Her på Bilbasen skriver vi side op og side ned om de nye, højteknologiske elbiler. De skubber grænserne for, hvad man kan forvente af en elbil, når det kommer til rækkevidde, opladning og luksusudstyr. Tag bare BMW iX3, Mercedes GLC EQ og Volvo EX60, der allerede inden den officielle Danmarkspremiere kæmper om opmærksomheden.
Smarte, ja – men også dyrere, end husholdningsbudgettet rækker til hos langt de fleste danskere. Her er der fortsat en efterspørgsel efter billige elbiler: de simple elektriske arbejdsheste, der måske ikke skubber de teknologiske grænser, men i stedet holder hjulene i gang i hverdagen.
Brugtmarkedet kan endnu ikke helt hamle op med efterspørgslen, men det betyder ikke, at billige elbiler ikke eksisterer. I denne artikel samler jeg tre let brugte elbiler, der kan fungere som en billig hverdagspendler eller husstandens bil nummer to for under 120.000 kr.
Fiat 500e Icon



Fiat var for hurtigt ude. Selvom de fulgte succesopskriften fra den genopfundne Fiat 500 fra 2007, var der ingen, der rigtigt vidste, hvilket ben de skulle stå på med elbilerne, da den elektriske Fiat 500e landede i 2020. Fiat 500e var fra begyndelsen en vellykket lille elbil, som ingen rigtigt hoppede på.
Synd for Fiat, heldigt for dig. Det betyder, at der på brugtmarkedet findes adskillige let brugte eksemplarer til småpenge. Man får et 42 kWh-batteri og en rækkevidde på op til 322 kilometer – ikke alverden, men rigeligt til hverdagens småture. Som vist her til 119.800 kr.
Og ja, der var noget med en on-board-lader, der drillede på nogle af dem, og det kan være svært at gennemskue, om den brugte bil, man køber, er i risikogruppen. Her er det bedste råd at tilkøbe en mekanisk garantiforsikring, så der er hjælp at hente, hvis uheldet skulle være ude. Selv med den in mente er der tale om en billig bil. Se hele det billige udvalg.
MG4 Standard





Den kinesiske MG4 var et mulehår fra at vinde titlen som Årets Bil i Danmark 2023. Velkørende, rummelig og veludstyret til en pæn startpris lignede den en stærk modstander til en bil som VW ID.3. Og så … ingenting? Kampagner og prisnedsættelser lokkede ikke danskerne til i det omfang, man havde troet.
Nu er tiden ved at være inde til en efterfølger, og derfor har MG de seneste måneder solgt ud af varelageret med en startpris fra under 200.000 kr.
Når producenten presser priserne, er brugtmarkedet nødt til at følge med, og derfor kan man få en let brugt MG4 kastet i nakken. Eksemplaret på billedet er en Standard fra slutningen af 2023 med 27.000 kilometer på klokken og en rækkevidde på 350 kilometer til 119.990 kr.
MG4 vinder ingen priser for sine assistentsystemer og har heller ikke markedets hurtigste infotainmentsystem. Til gengæld har den et infotainmentsystem, hvilket man ikke får i en ny Citroën ë-C5 til 150.000 kr. Der er også Apple CarPlay, sæde- og ratvarme samt automatisk klimaanlæg, og det er dælme meget bil for 120.000 kr. Se hele udvalget.
Peugeot e-208 Style




Den er “the grand old man” på brugtmarkedet for billige elbiler. Peugeot e-208 har været på markedet siden 2019 og ligner sig selv. Der er ændret lidt på designet, fundet et par ekstra kWh til batteriet og kommet en ny skærm i instrumentbordet, hvis du køber en 2026-variant, men grundpakken er den samme.
... og det er en god ting! Da jeg første gang havde fingrene i Peugeot e-208 i 2021, da det dér med elbiler stadig var lidt nyt, var konklusionen, at Peugeot e-208 mest af alt føltes som en kompakt Peugeot, der tilfældigvis kørte på strøm. Ingen teknisk tilvænning, bare en gedigen minibil.
Batteriet på 50 kWh leverer ikke de 363 kilometer, den er opgivet til, i disse minusgrader. Men hvis du kører som gennemsnitsdanskeren, mellem 40 og 70 kilometer om dagen, bliver det næppe et problem. Til gengæld får du en moderne elbil med gode sæder og fem døre til under 120.000 kr. Bilen på billederne er en 2022-model med 55.000 kilometer på klokken.


