september 7, 2024

10 år gammel Volvo XC90 lever videre med nyt indhold

Anden generation Volvo XC90 er lige fyldt 10 år, og nu gør Volvo den store SUV klar til en ny årrække på markedet. Nyt infotainmentsystem er blandt de største opgraderinger.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Nogle Volvo-modeller har et langt liv. Den gode gamle 240, den mere eller mindre elskede første S40 og den sidste generation S80 levede et længere liv på markedet end de fleste bilmodeller. Kun 240-serien kommer dog til at overgå den store SUV XC90, som i 2014 blev introduceret i anden generation.

XC90 generation to har lige rundet de 10 år; den blev præsenteret i slutningen af august 2014 – og nu har den fået forlænget levetiden med endnu nogle år. XC90 generation kan på den måde ende med at få op til 14-15 år som ny bil på markedet. Hvis endda ikke flere år.

Livsforlængelsen kommer med et omfattende facelift, som bringer tiltrængt fornyelse. Men hvorfor ikke en helt ny XC90? Fordi størstedelen af midlerne hos Volvo går til nye elbiler, og der kommer alligevel ingen ny platform til modeller med forbrændingsmotor. Og Volvo kan ikke undvære XC90 som en af sine topmodeller, for kunderne i rigtig mange lande (USA er et af dem) er slet ikke klar til i større stil at skifte deres SUV med benzinmotor ud med en elektrisk SUV som den nye EX90.

Volvo binder sig ikke længere til kun at producere elbiler fra 2030. Den nyeste udmelding er, at hovedparten af Volvo-modellerne solgt i 2030 skal være elbiler eller hybrider.

Nyt infotainmentsystem vokser ud af midterkonsollen

Der har aldrig været den mindste tvivl om, at XC90 har et langtidsholdbart design, som virker til kun langsomt at ældes. Men fornyelse skulle der til, så ejere af en ældre XC90 også har en grund til at skifte, når der nu ikke er en helt ny model, de kan prale til naboerne over.

Fronten på XC90 har været primært mål. I modsætning til EX90 har XC90 stadig brug for en stor grill til køling, og den er forskønnet med en ny form og et nyt mønster, som umiddelbart virker meget elegant. Forfra kan man komme til at tro, at XC90 er en helt ny model – de smallere, bredere lygter, stadig med Thors hammer, og under de nye forlygter sidder høje luftindtag i stedet for de tidligere brede indtag.

Det største problem for XC90 som en aldrende model sad i midterkonsollen: infotainmentsystemet. Google flyttede godt nok ind på et tidspunkt med nyt styresystem og indhold, men skærmen forblev så lille, som den har været siden 2015 med kun lige over 9″. Den nye skærm vil være en stor forbedring, selv om den med 11,2″ ikke hører til de største i klassen. For at få plads til den i et interiør, der stadig har samme grundlæggende form som i 2015, er skærmen “vokset” ud af midterkonsollen.

Pixel-tætheden i den nye skærm er 21 procent højere end før, og der er selvfølgelig mere overflade til ikonerne for eksempelvis klimaanlæg. Som i den nye EX90 er der en række ikoner over klima-betjeningsdelen, som skifter i forhold til bilens hastighed – op til en vis hastighed vises eksempelvis ikonet til at åbne handskerummet eller 360 graders kameraet, mens køreindstillinger så tager over ved højere hastigheder. Hvilke ikoner systemet viser, baseres også på dem, man bruger mest.

Dieseludgaverne er for længst en del af fortiden

Sikker og med pålidelige køreegenskaber har XC90 også altid været, men affjedringen har aldrig været klasseledende. Volvo har sat ind for at gøre det bedre, og standardaffjedringen med almindelige støddæmpere og fjedre tilpasser sig nu bedre vejen med forbedret dæmpning. Luftaffjedring fås også i den fornyede XC90, og vi kan kun håbe på, at den gør det så godt som i den nye EX90.

Volvo producerer ikke længere dieselmotorer, og XC90 kommer derfor udelukkende med benzinmotorer. Den vigtigste model i Danmark bliver T8, som er plug-in hybriden, der nu har en elektrisk rækkevidde op til over 70 kilometer på en opladning (modellen til salg i Danmark leverer op til 69 kilometer). XC90 har en ydelse på 456 hestekræfter.

Den opgraderede XC90 går også i produktion i to udgaver med mildere elektrificering. Mildhybrider, som ikke kan lades op. XC90 B5 har 250 hestekræfter, og XC90 B6 har 299 hestekræfter. Den udgående XC90 fås i Danmark kun som plug-in hybrid, og det bliver også tilfældet med den seneste XC90.

Volvo har allerede startet salget af den fornyede XC90. Den fås kun i en variant som XC90 T8 AWD med Ultra-udstyrsniveau, der blandt andet har 21″ alufælge, matrix-LED-forlygter, panoramaglastag, 360 graders kamera, adaptiv fartpilot og syv sæder. Prisen er 1.049.003 kr. med såkaldt Bright-tema (med lys krom) og 1.049.015 kr. med Dark-tema (alle udvendige detaljer i sort).

Luftaffjedringen koster 18.414 kr., anhængertræk fås til 8.539 kr. og lydanlæg fra Bowers & Wilkins koster 22.659 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS