Berners 10.000-kroners Skoda har allerede kostet meget i reparationer, men nu er det for alvor ved at blive en dyr fornøjelse.
Video: Anders Berner
Berner elsker sin Skoda, som han købte for 10.000 kr. En Octavia fra 2005, sølvgrå og med lys kabine. Planen var fra starten at købe den billigt, få den gjort i stand og sælge den igen. Men da Octaviaen var blevet flot, blev Berner så glad for den, at han ikke nænnede at skille sig af med den igen.
Siden er det gået ned ad bakke og Skodaen falder stille og roligt fra hinanden igen. Berner betaler for den ene dyre reparation efter den anden hos sin lokale mekaniker, Jack.
Vi er nået til afsnit 9 og denne gang skal der skiftes trækaksel, hjulføler og så skal airconditionen forhåbentlig fixes. Eller også skal den ikke…

Money, money, money
Anders er egentlig ligeglad med, hvad reparationerne koster. Det eneste der betyder noget er nemlig at vinde væddemålet mod Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang. Hvis Skodaen kan sælges for mere end 30.000 kr., vinder Anders.
Men allerede inden Skodaen forlader Jacks værksted, er der nye, dyre reparationer, der stille og roligt æder af salgsprisen. (Hvor længe agter Berner overhovedet at blive ved med at ofre på den gamle spand?)
LÆS OGSÅ | Berner besøger Jack og hans vilde biler
For det første lyder svinghjulet til at skulle skiftes og sådan et koster vejledende omkring 10-11.000 kroner. Så er der pumpen og en slange til airconditionen, der er utæt, en servicelampe der lyser og de orange nuancer i form af rust begynder at kigge frem igen. Av!
Det ser ud til, at der er rigeligt at lave på den gamle, “billige” Skoda endnu – og rigeligt med stof til flere videoer med Berners 10.000 kroners bil.