Alfa Romeo GTV
juni 2, 2020

3x designklassikere der er til at betale

Når italienske designhuse tegner biler, plejer det at betyde, at prisen stikker af. Alligevel er der undtagelser: Vi har fundet tre designklassikere på Bilbasen, der er designet af verdens mest prominente designhuse, men som stadig er til at betale.

Af: Simon Hallenslev / d. 2. juni 2020

Pininfarina. Bertone. Gandini. Hvis du går bare lidt op i biler, kender du med sikkerhed mindst ét af de navne. De har alle lagt navn til nogle af de smukkeste og mest legendariske biler i historien: Ferrari Testarossa, Lamborghini Coutach og Lamborghini Miura.

Mens disse klassiske superbiler naturligvis kun er plakat-potentiale for langt de fleste af os, har de store designhuse også lagt blyant til mere almindelige biler, der i dag er til at komme i nærheden af. Vi har fundet tre smukke biler, som er blevet til med hjælp fra netop disse designhuse. Biler, der med lidt tålmodighed kan vise sig at blive en investering.

For at det ikke bliver alt for rosenrødt, kommer vi også ind på, hvilke designmæssige svipsere designerne har haft gennem årene. Vidste du eksempelvis, at Hyundai Matrix og Ferrari Testarossa er designet samme sted?

Pininfarina: Alfa Romeo GTV

Vi starter med en bil fra det designhus, de fleste nok kender: Alfa Romeo GTV fra italienske Pininfarina. Med GTV har vi at gøre med en ærkeitaliensk bil, hvilket både betyder et mesterværk af en ’Busso’ V6-motor men også elektronik af tvivlsom pålidelighed.

Selve designet af Alfa Romeo GTV delte vandene ved bilens lancering, og gør det sikkert også i dag. Alligevel stak den af med en række titler som årets bil og årets bedst designede bil i 1995. Vi synes, den er smuk, og hvis du går den efter i sømmene, vil du finde en række detaljer, der er med til at gøre den til en sand designklassiker. Modellen på billedet kan du se her, hvis ikke den er solgt.

LÆS OGSÅ | 3x hurtige familiebiler til under 100.000 kroner

Pininfarina står bag legendariske biler som Ferrari Testarossa og rallybilen Lancia 037. Derudover har de designet en række limiterede Ferrari’er, heriblandt Ferrari P4/5 der blev bygget specifikt til instruktøren James Glickenhaus til en pris på over 26 millioner kroner.

Til gengæld står de også bag et par biler, vi vidst godt kan tillade os at kalde svipsere: Hyundai Matrix, Ford StreetKa og Mitsubishi Pajero. Sammenlignet med disse står Alfa Romeo GTV som et pragteksemplar. Et pragteksemplar som endda kan erhverves på Bilbasen til omkring 100.000 kr. Pininfarina står også bag Peugeot 406 Coupé, der kan købes for samme slags penge.

Bertone: Volvo 262

Det er nok de færreste, der naturligt ville forbinde en svensk kampvogn af en Volvo med et fint Italiensk designhus som Bertone. Her må du ikke forveksle med Bertoni, der – trods navneligheden – er en skjortemager fra Århus, som aldrig har designet biler.

Volvo 262 var Volvos forsøg på at entrere det amerikanske marked med en luksusflyder, der kunne konkurrere direkte med biler som Cadillac Eldorado og Lincoln Continental. Volvo havde på det givne tidspunkt ikke selv kapaciteten til at bygge en luksusflyder. Derfor sendte de i stedet deres 200-serie til Torino og de anerkendte bilbyggere hos Bertone

LÆS OGSÅ | 3x biler med over 400 hk, der koster under 300.000 kroner

I Torino fik den ellers konservative Volvo nyt tag, nye stolper, andre ruder hele vejen rundt og sågar et vinyldækken til taget. Volvo 262 var aldrig tiltænkt som en masse-sællert, men mere et statement på det amerikanske marked, hvorfor kun 6.622 blev produceret. Halvdelen af disse blev solgt i USA og resten i Sverige. Den Volvo 262 Bertone på billedet er en svensk model, der kun koster 165.000 kroner trods dens italienske linjer og begrænsede oplag.

En del ikoniske biler er i tidernes løb blevet sat i verden af Bertone; heriblandt Lancia Stratos, Lamborghini Miura, Lamborghini Countach og den mere betalelige Alfa Romeo GT. Desværre kan der også tælles et par mindre heldige biler som Skoda Favorit og Citroen ZX.

Gandini: Maserati Quattroporte

Det er måske lidt strengt, at kreditere Bertone alene for biler som Stratos og Miura. Mange af de bedst kendte Bertone-biler er nemlig tegnet af én designer: Marcello Gandini, der forlod designhuset i 1980 efter 14 års tro tjeneste. Han ville gå egne veje – og det fik han rigtig fin succes med.

Den anden generation af Maserati Quattroporte blev tegnet af Gandini hos Bertone. Men da den fjerde generation skulle designes i 1993, gik Maserati direkte til den nu selvstændige Gandini i stedet for Bertone. Mon ikke bølgerne gik højt hos Gruppo Bertone, da de fandt ud af dét.

LÆS OGSÅ | 3x billige Brian-biler på Bilbasen

En Quattroporte af fjerde generation, som Gandini altså stod bag, kan købes på Bilbasen i dag for mellem 100- og 200.000 kroner. Den Quattroporte du ser på billedet, står til salg for 170.000 kr. og har kun 72.000 km på klokken.

Går man Marcello Gandinis porteføjle igennem, er det faktisk svært at finde noget, der er decideret mislykket. Han har lagt navn til de førnævnte Stratos, Miura og Countach, men også et rallyikon som Renault 5 Turbo samt et facelift af DeTomaso Pantera. Det mest tvivlsomme han har tegnet, må derfor være den underfundige lastbil Renault Magnum. Det er i øvrigt også ham, der har tegnet Citroen BX.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS