marts 8, 2022

3x sjove og oversete biler til under 100.000 kroner

Sjov bil til under 100.000 kr. – kan det overhovedet lade sig gøre? Ja! Men det kræver, at du kigger efter modeller, der ikke er åbenlyse. Vi finder 3 sjove og oversete biler på et stramt budget.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Det er ingen nyhed, at Danmark er et fjollet sted at bosætte sig, hvis man er bilglad. Alle biler der dufter bare lidt af sjov og ballade koster også derefter.

Der er selvfølgelig enkelte undtagelser, der bekræfter reglen, hvor Ford Fiesta og VW Scirocco har sat sig tungt på tronen for prisbillig morskab, så længe de har et par år på bagen. Men dem kender du jo…

Hvad sker der, hvis man leder i puljen af sjove biler, der ikke er åbenlyse? I denne artikel finder jeg tre oversete biler, der kan give dig garanteret sjov på landevejen for under 100.000 kr.

Japaneren: Toyota Yaris T-Sport

Et af mine automobile højdepunkter sidste år var Toyota GR Yaris. Når Toyota vil bygge noget seriøst sjovt, har de både midlerne og evnerne til at gøre det. Med 261 hk, manuelt gear og et firehjulstræk udviklet specifikt til modellen var GR Yaris netop dét. Seriøst sjov.

Denne Toyota Yaris T-Sport er ikke helt så uhæmmet, som den GR Yaris, vi har i dag. Til gengæld koster den sølle 93.780 kr. med under 90.000 km på klokken, mens en dugfrisk 2022 GR Yaris sætter dig 500.000 kr. tilbage.

LÆS OGSÅ | Test: Toyota GR Yaris er ufortyndet lykke på fire hjul

Med halvt så mange kræfter som GR Yaris samt træk på halvt så mange af hjulene, er det naturligvis ikke samme rally-sjov, du får. Accelerationen fra 0 til 100 km/t er da også kun moderate 9,3 sekunder. Men denne Yaris T-Sport har en anden type køreglæde i ærmet.

Toyota Yaris T-Sport

Motor: R4, benzin 1.798 ccm
Ydelse: 133 hk / 173 Nm
0-100 km/t: 9,3 sek.
Tophastighed: 194 km/t
Forbrug: 13,9 km/l
Vægt: 1.120 kg
Mål (L/B/H): 380/170/153 cm
Bagagerumsvolumen: 
275 liter

Toyota Yaris T-Sport var den mest sportslige version af anden generation Yaris. Det betyder blandt andet, at den er udstyret med samme motor som i storebror Corolla: En 1,8-liters sugemotor, der senere blev turboladet i den tredje generation Yaris GRMN og kompressorladet i Lotus Elise. I Yaris T-Sport nøjes den med sug og 133 hk.

133 hk lyder ikke af meget, men til en bil der kun vejer et ton er det faktisk helt okay. Særligt fordi Toyota også modificerede både styretøjet og undervognen i den sportslige T-Sport-udgave, ligesom der blev tilføjet skivebremser til baghjulene i stedet for tromler.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den smukkeste Toyota på Bilbasen?

Udadtil er det også til at se, at der er tale som en sportslig variant. T-Sport er nemlig udstyret med anden for- og bagkofanger, baglygter i et andet design, sideskørter og hækspoiler. Fra starthullerne er den intet særligt, men på en kringlet vej er man garanteret sjov. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.

Italieneren: Fiat Panda 100HP

Nej, jeg har ikke fået et bommesislag. Og selvom jeg har et uforklarligt crush på Panda, ved jeg godt, at det ikke er en underholdende bil. Med mindre der altså er tale om denne Fiat Panda 100HP, der er den mest sportslige Fiat Panda.

Anden generation Fiat Panda var på ingen måde bygget som en bil, der skulle appellere til folk, der godt kunne lide at køre bil. Den var lavet som et prisbilligt og pålideligt transportmiddel; hvilket den mildt sagt brillerede i. Derfor solgte den i over 2 mio. eksemplarer fra 2003 til 2012.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Abarth 695 er den eneste minibil fra Ferrari

Alligevel valgte Fiat i 2006 at lancere en sportslig variant, der veg fra de praktiske principper og fokuserede mere på køreglæde. Et godt kald da denne Fiat Panda 100HP modtog megen ros i den internationale motorpresse for netop at være en overset, dynamisk perle.

Fiat Panda 100HP

Motor: R4, benzin 1.368 ccm
Ydelse: 100 hk / 131 Nm
0-100 km/t: 9,5 sek.
Tophastighed: 185 km/t
Forbrug: 15,4 km/l
Vægt: 975 kg
Mål (L/B/H): 357/160/152 cm
Bagagerumsvolumen: 
200 liter

På mange måder er opskriften præcist den samme som den, vi så i den førnævnte Yaris T-Sport. Fiat tog motoren fra storebror Fiat Grande Punto og peppede den lidt op, før de smed den i Panda 100HP. Accelerationen fra 0 til 100 km/t skræmmer dog de færreste med en tid på 9,5 sekunder. Men det er ikke dét, Panda 100HP handler om.

Panda 100HP vejer nemlig under et ton, mens Fiat også gjorde sig umage med opstramningen. Panda 100HP har en modificeret undervogn med andre fjedre, støddæmpere og bøsninger, der gør, at bilen sidder lavere og er strammere end en standard Panda. Derudover har den også skivebremser hele vejen rundt.

LÆS OGSÅ | 3x rappe klassikere, du kender

Let vægt, stram undervogn og en omdrejningsvillig sugemotor gjorde, som nævnt, at mange bilglade skribenter blev glade i bøtten. Grundet et større fokus på downsizing, turboladning og miljøkrav måtte Fiat dog sløjfe Panda 100HP i 2010. Selvom man derfor ikke ser den så tit, kan du nu købe denne Panda 100HP med 147.000 km på klokken for bare 44.900 kr.

Tyskeren: VW Lupo GTi

Det kan virke som en håbløs søgen, hvis man vil have GTI-ballade på et budget under 100.000 kr. – men det er kun fordi, man kigger efter de forkerte modeller. For at være helt ærlig vidste jeg ikke selv, at denne VW Lupo GTI fandtes, men det gør den, og den er måske endda mere attraktiv end de andre VW GTI-modeller, man kan finde på stramt budget.

LÆS OGSÅ | 3x hårdkogte forhjulstrækkere

Grunden til, jeg ikke kendte til Lupo GTI, skyldes sandsynligvis den helt uomtvistelige økonomiske-orientering, som Lupo er kendt for. VW Lupo 3L skulle være den første bil i verden til kun at bruge 3 liter benzin til 100 km, hvilket er 33,3 km/l. Det var ret imponerende tilbage i 1999 – men også så imponerende, at Lupo 3L overskyggede for de andre Lupo-varianter.

Det er en synd og skam. VW Lupo GTI blev nemlig kaldt for den første rigtige VW GTI siden VW Golf I GTI, efter en række af småbløde og undervældende sportsvarianter som Golf III GTI og Golf IV GTI.

VW Lupo GTI

Motor: R4, benzin 1.598 ccm
Ydelse: 125 hk / 152 Nm
0-100 km/t: 8,3 sek.
Tophastighed: 208 km/t
Forbrug: 13,5 km/l
Vægt: 975 kg
Mål (L/B/H): 352/164/146 cm
Bagagerumsvolumen: 
130 liter

Grundopskriften i denne VW Lupo GTI er egentlig den samme som i de ovenstående to biler. Motoren er taget direkte fra storebror VW Polo GTI og skohornet ned i Lupo med samme 125 hk. Den er også på sug, forresten.

Ligesom med de andre to biler er 125 hk rigeligt til at give et smil på læben, når bilen ikke vejer mere end 975 kg. Den lave vægt er sikret ved blandt andet at holde frontskærme, kølerhjelm og døre i aluminium. Lupo GTI sidder også 20mm lavere end en almindelig Lupo og er selvfølgelig betragteligt strammere.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: VW New Beetle RSI er hård, hurtig og super sjælden

VW Lupo GTI er også monteret med mere sportslige kofangere, bredere skærme og en centermonteret dobbeltudstødning, så man ikke er i tvivl om, at der er tale om den sjove variant – og ikke den økonomiske 3L’er. Hvis den røde bandit er noget for dig, er den til salg her med 148.000 km på klokken til 85.000 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS