juli 29, 2021

3x familiebiler med over 600 hk

Vil du gerne hurtigt afsted på kør-selv-ferien? Altså, rigtig hurtigt? Så har vi fundet 3 familievenlige biler til dig, der alle har over 600 hk og en topfart på over 300 km/t. Kistebunden skal du dog have ualmindeligt godt foret.

Af: Simon Hallenslev / d. 29. juli 2021

Det ville klart give bedst mening at udvælge en BMW 3-Serie, en Mercedes-Benz C-Klasse og en VW Passat, når vi snakker børn- og bagagebefordring til familien Danmarks kør-selv-ferier. Det er tre velbyggede og velkørende biler – men så sandelig også fornuftige og forudsigelige biler. Kedeligt!

Hvad er der sjovt ved god mening og sund fornuft? Ikke meget. Derfor udvælger jeg 3 biler, der både appellerer til din indvendige vanvidsbilist, men også har plads til dit afkom samt alt deres habengut, når turen går sydover.

Og nej. Jeg opfordrer ikke til vanvidsbilisme. Jeg siger bare, at der findes tyske motorvejsstræk hvorpå ordet vanvidsbilisme ikke eksisterer, og hvor disse biler kan få lov at strække deres ben, uden du er i risiko for at give afkald på nøgler og registreringsattest til Bent Betjent.

Racerbilen: Aston Martin Rapide AMR

James Bond slår mig ikke som familietypen, bosat med børn og kone i en patriciervilla med dagbladabonnement, hjemmesutter og robotstøvsuger. Hypotetisk set ville han dog sagtens kunne leve sådan et liv. Se bare denne Aston Martin Rapide AMR.

LÆS OGSÅ | 3x maksimal køreglæde til 100.000 kr.

Her er der bagsædeplads til at køre børnene til dagplejen om morgenen og 604 hk til at indhente østeuropæiske superskurke om eftermiddagen. Kræfterne hentes fra en 12-cylindret sugemotor på 6 liter, der kan skubbe det 5 meter lange britiske vidunder fra 0 til 100 km/t på 4,4 sekunder og helt til 330 km/t, før den taber pusten.

Aston Martin Rapide AMR

Motor: V12, 5.935 ccm

Ydelse: 603 hk / 630 Nm

0-100 km/t: 4,4 sek.

Tophastighed: 330 km/t

Forbrug: 8,8 km/l

Akselafstanden er som på en Audi A8, hvorfor der er udmærket med benplads på bagsædet, selvom det næppe bliver lige så komfortabelt. Til gengæld er der statsgaranti for, at Rapide AMR kan køre i cirkler om en A8’er, skulle man falde over en racerbane undervejs på kør-selv-ferien gennem Europa.

AMR står nemlig for Aston Martin Racing, hvilket betyder, at den i forvejen vilde Rapide har fået en seriøs raceoverhaling, hvor en stor del af udviklingen har fundet sted på legendariske Nürburgring. Vi taler 400mm keramiske bremseskiver med 6-stempede kalibre, 21-tommer letvægtsfælge, ny motorstyring, adaptiv sportsundervogn og kulfiberdele over alt.

Det er hardcore, men det er også stadig en luksusbil fra Aston Martin med alt, hvad der dertil hører. Den kan blive din for 36.995 kr. om måneden i leasingydelse, som tilbydes af Formula Leasing. Se den her, hvis ikke den er solgt.

Muskelbilen: Cadillac CTS-V

Bliver den småaristokratiske Aston Martin lidt for fisefornem til din smag? Jamen så er der Gudhjælpemig også hjælp at hente. Denne Cadillac CTS-V er en amerikansk muskelbil i ordets bogstavelige forstand, der stadig pakker moderne glæder og blødt læder til lange ture på Autobahn.

LÆS OGSÅ | 3x tunede biler med +500 hk

Jeg tillader mig at kalde den en muskelbil alene på grund af det amerikanske kraftværk, den gemmer under hjelmen. Det er en såkaldt small-block V8’motor, der, trods navnet, ikke er noget småt ved. Den 6,2-liter store motor bliver tvangsfodret med luft fra en stor kompressor, så den yder svimlende 650 hk. Dét gør den til den mest kraftfulde Cadillac nogensinde.

Cadillac CTS-V

Motor: V8, 6.162 ccm

Ydelse: 650 hk / 855 Nm

0-100 km/t: 3,5 sek.

Tophastighed: 320 km/t

Forbrug: 7,6 km/l

Motoren bygger på den ikoniske LS-familie, der er blevet brugt af General Motors siden 1995 og er notorisk kendt for at kunne skamtunes. I denne Cadillac CTS-V ligger LT4-generation af motoren, som den deler med Chevrolet Corvette Z06 og Chevrolet Camaro ZL1.

CTS-V kan med andre ord bide skeer med regulære superbiler, da den stryger fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder og først topper ud ved 320 km/t. Og det er altså i en bil med samme pladsforhold som i en BMW 5-Serie – både bagsæde- og bagagemæssigt.

Indvendigt er bilen proppet med læder og alcantara, og kommer med luksusgoder som Bose lydanlæg, 3-zonet klimaanlæg samt varme og køling i sæderne. Den sælges af Matchbiler for 899.800 kr., og du kan se den her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Hybridbilen: Porsche Panamera Turbo S E-Hybrid

Jeg ved godt, at jeg indledte artiklen med at kalde fornuft for kedeligt. Derfor virker det måske lidt skørt at have en hybridbil med – men det er selvfølgelig ingen almindelig hybridbil. Det er en hybridbil der, udover at have et af de længste modelnavne, har 680 hk i samlet systemydelse og en topfart på 310 km/t.

LÆS OGSÅ | 3x biler under 100.000 kr. der kan stige i værdi

Bilens borgerlige navn er Porsche Panamera Turbo S E-Hybrid Sport Turismo PDK, hvilket er et latterligt langt modelnavn. Men det er også det eneste latterlige ved den. Selvom der er strøm indblandet, ligger et bankende V8-hjerte på 4 liter med 550 hårde benzinheste, der deles med Bentley Continental GT.

Porsche Panamera E-Hybrid

Motor: V8, 3.996 ccm + el

Ydelse: 680 hk / 770 Nm

0-100 km/t: 3,5 sek.

Tophastighed: 310 km/t

Forbrug: 21,1 km/l

Den elektriske motor på 100 kW, hvilket svarer til 136 hk, giver ikke alene lidt ekstra krydderi og hurtigere acceleration, men holder også benzinøkonomien nede på 21,1 km/l på papiret, hvilket gør den billig at eje. Accelerationen fra 0 til 100 km/t sker på 3,5 sekunder og efter yderligere 8,5 sekunder, runder man 200 km/t.

At der er blandet batterier i ligningen betyder, at Panamera Turbo S E-Hybrid er en halvtung fætter med en køreklar vægt på lige under 2,4 ton, hvilket svarer til to Citroën C4. Derfor skal der selvsagt ordentlige bremser til. Denne Panamera er udstyret med keramiske bremser, hvoraf de forreste måler svimlende 400mm i diameter og klemmes af 6-stemplede kalibre.

De keramiske bremser er ikke det eneste pebrede tilkøb, bilen er udstyret med. Du får også 4-zonet klimaanlæg, 360-graders kamera, stor LED-lygtepakke samt komfortpakke med elektrisk justering, varme, køling og massage i samtlige sæder. Bilen udbydes til leasing af Flexto for 17.595 kr. om måneden. Se den her, hvis ikke den er solgt.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS