Brugt Nissan Ariya
Test og anmeldelser
26. februar 2026

3 brugte elbiler til familien for under 200.000 kr.

Over 300 VW ID.4 koster under 200.000 kr. lige nu. Se hvorfor den og to andre elbiler er stærke brugtkøb på Bilbasen.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Priskrigen raser fortsat blandt de nye elbiler, hvorfor selv større elbiler med plads til familien nu markedsføres med startpriser, hvor mange danskere kan være med. Men som det altid har været tilfældet på bilmarkedet, er ordet startpris et vidt og ofte forvirrende begreb.

Der er mange såkaldte lokkedue-varianter, hvor startprisen ikke inkluderer udstyr, som man helst ikke vil leve uden. Her er brugtmarkedet lidt lettere gennemskueligt: Det du ser, er det, du får. Priserne er også pænere, så man kommer overraskende langt for 200.000 kr. – en pris hvor større, fabriksnye elbiler fortsat har svært ved at være med.

Se bare hvor meget familievenlig elbil man kan få for under 200.000 kr., når jeg finder tre stærke bud lige her.

VW ID.4

VW ID.4 - Brugt-1
Foto: Salgsbillede
VW ID.4 - Brugt-3
Foto: Salgsbillede
VW ID.4 - Brugt-2
Foto: Salgsbillede
VW ID.4 - Brugt-4
Foto: Salgsbillede

Lad mig bare få den mindst overraskende bil af vejen først. VW ID.4 er i sandhed blevet en af folkets foretrukne elbiler, og var det ikke for Tesla Model Y, ville den være Danmarks mest udbredte elbil, tæt forfulgt af sin tekniske tvilling, Skoda Enyaq.

Og hvor Skoda Enyaq i en anseelig periode har siddet på titlen som den mest søgte bil på Bilbasen, er VW ID.4 den, der sikrer den bedste handel. Udbuddet af brugte VW ID.4 har nemlig været stabilt større fra begyndelsen, og det sikrer lavere brugtpriser over en bred kam.

Lige nu er der over 300 VW ID.4 til salg for under 200.000 kr. Bilen på billederne er komplet med al det komfortudstyr, man gerne vil have: elektrisk bagklap, 360-graders kamera, panoramaglastag, rat- og sædevarme samt sågar en stor LED-lygtepakke.

Nissan Ariya

Nissan Ariya - Brugt-1
Foto: Salgsbillede
Nissan Ariya - Brugt-3
Foto: Salgsbillede
Nissan Ariya - Brugt-4
Foto: Salgsbillede
Nissan Ariya - Brugt-5
Foto: Salgsbillede

Her er en elbil, der er højde, drøjde og tekniske specifikationer minder umiskendeligt om VW ID.4, men som aldrig har fået tilnærmelsesvist samme plads i markedet. Et faktum, som jeg har undret mig over, siden jeg satte den glimrende Nissan Ariya op imod folkevognen i en dueltest tilbage i 2023.

Den begrænsede udbredelse betyder, at der på brugtmarkedet ikke er samme udvalg. Man skal med andre ord både være god til at lede på Bilbasen samt være udstyret med lidt held for at finde den absurd gode handel, som er en Ariya til under 200.000 kr.

Bilen på billederne er en af dem, der udgør den heldige handel. Den har rundet 130.000 kilometer og er en sen 2022-model i en veludstyret variant med det store 87 kWh-batteri. Foruden det komfortudstyr, folkevognen stod med, får man her også head-up display og elektrisk justerbare forsæder med køling.

Er den solgt, kan du prøve lykken med billige Nissan Ariya med denne søgning. Nissan Ariya fås også med en mindre batteripakke, der er lettere at finde til lave priser, såfremt rækkevidden ikke har første prioritet.

Kia Niro EV

Kia Niro EV-1
Foto: Salgsbillede
Kia Niro EV-3
Foto: Salgsbillede
Kia Niro EV-5
Foto: Salgsbillede
Kia Niro EV-4
Foto: Salgsbillede

Man får hverken den længste rækkevidde eller den hurtigste opladning med Kia Niro EV: Rækkevidden er op til 460 kilometer og ladehastigheden 100 kW. Alligevel er den lidt af en enhjørning på brugtmarkedet, hvorfor den igen og igen fremhæves som lidt af et scoop af os på Bilbasen.

Tager man udgangspunkt i bilen på billederne, får man foruden snusfornuft og fine pladsforhold en komplet sikkerheds- og assistentpakke, rat- og sædevarme, elektrisk bagklap, bakkamera og LED-lygter. Den har kun kørt 31.000 kilometer, er fra ottende måned 2023 og koster 197.700 kr.

Kilometerne og årgangen er vigtige her: For det er dem, der er med til at gøre Kia Niro EV til lidt af en enhjørning. Disse indikerer nemlig, at der stadigvæk er Kiafabriksgaranti i endnu 120.000 kilometer eller fem år alt efter, hvad der kommer først. Altså mere garanti, end flere fabriksnye elektriske biler kan diske op med.

Der er lige nu 24 Kia Niro EV til salg på Bilbasen for under 200.000 kr.

Ladeboks fra 0kr.

Andre fandt dette interessant