Hvor meget kan du egentlig købe bil for? Læs her, hvordan du kan finansiere dit bilkøb.
AF: Bilbasen Blog
Uanset, om du allerede har fundet drømmebilen eller stadig er på udkig, er der nogle ting, du med fordel kan undersøge i forvejen.
For eksempel: Hvor stort et beløb du kan købe bil for.
I denne artikel kan du derfor se mere om, hvordan du finansierer dit bilkøb.

Køb bil kontant
Du kan naturligvis, hvis du har alle pengene liggende eller stående på din bankkonto, overveje at betale for bilen kontant.
Køber du en ældre brugt bil, har du muligvis penge nok til at betale den med det samme. Selvom det lyder nemt, så er der alligevel noget forberedelse i det for du skal have sparet pengene op til bilkøbet.
Og det har de fleste ikke.

Finansiere bilkøb med billån
Har du ikke alle pengene til bilen, er det en god ide at se nærmere på billån.
Når du skal finde det bedste og billigste billån, er det en god ide at sammenligne flere lånetilbud, før du beslutter dig.
Den bedste måde at sammenligne billån på er ved at kigge på ÅOP.
ÅOP er en forkortelse for årlige omkostninger i procent og dækker over, hvad det koster dig årligt at have billånet.
Det betyder altså gebyrer, renter og andre udgifter, du skal betale i forbindelse med lånet opgjort som en procentdel af det samlede lånebeløb.
I udgangspunktet er den laveste ÅOP lig med det billigste billån.
Men den regel gælder kun, hvis du sammenligner lån, hvor udbetalingen, lånebeløbet og lånets løbetid er PRÆCIS den samme.
Når du leder efter det billigste lån, kan det være en fordel at undersøge forskellige muligheder og få forskellige tilbud. Så kan du sammenligne dem og finde det bedste lån til dig. Du kan eventuelt også besøge bilbasen.dk/finansiering for at få et bud på bilfinansiering.