Volvo XC40
marts 6, 2018

Den nye Volvo XC40 kåret til Årets Bil i Europa 2018

For første gang er en Volvo-model kåret til Årets Bil i Europa. Det er den nye kompakte SUV XC40, der henter den prestigefyldte pris hjem til svenskerne.

Af: Esben Skrumsager  / d. 5. marts 2018

Prisregnen fortsætter over svenskerne. Ovenpå den store succes med både XC90 og XC60 er rampelyset nu overdraget til den helt nye lillebror. Op til biludstillingen i Geneve er således afsløret, at Volvo XC40 snupper titlen som Årets Bil i Europa 2018.

Prisen som Årets Bil i Europa 2018 følger i hælene på andre priser, som er tildelt XC40, bl.a. har det britiske bilmagasin What Car? udnævnt den til årets bil.

– For første gang kan Volvo nu tilbyde tre SUV-modeller globalt. XC40 bliver et stærkt bidrag til vores fortsatte vækst, når den etablerer os i det nye og hurtigtvoksende segment for kompakte SUV’er, siger Håkan Samuelsson, administrerende direktør og koncernchef i Volvo Cars i en pressemeddelelse.

Populær som bare pokker

I Danmark er svenskerne stormet frem de seneste år. Både Volvo XC90 og XC60 var blandt finalisterne til Årets Bil i Danmark i deres respektive lanceringsår, og med titlen som Årets Bil i Europa er det da ikke utænkeligt, at den kompakte svensker også kan blande sig i den danske kåring til efteråret.

INSPIRATION: Søg efter Volvo XC40 til salg på Bilbasen

Mere end 20.000 forudbestillinger af bilen i Europa og USA indikerer i hvert fald, at den nye model appellerer bredt til kunderne. Volvo XC40 bliver desuden snart introduceret i Kina – verdens største bilmarked – hvor Volvo forventer lige så stor interesse.

Pris på Volvo XC40 i Danmark

XC40 er den første model, der bliver bygget på Volvo’s nye, kompakte platform, CMA, som alle kommende modeller i 40-serien skal bygges på inklusive rent el-drevne varianter.

 

CMA-platformen er udviklet i samarbejde med den kinesiske ejer, Geely, og det giver ifølge eget udsagn de stordriftsfordele, der er nødvendige i segmentet.

Priserne på Volvo XC40 begynder ved 411.005 kroner for en 3-cylindret model med 156 hestekræfter og manuelt gear. Topmodellen med 250 hestekræfter og en 8-trins automatgearkasse lander på knap 700.000 kroner.

Nyheder i Volvo XC40

Modellen er den første Volvo, der er udstyret med en delebilsfunktion, hvilket lader sig gøre via Volvo’s digitale nøgleteknologi og smartphone-appen Volvo On Call.

LÆS OGSÅ: TV: Vi kører Volvo XC40 og møder en kendis på spanden

XC40-ejere kan således dele bilen med familie og venner uden at være nødt til at give dem en fysisk nøgle.

En anden nyhed, som XC40 var først med, var abonnementstjenesten Care by Volvo, som giver adgang til en bil via et fast månedlig ydelse i stedet for et traditionelt ejerskab. Med Care by Volvo er det lige så let at have en bil som at have en mobiltelefon.

Volvo XC40 som elbil

I 2017 præsenterede Volvo en plan om at elektrificere alle modeller, der kommer på markedet fra og med 2019. Det gælder også XC40, der fremover vil kunne købes med et rent el-drevet drivlinealternativ.

– Vores vækststrategi er klar, og det samme er vores bestræbelser på at være førende på sikkerhedsområdet, digitale tjenester og el-drift. Det kommer XC40 til at afspejle, og hvis vi ser på de tilbagemeldinger, vi får fra vores kunder og fra Årets Bil-juryen i dag, så er vi på rette vej, konkluderer direktør Håkan Samuelsson.

Hvis du har forelsket dig i Årets Bil i Europa 2018, kan du søge efter XC40-modeller til salg på Bilbasen.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS