Er du typen, der skal afstive din indre mand gennem dit køretøj, så er denne Volvo nok ikke sagen. Men til gengæld er den god! I denne video tester Berner den nye Volvo C40.
Video: Anders Berner | Dato: 26. november 2021
Der er en ny svensker i byen! Navnet er Volvo C40, og den ligner umiskendeligt meget Volvo XC40, som vi efterhånden har set på i fire år, og som den også er bygget med udgangspunkt i.
Modsat udgangspunktet fås den nye Volvo C40 kun som elbil, og det er en god ting, hvis du spørger Berner. Generelt er han ret tosset med den højbenede og elektriske Volvo.
SE OGSÅ : VIDEO: Må man lade en elbil helt op?
I denne video kan du høre, hvorfor Berner er pjattet med Volvo C40, og hvorfor den med sine feminine dyder ikke er en bil til mandemanden, der vil se hård ud bag rattet.
Volvo C40 P8
Motor: To elmotorer
Ydelse: 408 hk / 660 Nm
0-100 km/t: 4,7 sek.
Tophastighed: 180 km/t
Rækkevidde: 441 kilometer
Startpris: 460.080 kr.
(C40 starter fra 383.080 kr.)

Svensk sammenskudsgilde
Det er efterhånden et velkendt faktum, at Volvo er røget i kinesiske hænder. Nærmere bestemt er det motormastodonten Geely, der siden 2010 har stået bag svenskerne fra Gøteborg, og foruden Volvo ejer 11 bilproducenter heriblandt britiske Lotus. I løbet af fem års ejerskab vendte Geely skuden og løftede salget med 10 procent i Europa, således Volvo for første gang i sin 89-årige historie kunne sælge over en halv million biler i 2015.
Hvis du stadig ikke er helt overbevist om kinesernes indblanden, kan jeg berolige dig med, at det absolut ikke er første gang, der er anden indblanding end svensk hos Volvo. Faktisk er Volvo lidt af et svensk sammenskudsgilde, når man graver lidt i historien. Volvo har nemlig været influeret i større eller mindre grad af hollandske DAF, japanske Mitsubishi og amerikanske Ford gennem tiden.
Også på produktionsfronten spænder Volvo i dag bredt, hvor det 57-år gamle Torslanda-værk i Sverige er i spil sideløbende med faciliteter i Belgien, Kina, Malaysia, Indien og USA. Med undtagelse af Volvo S60, der i dag produceres i USA, er majoriteten af de Volvo-modeller, der sælges i Europa også bygget helt eller delvist i Europa. Af samme årsag har Volvo tidligere på måneden løftet sløret for, at en tredje europæisk fabrik er på tegnebrættet.
Den nye Volvo C40, som Berner kører i videoen, er bygget på den belgiske fabrik i byen Gent, hvor Volvo har bygget biler siden 1965. Fabrikken i Gent var den første europæiske fabrik uden for Sverige, som Volvo anlagde. Denne fabrik startede med at bygge 120-serien, der bedre er kendt som Volvo Amazon, og Volvo 144, mens de i nyere tid har produceret Volvo C30, Volvo V40 og Volvo XC60.