Ugens fund: Kør vinteren i møde i Bilbasens dyreste SUV
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Af: Simon Hallenslev / d. 29. marts 2021
I en moderne mikro- eller minibil til 100.000 kr., er du heldig, hvis du kan ramme 100 km/t på under 10 sekunder. Det kræver både lange motorvejstilkørsler og tålmodige passagerer, der i 10 sekunder eller mere skal tolerere det utiltalende lydbillede af en astmatisk minimotor på overarbejde.
Heldigvis findes der betragteligt mere tiltalende biler til de samme 100.000 kr. på Bilbasen. Biler, som på komfortabel og kompromisløs vis kan flette dig og dine passagerer ind på motorvejen.
De tre, sprøde sedaner, vi har fundet her, er fra en svunden tid. Det er tre af 00’ernes automobile helte, der smider lidt krydderi på en konform hverdag i form af 250 hk bare fordi, de kan. De er nemlig alle udviklet kort inden, der gik Greta Thunberg i bildebatten. Og ja. De er både dyrere i benzin, ejerafgift og reparationer — men de er også så meget federe end enhver økoslæde, du får for pengene i dag.
Efter 30 år med den småkedelige og suppe-steg-og-is-agtige Mazda 626, rystede Mazda i 2002 posen og lancerede Mazda 6. En model der skulle drive japanske Mazdas fremtidige strategi med mere stilfulde og designdrevne biler. Det skulle være slut med suppe, steg og is!
Det var en opgave, som Mazda 6 løftede med bravour. Den så generelt mere sporty ud og havde modige designvalg som de klare baglygter med spejleffekt, man først havde set på Lexus IS. I 2006 stadfæstede Mazda yderligere, at Mazda 6 skulle være en bil for de bilglade ved at introducere en performance-udgave i form af MPS.
LÆS OGSÅ | 3x coupé med 6 cylindre til under 70.000 kroner
MPS står for Mazda Performance Series, og i Mazda 6 betyder forkortelsen, at der er skruet en god snegl af en turbo på den 4-cylindrede rækkemotor. Det giver 260 velvillige turboheste, som sikres et ordentligt bid i asfalten, fordi Mazda insisterede på et elektronisk styret firehjulstræk, der kan fordele kræfterne mellem for- og baghjul.
Du får derfor 260 hk, firehjulstræk, acceleration fra 0 til 100 km/t på 6,6 sekunder, læderkabine og plads til hele familien. Men til hvilken pris? Sølle 59.000 kr. Bilen har gået 250.000 kilometer, og har i følge sælger lidt rust hist og her, der skal udbedres. Men det må også siges, at være indregnet i prisen. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.
Vi har nu levet hele 10 år uden nye biler fra solide, svenske Saab. Fabrikken blev låst af og nøglerne smidt væk i 2011 efter længere tids økonomisk usikkerhed, skiftende ejere og ultimativt konkurs. Herhjemme var vi glade for produkterne fra vores bilbyggende svenske naboer. Derfor holder vi stædigt fast i minderne, hvilket betyder, at der stadig er et pænt udvalg af brugte Saab-modeller til salg på Bilbasen.
Hvis du i 2005 skulle have en Saab 9-3 fra øverste hylde med alt i udstyr, var det en TS Aero, du skulle vælge. Til Aero-udstyrspakken, der var toppen af kransekagen, kunne vælges to rappe motorer. En 4-cylindret turbomotor med 210 hk og en 6-cylindret turbomotor med 250 hk.
LÆS OGSÅ | 3x mest uøkonomiske biler på Bilbasen
Denne Saab 9-3 TS Aero, som er af den anden og sidste 9-3-generation, er selvfølgelig udstyret med den største af de to motorer. V6’eren har en sulten slagvolumen på 2,8 liter og kan skubbe alle 1.500 kilo svensk stål fra 0 til 100 km/t på 6,7 sekunder.
Kabinen er udført i bedste Saab-stil. Det betyder ikke alene tykt og velvalgt læder, men også det karakteristiske instrumentbord, der er vendt mod føreren af bilen som i et flycockpit. Bilen startes i Saab-stil med nøgle mellem sæderne. Dette fordi Saab ikke har ratlås, men i stedet gearlås. Når bilen slukkes, gøres det i bakgear, hvor stangen kan låses.
Prisen for den svenske herlighed er 69.900 kr. Se den her, hvis ikke den er solgt.
Vi slutter af med en rød og familievenlig italiener af Guds nåde. En Alfa Romeo 156 GTA, der pakker et mesterværk af en 6-cylindret motor under hjelmen. Selvom bilen er en hård nyser, er 156 GTA ikke opkaldt efter computerspillet Grand Theft Auto. Det står for ‘Gran Turismo Alleggerita’, som betyder noget i stil med ‘en let Grand Tourer’. Et navn, der er hentet 60’er-modellen Alfa Romeo GTA.
Alfa Romeo var stålsatte på at lave en eksklusiv og højt ydende sportsversion af 156-modellen. Derfor dedikerede de et team og et samlebånd specifikt til GTA, som skulle bygges sideløbende med de hverdagsvenlige 156’ere. Hovedingrediensen i GTA var en V6-motor, men ikke hvilken som helst V6-motor.
LÆS OGSÅ | 3x rigmandsbiler til under 70.000 kr.
Med hjælp fra Maserati lavede Alfa Romeo en videreudvikling af den legendariske Busso-V6’er. En motor, der er opkaldt efter sin ophavsmand, Giuseppe Busso, som var Alfa Romeos forhenværende motoringeniør. En motor, der den dag i dag er berømt for sit lydbillede, som har sikret den legende-status blandt bilkendere.
Lige så fantastisk lydbilledet er, lige så tørstig er det ikoniske kraftværk under hjelmen på 156 GTA. Alfa Romeo kunne ikke overholde de europæiske krav til udledning og måtte trække stikket på produktionen i slutningen af 2005. Det gør denne Alfa Romeo 156 GTA med modelår 2006 til én af de allersidste. Prisen for den italienske skønhed er 99.900 kr. og du kan se den her, hvis ikke den er solgt.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den kompakte Cupra Born VZ har 326 hestekræfter, baghjulstræk og elektronisk styret undervogn – og lang rækkevidde. Er den bare hurtig eller også sjov?
Den store Kia EV9 bliver nu hurtigere og sjovere. Med cirka 509 hestekræfter, adaptiv undervogn og kunstige gearskift kan den blive den sjoveste store elbil.
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.