Den store elektriske stationcar fra Volkswagen leveres fra august, men priserne er allerede landet. Med 604 kilometer rækkevidde og 286 hk starter ID.7 Tourer på 446.995 kr.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Der er en stor ting i vente til sommer hos Volkswagen. En stor ting som i en stor elektrisk stationcar. I august kan Volkswagen levere de første ID.7 Tourer til danske kunder, og forud for introduktionen er priserne for de første varianter faldet på plads.
ID.7 Tourer Pro med 286 hk, baghjulstræk, batteri på 77 kWh og rækkevidde op til 604 kilometer introduceres til 446.995 kr., mens den bedre udstyrede ID.7 Tourer Pro Style med samme teknik, men lidt kortere rækkevidde – 600 kilometer – koster 486.995 kr.
De to udgaver med batteri på 77 kWh er de første af flere varianter. I løbet af 2024 kommer versioner med et større batteri på 86 kWh og en GTX-variant med flere hestekræfter og firehjulstræk.




Merprisen for stationcaren er 15.000 kr.
Den nye ID.7 Tourer er dyrere end hatchback-udgaven, som blev introduceret i efteråret sidste år. For at få den store “rygsæk” på ID.7, skal man betale 15.000 kr. mere, som virker som en ganske rimelig handel.
Det er værd at bemærke, at ID.7 hatchback for kort tid siden igen er faldet i pris, så den nu starter på 431.995 kr. Dermed er basisudgaven af ID.7 faldet 48.000 kr. i forhold til den pris, Volkswagen lagde ud med at annoncere i sommeren sidste år.
For 446.995 kr. får man med ID.7 Tourer Pro en udstyrspakke med 19″ alufælge, LED-lygter, tagræling, bakkamera, varmepumpe, udvendige dørhåndtag med belysning, varme i forruden, blind vinkel-system, nøglefri betjening, head-up-display i forruden, adaptivt fartpilot, stemningsbelystning med valg mellem 10 farver, rat i kunstlæder med varme, p-sensorer og infotainment med 15″ touchscreen.



ID.7 Tourer Pro Style til 40.000 kr. mere – til en pris på 486.995 kr. – retfærdiggør merprisen med matrix-LED-forlygter, LED-stribe mellem forlygterne, elektrisk justerbare forsæder med massage, stemningsbelysning med valg mellem 30 farver, el-betjent bagklap og en lang række mindre udstyrsdetaljer.