Den populære elbil fra VW får om kort tid et facelift med bedre materialekvalitet og forbedret infotainmentsystem. Den fornyede ID.3 når dog først ud til kunderne i slutningen af 2023.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Med ID.3 lancerede VW i 2020 sin første dedikerede elbil. Helt ny platform, enorme forventninger. Den kompakte elbil er, helt grundlæggende, en rigtig velfungerende elbil, men i starten var der ganske enkelt for store softwareproblemer.
Der var også, og det er der stadig, kedelige og billige materialer i kabinen, og funktionaliteten lider i voldsom grad under manglende rigtige knapper og genvejsmuligheder.
Lige nu findes ID.3 kun som lagerbil, så VW tager ikke mod nye bestillinger. Det skyldes, at en fornyet og forbedret udgave er på vej. Nu kan vi vise de første tegninger og fortælle om de vigtigste ændringer.




VW lover langt bedre materialekvalitet
Med offentliggørelsen af en række vellignende computertegninger fortæller VW, at den faceliftede ID.3 får premiere i foråret. Før de første kunder får bilen, vil der gå noget længere tid: VW har allerede åbnet for ordrer i Tyskland, og kunderne opfordres til hurtigt at slå til, hvis de vil sikre sig en bil til udlevering tidligst i fjerde kvartal 2023. Med andre ord, så går der et års tid fra nu.
Det vil sandsynligvis være værd at vente på i stedet for at finde en lagerbil, man kan få her og nu. Forbedringerne ser omfattende ud, især når det gælder interiøret.

Tegningerne viser det måske ikke helt, men nye materialer med fokus på bæredygtighed præger kabinen. Dele af instrumentpanelet får synlige “syninger”, og en touchscreen på 12″ bliver tilsyneladende standard.
Den nye VW-chef, Thomas Schäfer, er kommet med flere bombastiske udtalelser på det seneste. Bilerne skal have mere pondus og “sjæl” – og så skal infotainmentdelen og betjeningsfunktioner tilbage på sporet.
Læs også: Duel: Kan Cupra Born banke VW ID.3?
Vi håber derfor, at den fornyede ID.3 får både et bedre infotainmentsystem og nogle nye genveje. Det lille panel under infotainmentskærmen, til volumen og klima-temperatur, må meget gerne få belysning og flere funktioner.
Faceliftet, forventer vi, byder også på introduktionen af en ventet topmodel, sandsynligvis en GTX, med omkring 300 hk.