse. Men da den nærmeste konkurrent, BMW, hørte om den dåb, blev der nedlagt veto og retskrav om, at BMW var den eneste rette ejer af ’M-navnet’. Det tvang Mercedes ud i et navneskifte, som nu kaldte modellerne ML.
SE OGSÅ | VIDEO: Er Mercedes-Benz E-Klasse verdens bedste bil?
ML-Klassen blev sat i verdenen for at overtage faklen for den legendariske G-Klasse. Den kasseformede G-Klasse var blevet produceret siden 1979, og i 1997 mente Mercedes, at det var på tide, man fandt en afløser for krigsveteranen. En afløser, der skulle være en mere raffineret og luksuriøs SUV end G-Klassen.
Mercedes ML-klasse blev aldrig den forgyldte afløser, som man troede. Alligevel levede modellen et ærbødigt liv som hestetrailer-henter og Whiskeybælte-befordrer, indtil den i 2015 skiftede navn til GLE. Modelnavnet GLE lever i bedste velgående og er nu i sin 4. generation, der blev præsenteret i 2019 og nu har fået en frisk 2021-opdatering, som Berner tester.
Den variant Berner har fingrene i er lillebror GLE 53 AMG. Vi skriver lillebror, fordi talsammensætningen ’53’ betyder, at den ikke har en buldrende V8’er under hjelmen men derimod en mere civiliseret og Thunberg-venlig V6’er. Men giver det overhovedet mening? Det forsøger Berner at svare på i videoen med hjælp fra sin datter.