juli 8, 2024

3x alternativer til Golf GTI til under 80.000 kr. 

Vil du have GTI-glæder uden at gå klassisk til værks med en Golf? Så er her tre prisbillige og fede alternativer. 

TEKST: Zacharias Lund FOTO: Salgsbilleder

Volkswagen Golf GTI dominerer og udgør efterhånden størstedelen af danske hot hatches på vejene. Derfor kan det være en ide at se i retning af disse tre udvalgte hatchbacks. 

Selvom prisen ikke overstiger 80.000 kr., er der bestemt ikke noget kedeligt ved dem. Tværtimod har de en masse at byde på.

Læg dertil, at man ser markant færre af dem på de danske veje. Man får med andre ord noget ganske særligt til forholdsvis små penge. Lyder det som noget for dig? Så læs med her, for der er både en Audi med en seks cylindre, en Toyota med Lotus-motor og en Volvo med sine legendariske fem cylindre. 

Tysk motorteknik: Audi A3 3.2 Quattro

Audi A3 3.2 er på mange måder en Volkswagen Golf R32 i fåreklæder. Motor, gearkasse og bremser er det samme. Det er derfor en smagssag, om man vælger R32 eller denne A3. Der er dog noget mere diskret og eksklusivt over Audien, hvor Golf godt kan virke en smule Brian, hvis du spørger mig.

Man ser knap så mange Audi A3 med netop denne motor. Det er også derfor, at jeg har taget den med i denne omgang, da det er en sjælden sag. Med sine 250 hk og 320 Nm vil den nok overraske de fleste.

Denne udvalgte A3’er har nemlig ingen indikationer på fart eller dynamik, men lad dig ikke snyde. 100 km/t rammes på 6,1 sekunder, hvilket er hurtigere end søsterbilen R32 og så trækker den hele vejen op mod 250 km/t. 

Audi A3 3.2

Motor: VR6, 3.189 cm3, benzin
Ydelse: 250 hk/ 320 Nm
0-100 km/t: 6,1 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 9,5 km/l
Mål (L/B/H): 424/176/142 cm
Køreklar vægt: 1.510 kg


Udtrykket udefra skriger ikke på opmærksomhed og overordnet er den da også mere tilbagetrukket end så mange andre af de hidsige hatchbacks. Der er hverken sideskørter, spoiler eller sportslige kofangere. Det er bare en helt standard A3 – eller det er i hvert fald, hvad pøblen tror. 

Under køleren ligger hemmeligheden. Seks cylindre. Det kræver ægte ekspertise for at kunne genkende lyden og adskille kedeligt fra relevant, hvilket gør denne bil til guf for kendere. 

Den koster 60.000 kr. (engros) og så blev det pludselig også guf for forholdsvis små penge. Så er spørgsmålet, om man vil have sådan en her eller en Golf R32. 

R32 er steget en smule i pris og ligger markant højere prismæssigt, hvorfor jeg kun kan opfordre til at vælge denne hidsigprop af en Audi A3. Det er Karlsen Biler, der har den til salg, og du kan opleve den lige her. 

Japansk og Britisk fusion: Toyota Corolla 1.8 T-Sport

Normalt har en Toyota Corolla og Lotus Elise ikke meget tilfælles, men for engangs skyld er der faktisk ligheder mellem de to. Denne udvalgte Toyota Corolla T-Sport har nemlig to døre ligesom en Elise, og så deler de også motor!

En 1.8-liters benzinmotor, der i en 850 kg let Lotus Elise præsterer at ramme 100 km/t på 4,9 sekunder. I denne udvalgte Corolla, der lige har 350 kg ekstra at trække på, går det lidt langsommere. Den rammer 100 km/t efter 8,4 sekunder.

Men kan man have tre personer på bagsædet af en Elise? Næppe! Det kan man nemlig i denne udvalgte Toyota Corolla, og så er den duel vist ikke længere. 

Spøg til side. Corolla har selvfølgelig nogle helt andre kvaliteter end Lotus Elise og det er to forskellige segmenter, der køber disse biler. De gale og geniale. Så må man selv afkode, hvilke, der køber hvad. 

Toyota Corolla 1.8 T-Sport

Motor: R4, 1.796 cm3, benzin
Ydelse: 192 hk/ 180 Nm
0-100 km/t: 8,4 sek.
Tophastighed: 225 km/t
Forbrug: 13 km/l
Mål (L/B/H): 418/171/146 cm
Køreklar vægt: 1.200 kg


Motoren er udviklet i et samarbejde mellem Yamaha og Toyota, der efter denne udvalgte Corollas tid også udviklede V10-motoren, man finder i Lexus LFA. Det er ikke helt samme kaliber af motor man finder i denne Corolla, men man behøver ikke 10 cylindre for at have det sjovt. 

Faktisk kan man nøjes med fire og en omdrejningstæller, der trækker op mod 8.200 omdrejninger i minuttet. Det bør være rigeligt for at bringe et smil på læben. 

Selvom denne udvalgte Toyota Corolla er af den mere sjældne slags og endda med dele fra TTE, så skal man kun betale 45.000 kr., hvilket bør få de fleste til at overveje, om ikke det var på tide med en Toyota i indkørslen. I så fald kan man opleve den lige her. 

Fem cylindret Volvo: Volvo C30 2.4i 

Volvo har gennem tiden benyttet et hav af forskellige motorer. Man glemmer for eksempel ikke lige da Volvo puttede en V8-motor i en XC90 og en S80, ligesom man heller ikke lige glemmer Volvos femcylindrede stationcars 850 T5R og V70R

Denne udvalgte Volvo er dog ikke en stationcar, men den har fem cylindre, og lyden af sådanne fem er ikke til at tage fejl af. 

Den atypiske Volvo C30 fik aldrig det helt store gennembrud, som jeg ellers synes den fortjener, men det skal ikke tage noget fra den kompakte hatchback. Har man bare lidt sans for kvalitet og design, så vælger man denne over de gængse hatchbacks. 

Er man Volvo-kender vil man hurtigt kunne afkode, hvilke biler, der har dannet grund for designet på denne C30’er. Volvo P1800 ES og Volvo 480. Ser man på disse to biler og dernæst på C30’eren, bør man ikke være i tvivl om, at designerne har haft dem som inspiration. 

Volvo C30 2,4i

Motor: R5, 2.435 cm3, benzin
Ydelse: 170 hk/ 230 Nm
0-100 km/t: 8,1 sek.
Tophastighed: 220 km/t
Forbrug: 11,1 km/l
Mål (L/B/H): 425/178/145 cm
Køreklar vægt: 1.295 kg


Denne udvalgte C30’er er ikke helt en T5’er, der er den hårdkogte og mere kraftfulde variant. Den er måske nærmere en fattigmands T5’er, der også har en femcylindret motor. I stedet for 230 hk, som T5 trækker, må man nøjes med 170 hk i denne 2,4-liters variant uden turbo.

En C30 T5 R-design er svær at opstøve, hvilket gør denne 2,4’er endnu mere interessant, da den faktisk er udstyret med R-design-pakken. Hvad skal sådan en omgang så koste? 79.900 kr. for at være præcis.

Volvo, fem cylindre og R-design for 79.900 kr., det virker næsten for godt til at være sandt, men den er altså god nok og nu kan den blive din. Det er Johansen Automobiler, der har den til salg, og den kan opleves lige her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS