december 31, 2024

2025 bliver de små elbilers år

De mellemstore elbiler har taget Danmark med storm, så nu kommer turen til de mindre elbiler – de små og kompakte modeller, som i mange tilfælde starter under 200.000 kr., kommer bragende i 2025.

TEKST Morten Bek FOTO PR

2024 ender som året, hvor elbilerne for første gang dominerede markedet for nye biler i Danmark. Med omkring 50 procent af det samlede salg af nye personbiler er Danmark i verdens superliga, hvor Norge er den ultimative spiller med omkring 90 procent af salget.

Men det er en liga med få spillere, for på rigtig mange langt vigtigere markeder i EU har 2024 været et problematisk år for elbiler. Det er kommet så vidt, at en række bilproducenter har trukket i land og ikke længere sætter en snarlig udløbsdato på biler med forbrændingsmotor.

Manglende lademuligheder og stop for statsstøtte kan få noget af skylden, men bilproducenterne er nødt til også at pege fingeren indad: elbilerne er simpelthen for dyre, og mange af dem er for store til kunderne.

I Danmark har det ikke haft indflydelse på elbilernes succes, at de fleste af dem er mellemstore crossover-modeller. Eller har det? Hvordan ville det være gået i 2024, hvis danskerne havde haft mulighed for at vælge mellem rigtig mange fornuftige elbiler til 150.000, 200.000 og 250.000 kr.?

Prisen på en kilowatt-time i et batteri er faldet og falder fortsat, og bilproducenterne har brug for de små og kompakte elbiler i Europa til at reducere CO2-gennemsnittet for bilerne, som i 2025 skal være endnu lavere. Derfor ser vi ind i et nyt år, hvor de små og kompakte endelig kommer bragende ind på scenen.

Cupra Raval bliver den første nye mini fra VW-koncernen

Kinesiske BYD præsenterer i starten af året en ny lille crossover, som formentlig bliver noget billigere end Dolphin-modellen, som starter på 235.000 kr. Atto 2, som modellen sandsynligvis bliver døbt, er ingen mini, men en kompakt model. Den kører allerede i Kina som Yuan Up, og den 431 centimeter lange model kommer til at konkurrere i klasse med Honda E:Ny1, Hyundai Kona – men sandsynligvis til meget lavere pris. I løbet af 2025 er der chance for, at BYD præsenterer en europæiseret udgave af den langt mindre Seagull.

Cupra Raval bliver den første af en helt ny stribe små elbiler fra Volkswagen-koncernen. Raval vil, som biler fra Skoda og VW, køre på en udgave af MEB-platformen med forhjulstræk. Den lille hatchback bliver ingen kedelig mini: op til 226 hestekræfter og en rækkevidde i udgaven med stort batteri op til 440 kilometer.

Så langt kommer den nye Fiat Grande Panda ikke til at kunne køre på en opladning. Den er, som Citroën Ë-C3 og Opel Frontera Electric, baseret på Stellantis’ Smart Car-platform, og i tilfældet Grande Panda – en charmerende og kantet bil lige under fire meter i længden – bliver batteriet på 44 kWh og rækkevidden omkring 320 kilometer. Den nye Fiat introduceres i Danmark i foråret.

Mere rækkevidde er der i den nye og noget større Ford Puma Gen-E, selv om den kører med lidt mindre batteristørrelse på 43 kWh; Ford lover et lavt forbrug, trods 168 hestekræfter, så Gen-E kan køre op til 376 kilometer på en opladning. Allerede i marts skal den elektriske Puma lande i Danmark.

Opel Frontera Electric, som Bilbasen allerede har prøvet ved en præsentation i Spanien, kan forhåbentlig blive en af de billigste halvstore elbiler. Men hvor billig den bliver, ved vi først i 2025. Den kommer i første omgang med 113 hestekræfter og batteri på 44 kWh, hvorfor rækkevidden er beskeden med 305 kilometer. I løbet af andet halvår kommer Frontera Electric med “lang” rækkevidde på cirka 400 kilometer.

Endelig nye elbiler fra Nissan

Hyundai lancerer den lille elbil Inster i februar, og koreanerne har høje forventninger til den specielle model, der er baseret på en modificeret udgave af benzinbilen Casper. Inster kommer i to varianter: 97 hestekræfter, 42 kWh og rækkevidde op til 327 kilometer (fra 179.995 kr.) og med 115 hestekræfter, 49 kWh og rækkevidde op til 370 kilometer fra 191.995 kr.

Kia brygger også på en lille crossover, formentlig med navnet EV2, som bliver præsenteret i sidste halvdel af 2025. Den kommer først på markedet i 2026, og i forhold til Inster vil der være tale om en større model. Den vil indgå som en afløser for både den udgåede Rio og den lidt større Stonic.

Peugeot E-208 er en af de ældste små elbiler på markedet, men den er ikke udpræget konkurrencedygtig på rækkevidde – og slet ikke på pris. Der er fuld gang i udviklingen af en ny E-208, som kan blive den første model på Stellantis’ nye STLA-platform i den mindste version. Den kan også blive baseret på den billigere platform Smart Car, men om den når at komme i 2025 er usikkert.

En ny model, som er sikker for 2025, er den meget længe ventede afløser til Nissan Leaf. Den britisk producerede hatchback bliver til en crossover, og den vil formentlig dele ganske meget med den større Ariya og Renaults elektriske modeller Megane og Scenic. Derfor tillader vi os at forvente effektive elmotorer og lang rækkevidde til skarpe priser.

2025 skulle også gerne blive året, hvor den elektriske afløser til Micra bliver præsenteret. Her bliver tale om en søstermodel til Renault 4/5, hvorfor den maksimale rækkevidde ventes at ligge omkring 400 kilometer.

Renault-modellerne står klar til at charmere

Renault er så småt ved at være klar til at give os priserne på den nye 5’er, som skal sælges i Danmark fra foråret. Vi må vente lidt endnu, men vi håber og tror på, at den lille hatchback med batteristørrelserne 40 og 50 kWh (cirka 300 og 400 kilometer rækkevidde) kommer til priser fra cirka 180.000 kr. Den større (414 cm) og mere fornuftsprægede model 4 kommer med samme batteristørrelser og rækkevidde op til 400 kilometer, og forhåbentlig kan den holdes omkring 200.000 kr.

Skoda Epiq følger i 2025 i fodsporet på den nye Elroq, som her i løbet af vinteren lander i Danmark. Epiq bliver med 410 cm cirka 40 cm kortere end Elroq, så der er tale om en mini-crossover. Den bliver ikke mini på rækkevidden: Skoda lover over 400 kilometer med det største batteri.

Volkswagen når at præsentere mindst en elektrisk mini i 2025, og de er, som Cupra Raval og Skoda Epiq, baseret på en nedskaleret udgave af MEB-platformen med forhjulstræk. ID.2 og ID.2 SUV, som de indtil videre hedder, bliver en hatchback og en crossover – biler i Polo- og T-Cross-størrelse. De kommer med op til 226 hestekræfter og rækkevidde op til cirka 450 kilometer; ingen af de to modeller når at komme på markedet før 2026.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS