Hvis du vil højt til vejrs og først fra lyskrydset, er du havnet det helt rigtige sted. Vi finder 3 højbenede firehjulstrækkere med over 600 hk.
Tekst: Simon Hallenslev / Foto: Salgsbilleder / Dato: 22. februar 2022
Der kommer et tidspunkt, hvor man må give efter. Når kampen virker nytteløs, og man taler for døve ører. Sådan har jeg det efterhånden med SUV’er.
Uanset hvor meget jeg forsøger at forklare, at en lav bil er et mere praktisk, mere økonomisk og mere velkørende valg, fortsætter de højbenede biler med at sætte salgsrekorder. Så i denne artikel tager jeg SUV’erne til mig!
Hvilken anden måde at gøre dét på end at finde de fedeste og mest brutale firehjulstrækkere, der er til salg på Bilbasen? Vi snakker over 600 hk!
Hvis du tror, at dette er en Mercedes G-Klasse, tager du fejl. Nok har den startet sit liv som en Mercedes, men i dag er det en Brabus – og kendere ved, at dét navn er ensbetydende med vanvid.
En ‘ganske almindelig’ G63 yder i dag 585 hk og skubber 2,5 ton fra 0 til 100 km/t på 4,5 sekunder. Det er voldsomt i en kantet traktor, men det er ikke nok til alle. Derfor bygger tuningsfirmaet Brabus en udgave med 800 hk(!).
Foruden at tilføje 215 hk giver Brabus også G-klassen mere moment, så denne Brabus Widestar 800 nu yder 1.000 Nm i stedet for 850 Nm. Topfarten er også løftet; dog kun med 20 km/t, da 240 km/t er uhyggeligt i en høj bil med samme aerodynamik som et Lego Duplo tog.
Præcist hvad Brabus laver under hjelmen, når de ombygger en G-Klasse til Widestar 800, er de ikke så meddelsomme om. De lover dog et nyt sportsudstødningssystem, der med spjæld både kan liste stille hjem om aftenen og brøle for fuld udblæsning i Sport-modus.
Brabus Widestar 800 er også iført et bredt bodykit; heraf navnet Widestar. Den er derfor ikke uvæsentlige 10 cm bredere over skuldrene end den G63, den bygger på. Foruden blot at skabe et råt look, giver skærmene også plads til de 23-tommer store Brabus-fælge.
Kabinen får også en tur med Brabus-broderinger og -logoer alle vegne samt stjerneeffekt i tagbeklædningen – og det er udover den luksus, som Mercedes allerede smider i G63 fra fabrikken. Hvis du mener, du kan håndtere det, kan du se Brabus Widestar 800 til salg her.
Der er delte meninger om BMWs nye designsprog, hvor nyrerne på snuden har vokset sig kæmpestore. Den seneste BMW X5 er generation og lanceret i 2019; altså før de overdimensionerede nyrer med et klassisk og bistert BMW-udtryk.
Det klassiske og bistre BMW-udtryk på denne BMW X5M Competition kan vi faktisk takke en dansker for. Det er nemlig danske Anders Thøgersen, der står bag det udvendige design på G05 BMW X5, som fjerde generation kaldes.
BMW X5 deler i dag platform med både BMW 7-Serie og BMW 5-Serie, men hvad vigtigere er, at den også deler motor med en håndfuld prominente modeller. Den 4,4-liters V8’er med biturbo deler X5M Competition med både BMW M8, BMW M5 og BMW X6M.
N63-motoren, som den kaldes i BMW regi, spytter i denne BMW X5M Competition svimlende 625 hk ud som standard. Det er nok til at skubbe samtlige 2.285 kg fra 0 til 100 km/t på bare 3,8 sekunder.
Med bagdæk så brede som på en Porsche 911 GT3, firehjulsstyring og justerbar luftundervogn er denne BMW X5M Competition mere agil, end det 5 meter lange og 2 meter brede monstrum umiddelbart signalerer.
Foruden evnen til at gøre kål på popsmarte sportsvognsejere til trackday-arrangementer, har BMW X5M Competition naturligvis også alle forudsætninger for at gøre dig komfortabelt tilpas med sin uendeligt lange udstyrsliste. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.
Lamborghini er kendt for at lave højtråbende biler; både bogstaveligt med larmende udstødninger men også i overført betydning med flamboyante designs. Det er trods alt dem, der besluttede, at det er sejere, når en dør åbner opad…
Da det italienske superbilsmærke i 2018 lancerede deres nye SUV, stod det klart, at de højtråbende Lamborghini-principper var intakte. Lamborghini Urus er en meget iøjnefaldende og aggressiv firehjulstrækker – men det er ikke nok for alle.
Denne Lamborghini Urus har været et smut forbi tyske Novitec, der er specialister i at tune og modificere italienske biler herunder især Ferrari. Her har den fået et Novitec bodykit, der har gjort den endnu mere rå og flamboyant.
Tyske Novitec er, ifølge salgsannoncen, ikke blevet inviteret ned i motorrummet, og det er der ærligt talt heller ikke behov for. Den 4-liters V8’er som Urus deler med Porsche Panamera og Bentley Continental V8, yder nemlig 650 hk.
Turen fra 0 til 100 km/t er klaret på 3,6 sekunder, mens turen fra 0 til 200 km/t overstås på 12,8 sekunder. Det er superbilsterritorium for en bil.
Til at stoppe herligheden igen er Urus monteret med de største keramiske bremseskiver, der nogensinde er monteret på en gadebil. De måler svimlende 440 mm foran og 370 mm bagved.
Ligesom den førnævnte BMW X5M Competition kommer Lamborghini Urus også med luftundervogn og firehjulsstyring, der gør den let at manøvrere med. Se Lamborghini Urus med Novitec-kit her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Bedst som Mazda mangler elbiler i modelprogrammet, lancerer de en… enorm syvpersoners SUV som plug-in hybrid? Det er ikke så skævt, som det lyder, da ny Mazda CX-80 giver både luksus og plads til syv personer.
Audis længe ventede konkurrent til BMW i5 og Mercedes-Benz EQE er landet i Danmark. Med baghjulstræk, det store batteri og Ultra-udstyr er A6 Avant E-Tron en fornøjelse.
Danske bilkøbere er gået i en stor bue uden om den elektriske sedan XPeng P7. Nu skal store besparelser få gang i salget, og kampagnepriserne starter på 299.900 kr.
Er du på udkig efter din første elbil? Med et voksende marked kan det være svært at navigere i de mange muligheder. Derfor gennemgår vi 3 forskellige prisklasser og giver bud på de bedste elbiler til førstegangskøberen.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.
Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.