april 15, 2024

3x Brian-biler til under 150.000 kr.

Er du til baskas’, sænkede biler og armen i karmen? Så er der her tre bud skræddersyet til dig.

AF: Zacharias Lund FOTO: Salgsbilleder

Kan du høre det? Det er lyden af tramp fra Baskassen og udstødningsrøret, der popper. Du kan nærmest allerede se tribal-tatoveringen på overarmen og dufte Red Bull’en i kopholderen. 

Det kan være, du kender typen eller selv gerne vil være den type, så har jeg udvalgt tre biler, der kan starte den nye levevej, du drømmer om.

Smid armen i karmen, skru op for volumen og lad omdrejningerne stige. I denne uge har jeg udvalgt tre biler, en vaskeægte Brian ville være stolt af at køre.

Tunet GTI: VW GOLF VI GTI 

Som man siger: Ingen fest uden hest, gælder også ingen gaderæs uden GTI. Golf R har efterhånden fået et rygte som en mindre bøllebil, der bliver tunet til over 500 hk i nogle tilfælde og som skyder benzin ud af udstødningen, som var det kanoner, men der er også en snert af det i denne Golf GTI.

Det er derfor helt naturligt at have denne Golf 6 GTI med, som har fået installeret en baskasse, er tunet og har fået andre baglygter. 

Normalt yder sådan en Golf GTI fra 2009 210 hk, men tager man et kig under kølerhjelmen og på motorrummet, vil man hurtigt se, at det nok ikke er helt som da den kom fra fabrikken. 

Det første der fanger ens øje er det store nye åbne luftfilter, der er monteret. I det lidt mere diskrete er motoren, der frem for de 210 hk nu yder omkring 300 hk, hvilket skyldes tuning af professionelle. 

Golf VI GTI

Motor: R4, 1.984 cm3, benzin
Ydelse: 300hk
0-100 km/t: 6,9 sek.
Tophastighed: 240 km/t
Forbrug: 13,7 km/l
Mål (L/B/H): 421/179/148 cm
Køreklar vægt: 1.293 kg


Tilværelsen som Brian skal helst ikke gå ubemærket hen. Denne Golf GTI popper og sprænger, som var der kanonslag i udstødningen. Noget, der selvfølgelig er eftermonteret, da de normale ‘prutter’ som kommer i gearskiftene ikke tiltrækker nok opmærksom.

Det er lyden af brændstof, der detonerer i udstødning og dermed giver et pop. Det kendes også som Anti-lag, da det holder turboladerens omdrejninger oppe og gør den klar hurtigere, når speederen igen trædes ned.

Denne udvalgte GTI er et pragteksemplar på en Brian-bil. Den står sågar til en skarp pris på 85.000 kr. (Engros) eller det der svarer til seks tribal sleeves ved tatovøren. Lyder det som noget for dig, så har Car-Center Næstved netop denne til salg. Man kan se den røde tunede GTI lige her. 

Sænket Bimmer: BMW 325i Cabriolet

Denne udvalgte BMW E36 har med sit kantede design og lave tyngdepunkt for alvor vundet indpas som Brian-bil. Der er bare et eller andet over den, der skriger psytrance, DHB og brændere på asfalten. 

Det kan have noget at gøre med, at den er sænket så meget, at den nærmest kravler hen over asfalten. Det eneste der mangler for at fuldende denne E36 er en eftermonteret hækspoiler. Det havde været prikken over i’et. 

Ser man bort fra, at den er sænket og måske har rygte for at være lidt Brian, så er denne 325i faktisk en ganske fin bil. Motoren er en BMW-klassiker, nemlig rækkesekseren, der er blevet brugt i adskillige af BMW’s biler med stor succes. 

Læg dertil at det er en cabriolet, så kan man, såfremt solen snart melder sin ankomst, spare turene forbi solariet og de nye rør. Det er med andre ord en bonus, at man kan smide taget ned, få lidt sol i fjæset og spille sin gode tramp ud til pøblen.

BMW 325i cabriolet

Motor: R6, 2.494 cm3, benzin
Ydelse: 192hk / 245 Nm
0-100 km/t: 8,6 sek.
Tophastighed: 229 km/t
Forbrug: 9,8 km/l
Mål (L/B/H): 443/171/135 cm
Køreklar vægt: 1.450 kg


Som om det ikke var nok, så er der selvfølgelig også lidt skiltetuning at finde på bilen. Det står vist ret klart, at denne Brilliant Red 325i er langt fra en M3, men man skal da ikke snydes for dørlisterne fra sådan en fin bil. 

Det er vel bare en kærlig reminder om, at der altid er en større fisk. En E36 M3 koster markant mere end denne 325i, så man må nøjes med dørlisterne. 

Sådan en fin sænket rød E36 cabriolet ligger til skarpe 134.800 kr. og med sommerens snarlige ankomst, kan man smide taget ned og nyde symfonien af højt musik og den seks cylindrede motor, der arbejder ude under kølerhjelmen.

Det er Pr Design, der har den til salg, og man kan se mere til den sænkede sag lige her. 

Hårdtpumpet Fiesta: Ford Fiesta ST

Man kan godt se, at der er gjort lidt ved denne kompakte hatchback. Det er især skørterne og det kit, der er monteret på bilen, som er det klare hint. Læg dertil at bilen også har fået to store potter bagpå, der bestemt ikke gør den mere diskret eller underspillet. 

Den er super in your face, præcist som en Brian-bil gerne vil være det. At denne udvalgte Fiesta så også yder 245 hk gør den bare lidt mere Brian. 

Den er knap så nedtonet som de to andre udvalgte biler, men samtidigt er denne Ford Fiesta nok også den mest gennemførte Brian-bil i flokken. 

Den er både sænket, så den ligesom BMW’en er nede og kravle på jorden, har fået monteret et bodykit, er tunet til stage 2, så den yder lidt flere heste og så har den fået en Milltek-udstødning. Den er kun én subwoofer og en Wunderbaum fra at være en perfekt Brian-bil. 

Ford Fiesta ST

Motor: R4, 1.596 cm3, benzin
Ydelse: 245 hk
0-100 km/t: 6,9 sek.
Tophastighed: 225 km/t
Forbrug: 16,9 km/l
Mål (L/B/H): 395/172/148 cm
Køreklar vægt: 1.163 kg


Ligesom GTI, har Fords ST- og RS-varianter bestemt også sit tag om undergrundsscenen, hvor flere Fiesta og Focus bliver tunet til umiskendelighed. 

Denne udvalgte Fiesta er i den mere sobre ende. En hardcore Brian ville nok hurtigt eftermontere nogle ting, men man får i for vejen ambientelys og Recarosæder. 

For de 129.000 kr., som denne Fiesta ST koster, får man med andre ord en rigtig fin Brian-bil, der med en Subwoofer og granlugtende Wunderbaum i kabinen uden tvivl vil trække opmærksomhed ved næste træf på havnen.

Det er NS Biler, der har denne hvide sænkede Ford Fiesta til salg og du kan opleve den lige her.

Del artikel:

Flere Golf GTI til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS