marts 14, 2022

3x billig cabriolet til forårsvejret

Kan du også mærke det? Dagene er længere og brisen er lunere, hvilket kun kan betyde forår! Men hvad skal du køre det i møde i? Vi giver dig 3 billige cabrioleter til forårsvejret.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Efter en februar måned, der var en af de mest regnfulde nogensinde, hilser vi marts velkommen som sjældent før. For almindelige mennesker betyder forårets fremkomst lange gåture med solen i ansigtet og bål i haven. For os bilglade betyder det noget lidt andet.

Når foråret melder sig, giver det en kløende trang til at ramme solbeskinnede landeveje – helst gerne i en åben bil, så forårsluften lukkes rigtigt ind. Og som jeg vil forsøge at bevise i den følgende artikel, er det en trang, som du kan stille uden at vælte husholdningsbudgettet.

Jeg finder 3 topløse biler for under 100.000 kr., der kan noget helt forskelligt.

Forårs-Brian: BMW 320i

Jeg lægger hårdt ud, jeg ved det godt. Med denne BMW 320i kommer jeg til at kræve lidt fantasi af dig. Og lidt gåpåmod. For det siger sig selv, at man med mindre end 100.000 kr. på lommen ikke kommer langt, hvis cabrioleten død og pine skal være en baghjulstrækker fra Bayern.

Ja, den har kørt 350.000 km og ja, både kalechen og den sorte læderkabine kalder på lidt kærlighed. Men hvis det er noget, du kan overskue, får du en brummende rækkesekser under hjelmen, manuelt gear og lange blikke ved strandpromenaden for bare 64.900 kr.

Bilen er lakeret i farven Marrakesh Brown Metallic, der, foruden at være en original BMW-farve, også giver denne BMW 320i lidt Brian-pondus sammen med de sortlakerede 17-tommer alufælge.

BMW 320i Cabriolet

Motor: R6, benzin 1.991 ccm
Ydelse: 150 hk / 190 Nm
0-100 km/t: 10,6 sek.
Tophastighed: 211 km/t
Forbrug: 10,6 km/l
Vægt: 1.410 kg
Mål (L/B/H): 443/171/134 cm
Bagagerumsvolumen: 
130 liter

Den 27 år gamle bandit er også blevet udstyret med en ny medieafspiller til trådløs musik fra mobilen, så der kan skrues helt op for Gilli og Branco med armen i karmen. Bilen er også sat på en anden undervogn, hvor bagenden står lidt højere end forenden for et fuldendt Brian-look.

LÆS OGSÅ | 3x sjove og oversete biler til under 100.000 kroner

Hvis det bistre-Brian udtryk ikke er noget for dig, kan man skrue lidt ned for banjoen ved blot et sæt standardfælge og en mindre sænket undervogn. Den slags bør der være budget til med en beskeden købspris på 64.900 kr. Hvis det er noget for dig, kan du se bilen her, hvis ikke den er blevet solgt i mellemtiden.

Forårs-offroader: Suzuki Samurai

Nu fik jeg godt nok nævnt, at de bilglade higer efter at komme ud på landevejene, når foråret melder sin ankomst – men ikke alle bilglade. Der er også nogle bilglade, der som Peter fra Blinkende Lygter bare gerne vil lidt ud, Thorkild.

Denne Suzuki Samurai er til de bilglade, som bare gerne vil lidt ud, og sådan set er ligeglade med om det er på en landevej, en grusvej eller en skovvej. Den er forfaderen til den Suzuki Jimny, der charmerer alle den møder på sin vej.

Suzuki Samurai er også charmerende. Den er det bare på en mere rå og upoleret måde. Trods dens klejne statur er den notorisk kendt for at være en uhyre kapabel offroad-maskine, der både tåler og håndterer terrænets tæsk bedre end større og dyrere firehjulstrækkere.

Suzuki Samurai

Motor: R4, benzin 1.324 ccm
Ydelse: 64 hk / 100 Nm
0-100 km/t: Muligvis
Tophastighed: 140 km/t
Forbrug: 14 km/l
Vægt: 900 kg
Mål (L/B/H): 343/146/168 cm

I løbet af 60’erne var Suzukis spidskompetence at bygge såkaldte Kei Cars. En japansk type mikro-mikrobil, der med minimal udledning og maksimal pladsoptimering modtog store rabatter på afgifter og forsikringer i Japan. I slutningen af 60’erne udvidede Suzuki deres Kei-repertoire med en økonomisk offroader til landområderne.

LÆS OGSÅ | 3x SUV med over 600 hk

Serien af mikro-offroaders viste sig yderst succesfuld, og bliver stadig produceret i dag under navnet Jimny. Af ukendte årsager fik et facelift i 1989 navnet Samurai, men jeg synes ikke desto mindre det er passende til den lille og hårdføre bjergged. Denne Suzuki Samurai står knivskarpt (eller sværd?) med ny kaleche, tandrem og rustbeskyttelse for 69.800 kr. med 256.000 km på klokken.

Forunderligt forår: VW Polo Treser

VW Polo er aldrig blevet produceret som en cabriolet. I hvert fald officielt. Alligevel har vi her en VW Polo cabriolet til salg, der rigtigt nok kunne bestilles fra ny fra en autoriseret VW forhandler tilbage i 1993 med den fabriksgaranti, der nu fulgte med.

Hvordan i alverden hænger det sammen? Hvor er jeg glad for, du spørger! VW Polo i 2F-generation er en af de Polo-generationer, der har set dagens lys i flest spøjse og sjældne varianter: Men denne åbne VW Polo Treser er en af de mest sjældne.

VW byggede ingen cabriolet-variant selv, men overlod det til en tidligere Audi-ingeniør ved navn Walter Treser, der ombyggede biler i eget firma. Ombygningen til cabriolet var ifølge VW så genial og gennemført, at den kunne bestilles direkte hos de autoriserede VW-forhandlere og sælges med fuld fabriksgaranti.

VW Polo GT Treser

Motor: R4, benzin 1.272 ccm
Ydelse: 55 hk / 97 Nm
0-100 km/t: 15,5 sek.
Tophastighed: 154 km/t
Forbrug: 16,4 km/l
Vægt: Kendes ikke
Mål (L/B/H): 376/157/135 cm
Bagagerumsvolumen: 
295 liter

Det lyder jo lovende, men den geniale og veludførte ombygning var ikke gratis. Faktisk kostede den hvad der svarer til 80.000 kr. i dag oven i prisen på den almindelige VW Polo 2F. Grunden til, at den er sjælden, skyldes derfor, at der ikke var nogen, der købte den. På verdensplan er der kun produceret 290 eksemplarer.

LÆS OGSÅ | 3x hårdkogte forhjulstrækkere

Grunden til, at ombygningen blev så dyr skyldes, at Treser byggede bilen så meget om, at kun forskærme, døre og kølerhjelm var tilbage fra en almindelig Polo. Derfor ligner denne VW Polo Treser intet andet, du finder på de danske landeveje. Den er tilmed totalrestaureret med 94.000 km på klokken, og du skal stadig kun slippe 99.900 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS