Klaplygter er en 80’er trend, som mange forbinder med dyre superbiler fra Ferrari og Lamborghini. Men hvad kan man få med klaplygter på et stramt budget? Mærkelige biler, viser det sig…
Af: Simon Hallenslev / d. 11. maj 2021
Klaplygter, pop-up lygter, skjulte lygter. Uanset hvad du ynder at kalde dem, er lygterne, der dukker op fra bilens flade forende, forbundet med 70’erne og 80’ernes allerstørste bilikoner.
Ferrari var glade for klaplygterne, hvorfor de blev monteret på legendariske modeller som Ferrari 288 GTO og Ferrari F40. Også Lamborghini tog lygtedesignet i brug i modellerne Lamborghini Countach og Lamborghini Diablo, som de fleste bilelskere kender og elsker.
På et tidspunkt gik der også inflation i klaplygterne, som blev puttet på alverdens underfundige og mere budgetvenlige modeller. Det illustrerer de 3 biler, som vi har fundet her, ganske tydeligt. De har alle klaplygter, er alle ganske særegne og koster alle under 70.000 kroner.
Ferrari-rød svensker: Volvo 480 Turbo







Vi sagde jo, at det ville blive lidt mærkeligt. Her er en Ferrari-rød hatchback med klaplygter, der er svensk af navn men hollandsk i sin oprindelse. Volvo 480 er både designet af en hollænder og bygget i Holland.
Volvo 480 er ikke alene den første og sidste model fra Volvo med klaplygter. Den var også den første Volvo nogensinde til at få forhjulstræk, da svenskerne op til 1986, hvor 480 blev lanceret, havde holdt godt fast i baghjulstrækket.
480-modellen er ikke som Volvo’er er flest. Den var nemlig både kvik og kompakt, hvilket stod i skærende kontrast til de store, kantede biler, Volvo ellers lagde navn til. Denne røde Volvo 480 har den største turbomotor, der blev lagt i modellen, som yder 120 hk til de 1.025 kg, bilen vejer.
Det er nok til, at den kan gå fra 0 til 100 km/t på 9 sekunder, hvorefter den først topper ud ved 200 km/t. Skal den røde svensker med klaplygter blive din? Så kan du se den til salg her for 69.000 kr., hvis ikke den er solgt i mellemtiden.
Volvo 480 Turbo
Motor: R4, 1.720 cm, benzin
Ydelse: 120 hk / 175 Nm
0-100 km/t: 9 sek.
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 11,9 km/l
Nypris i ’89: Ca. 385.000 kr.
Japansk 80’er rumskib: Subaru XT





Når du ser denne Subaru XT forfra, ligner det en typisk 80’er bil med klaplygterne. Den ligner måske lidt en Honda Prelude fra de rigtige vinkler, og det er ikke fordi, der er noget der springer kraftigt i øjnene.
Alt dét ændrer sig, når man ser bilen bagfra. Her er det svært at sætte ord på, hvad den rigtigt ligner. Et rumskib måske. I virkeligheden er bilen dog inspireret af flyindustrien. Det ses særligt i kabinen, der er udviklet som et flycockpit, hvorfor gearstangen ligner et joystick. Knapperne til langt lys, sprinker og lignende findes på to store konsoller bag rattet med masser af knapper.
Også bilens udformning trækker tråde til flyindustrien, da Subaru brugte meget tid i en vindtunnel for at sikre, at aerodynamikken var i top. Ved lanceringen i 1985 var Subaru XT derfor en af de mest aerodynamiske produktionsbiler overhovedet.
Subaru valgte også at proppe modellen med teknik, hvorfor bilen kommer med computerstyret motor og gearkasse, elektronisk kørecomputer og justerbar luftundervogn. Alt sammen var ganske uhørt i 80’erne. Hvis det teknologiske rumskib fra Japan skal blive dit, kan du se den til salg her for 69.900 kr., hvis ikke den er solgt.
Subaru XT
Motor: B4, 1.781 cm, benzin
Ydelse: 136 hk / 196 Nm
0-100 km/t: 9 sek.
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 10,7 km/l
Nypris i ’89: Ca. 355.000 kr.
Amerikansk revisorslæde: Chrysler LeBaron Turbo







Det var ikke kun de smarte europæiske og japanske bilmærker, der kastede sig ud i klaplygter. I 1987 valgte Chrysler nemlig at tilføje klaplygter til deres tredje generation LeBaron, selvom det var dyrere betragteligt dyrere at producere.
Læs også: 3x militærbiler til tungt terræn
I Chrysler LeBaron er det første gang, vi kan diskutere, om ordet klaplygter er det rigtige at bruge. Her er der nemlig ikke noget der ’klapper op’, som man normalt ser det. I stedet er der i Chrysler LeBaron en metalplade, der forskydes nedad, hvor forlygterne gemmer sig bag.
Uanset om der er tale om klaplygter eller skjulte forlygter, så er Chrysler LeBaron en rigtig revisorslæde, hvor de gemte forlygter bidrager til et rent design. Den er lavet til blød hat og høj cigarføring til den succesfulde revisor, der vil cruise kystvejene tyndslidte med kluden nede.
Amerkanske biler fra 80’erne og 90’erne er generelt ikke kendt for deres benzinøkonomi. Men fordi Chrysler valgte en 4-cylindret turbomotor på 2,5 liter i stedet for en V8’er, kan man faktisk lige klare omkring 10-11 km/l på en god dag med vind i ryggen. Du kan se denne Chrysler LeBaron her, hvor den står til salg til 64.900 kr.
Chrysler LeBaron Turbo
Motor: R4, 2.500 cm, benzin
Ydelse: 145 hk / 244 Nm
0-100 km/t: 11 sek.
Tophastighed: 185 km/t
Forbrug: 10 km/l
Nypris i ’89: Ca. 460.000 kr.