Mercedes CLS55
december 2, 2019

3 biler med over 400 hk, der koster under 300.000 kroner

Med 300.000 kr. på lommen kan du købe en Prius – eller du kan vælge en af disse 3 med over tre gange så mange hestekræfter til samme pris.

Af: Simon Hallenslev / d. 02. december 2019

En Prius er ærkeeksemplet på en fornuftig familiekasse. Som én af de første funktionelle plug-in hybridbiler var den forud for sin tid med lang rækkevidde på ren el såvel som en skarp benzinøkonomi, når forbrændingsmotoren træder til.

Det eneste der er med Prius er bare, at den ikke just får pulsen til at stige. Hertil trænger spørgsmålet sig på, om det at være fornuftig og at handle i tråd med Greta Thunbergs råd, gør op for følelsen af at mangle noget – eller rettere at mangle en masse heste.

LÆS OGSÅ | Træt af toget? Her er 3 billige brugte biler, der kører mega langt på literen

I denne artikel har vi samlet tre biler med over 400 heste, der koster det samme som en ny Toyota Prius. Jovist, du skal have dig en overordentlig god rabataftale på dit benzinkort, før det giver mening. Og så er der selvfølgelig også den grønne ejerafgift, der virkelig gør nas. Service- og reparationsomkostninger må også forventes at være det (seks)dobbelte…

Men altså, 400 heste? Kompenserer det ikke for det hele? Og apropos kompensere, så bør du nok sende miljøet en kærlig hilsen ved at skære ned på de røde bøffer og droppe turen til Thailand, hvis du køber én af de tre biler i denne artikel. Ingen af dem kører nemlig længere end otte km/l på en god dag med vind i ryggen.

Bankrøverbilen — Audi RS6

En 4,2-liters V8-motor med to turboer klinger bare bedre, end plug-in hybrid. Gør det ikke? Som forhandleren Au2hjul så rigtigt skriver om denne RS6er, er her tale om en sand ’sleeper’. Med andre ord en diskret familiebil, der kan spise sportsvogne til morgenmad. På netop denne bil har man også valgt at pille alle RS-logoer af, så den mest af alt ligner en anonym stationcar.

LÆS OGSÅ | Bag facaden: Her er Politiets heftige vognpark

Det er måske også derfor, at Audi RS6 har fået lidt af et ry som en bankrøverbil – særligt i denne C5-generation. Banditterne kan rulle anonymt op til banken, tage hvad de vil og komme afsted derfra i en hulens fart. Til Danmarks største kup, også kendt som Glostrup-røveriet, var det to Audi RS6 C5, der blev brugt som flugtbiler. Samme setup er set adskillige gange i Sverige.

Med 450 hestekræfter og bare 4,9 sekunder fra 0 til 100 km/t er det let at slippe fra en 2-liters politi-Passat – også selvom bilen er pakket med fire røvere og et par fyldte sportstasker. Alt du skal slippe for denne herlighed er 250.000 kroner. Til den pris har du endda cirka 50.000 kr. til at klimakompensere – eller til at åbne en vedligeholdelseskonto hos Audi. Hvis ikke den er solgt, kan du se den her.

Det britiske bæst — Jaguar XF

Her er endnu en sleeper til listen. Du får 416 hk fra en 4,2-liters V8-motor med kompressor, pakket ind i diskret britisk elegance. Derudover får du en tyk, rød læderstue og et stort Bowers&Wilkins anlæg, så du hverken mærker eller hører, at du bliver skudt fra 0 til 100 km/t på 5,4 sekunder.

LÆS OGSÅ | Se James Bonds nye legetøj

Det begynder hurtigt at sløre for øjnene, hvis du begynder at spekulere for meget i vedligeholdelsesomkostninger på sådan en britisk luksusslæde. Men du kan være helt rolig! Forhandleren, Mecari Biler, giver ét års mekanisk garanti på bilen.

Dette herskabelige og britiske bæst af en bil kan blive din for bare 290.000 kr. Til de penge får du hverken elmotor eller god benzinøkonomi. Til gengæld får du otte cylindre og en masse blødt læder. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.

Bandebilen – Mercedes CLS55

Findes der en moderne bil, der ser mere gangster-agtig ud end Mercedes’ første generation CLS? Jeg tvivler! Måske det er de smalle sideruder eller den skarpe coupé-form med fire døre. Jeg ved bare, at hvis sådan én kommer buldrende mod mig på en uoplyst sidegade et sted på Nørrebro, så vender jeg om.

LÆG OGSÅ | Drone afslører: Lufthavn fyldt med tilbageholdte Mercedes-modeller

Men lidt skræmmeeffekt og street credit kan også noget. På netop denne bil har man også valgt at smide 20-tommer sutter, som bestemt bidrager til det hårde look – men den har også noget at have det i! Du får 476 hestekræfter fra en V8-motor med kompressor, som sender dig fra 0 til 100 km/t på 4,7 sekunder.

Pris? 299.700 kr. Det er rundt regnet 1,7 millioner kroner billigere, end hvad den kostede fra ny. Bilen, der holder hos forhandleren Glostrup Biler, kan du se her, hvis ikke den er solgt.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS