Ford Puma
september 9, 2020

3x sjove biler med under 100 hk

Jo flere hestekræfter jo mere sjov – eller hvad? Vi har fundet 3 sjove og betalelige biler på Bilbasen, som alle har 100 hk eller færre.

Af: Simon Hallenslev / d. 8. september 2020

Blandt bilentusiaster er der ofte konsensus om, at flere kræfter er ensbetydende med mere sjov. Af samme årsag er turbotrykket noget af det første, der pilles ved, hvis bilen skal modificeres.

Men er flere hk virkelig den ufejlbarlige vej til sjov? Eller kan det også lade sig gøre at have det sjovt, hvis du kun har 100 hk at gøre med? Det mener vi, at det kan, og har fundet tre betalelige biler på Bilbasen, der illustrerer det så glimrende. Se bare her:

Fiat Panda 100HP

Du forbinder næppe en Fiat Panda med sjov og ballade, men faktisk findes der en variant, som netop kan give dig dét. Den hedder Fiat Panda 100HP, som på papiret yder 99 hk (det er noget med regnemetoden). Kræfterne hentes fra den omdrejningsvillige sugemotor med fire cylindre på 1,4 liter.

Det kom lidt som et chok, da Fiat i 2006 præsenterede en sportslig variant af den kantede budgetfamilieøse, Panda. Motoren var taget fra Grande Punto og tilmed peppet lidt op, så den kom op og yde 100 hk og først render gearet ud, når der står 6.000 på omdrejningstælleren.

LÆS OGSÅ | 3x biler med over 400 hk, der koster under 300.000 kr

Accelerationen blæser ingens hatte af – og det er også fællesnævneren for de resterende to biler i artiklen. Panda 100HP går fra 0 til 100 km/t på 9,5 sekunder og topper ved 185 km/t. Så det er ikke derfor, den er sjov. Panda 100HP er først og fremmest sjov, fordi den vejer under et ton.

Derudover er den sjov, fordi Fiat faktisk gjorde sig umage med undervognen. Panda 100HP har nemlig et modificeret ophæng med fjedre, støddæmpere og bøsninger, som gør, at bilen sidder lavere og hårdere end en standard Panda, ligesom den også har skivebremser hele vejen rundt. Dét kalder på ballade, når vejen kringler! Bilen på billedet koster kun 39.900 kr. Hvis den er solgt når du læser med, kan du lede efter andre Panda 100HP her.

Ford Puma

I dag er Ford Puma en crossover med mild hybridsystem. Og selvom den nye Puma kører godt, så skær ordet ’crossover’ i ørerne, når man ved, hvilket ophav modellen har.

Ganske vidst ligner den første Ford Puma en forvokset cykelhjelm på hjul, men enhver der har siddet bag rattet af én ved, at den kører langt bedre, end den ser ud. Den Puma vi har fundet her, er den mindste 1,4-liters med 90 hk, som kan skubbe hjelmen fra 0 til 100 km/t på sløve 11,9 sekunder. Men Puma fås også som 1,7-liters med 35 flere hk.

LÆS OGSÅ | 3x kvikke stationcars med over 300 hk til under 200.000 kr

Igen skal sjovheden findes i lav vægt, da Ford Puma kun vejer lige omkring et ton. Der blev kun produceret lidt over 130.000 eksemplarer, og alligevel nåede Puma at blive notorisk kendt for sine køreegenskaber.

Hvis du insisterer på at finpudse dine håndbremsevendinger eller har aspirationer om at blive stuntman, er en Ford Puma ikke et skævt sted at starte.

Smart Roadster-Coupé Brabus

Hvis vi siger Brabus, hvad tænker du så? Du tænker med al sandsynlighed på en stor, glubende Mercedes med 800 hk. Det er nemlig den slags galskab, som det tyske tuningsfirma primært lægger sit navn til. Men de har også lagt navn til noget med sølle 100 hk!

Smart Roadster-Coupé er i sig selv et særsyn på de danske landeveje. Og når du kaster Brabus ind i ligningen, bliver det endnu mere sjældent. Alligevel koster den på billedet bare 99.500 kr og den har tilmed ikke rundet 100.000 km endnu.

LÆS OGSÅ | 3x oversete luksusbiler til under 80.000 kr

Forskellen på den ’almindelige’ Roadster-Coupé og så den, som Brabus lagde navn til, er ikke uvæsentlig. Brabus øger kræfterne i den lille, 3-cylindrede motor fra 82 hk til 100 hk og smider en stærkere kobling i, hvilket giver hurtigere gearskift fra den automatiske gearkasse. Derudover har Brabus-versionen en lavere og stivere undervogn og et andet udstødningssystem med to centermonterede afgangsrør.

Accelerationen fra 0 til 100 km/t gøres på ikke imponerende 9,8 sekunder. Men det, der for Roadster-Coupé gør hele forskellen er, at den har baghjulstræk! 100 hk, under 800 kg og baghjulstræk – det kan kun blive sjovt på en afsidesliggende landevej!

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS