Hvis du har forplantet dig ud af en almindelig stationcar men nægter at købe en middelmådig minibus, er du havnet det rigtige sted. Vi samler 3 fede alternativer med plads til den store familie.
Tekst: Simon Hallenslev Foto: Salgsbilleder
Barn nummer tre, den klassiske efternøler, bringer meget glæde med sig. Undtagen på bilfronten – her gør de mere skade end gavn. Så længe børnene er små, kan en stationcar gå an, men i takt med at de vokser, stiger mængden af habengut, og de stakkels familier tvinges i en minibus.
Og hvorfor er det så forfærdeligt, hører jeg dig spørge? Fordi en minibus er oftest er født som varevogn. De er bygget som håndværkerens arbejdshest, hvilket betyder hård plast, ringe støjisolering og bumlede undervogne.
Undgå dette ved at vælge én af disse tre fede alternativer. Alle er luksusbiler med et par år på bagen, hvorfor de næppe vinder priser for økonomi… Men hey, familien kan brede sig i komfortabel luksus, og det har sin pris!
Japaneren: Mazda CX-9





At kalde denne Mazda CX-9 for ‘japaneren’ er måske så meget sagt. Nok er Mazda et japansk bilmærke, og CX-9 er da også bygget på fabrikken i Hiroshima. Modellen er bare aldrig solgt i Japan og deler en hulens masse med en håndfuld amerikanske modeller.
CX-9 er resultatet af en atypisk forretningsromance mellem Ford og Mazda, som faktisk kan vise sig at være det bedste fra begge verdener.
Platform og motor er fra Ford, hvor CX-9 deler mangt og meget med Ford Edge. Amerikanerne er glade for luksus, komfort og kraftoverskud, hvilket er deres bidrag til CX-9. Mazda har dertil krydret den med byggekvalitet og pålidelighed.






Mazda CX-9 AWD
Motor: V6, 3.726 cm3, benzin Ydelse: 277 hk / 270 hk 0-100 km/t: 10 sekunder Tophastighed: 192 km/t Forbrug: 8,9 km/l Mål (L/B/H): 509/194/173 cm Køreklar vægt: 2.165 kiloBagagerumsvolumen: 810-1.641 liter
Den 3,7-liter store V6’er under hjelmen på denne Mazda CX-9 er en velprøvet sag. Den bruges nemlig i alt fra Ford Mustang og Police Interceptor til baneraceren Radical RXC. I Mazda CX-9 yder motoren 277 hk og formår at skubbe den to tons tunge fusionsslæde på 10 sekunder.
For amerikanerne er kompromisløshed vigtigere end en kvik acceleration, og når den vellydende V6’er gør sine ting med alle fire hjul, kan hele familien læne sig tilbage i luksus. Denne Mazda CX-9 har fuld læderkabine, 3-zonet klimaanlæg, Bose lydanlæg, bakkamera og en flot mængde sikkerhedsudstyr som gardinairbags til alle tre sæderækker.
Bilen står til salg med fuld servicebog og 78.000 km på klokken til 240.000 kr.
Tyskeren: Mercedes-Benz R-Klasse




Selvom R-Klasse klassificeres som en MPV, ser Mercedes-Benz den som mere end det. Til Detroit Auto Show i 2002 præsenterede Mercedes-Benz nemlig konceptbilen til R-Klassen, som de kaldte for en Grand Sport Tourer.
Mercedes-Benz havde en drøm om at bygge en luksuriøs og sportslig grand tourer – en madkassetransporterende MPV. Og de fik den til at gå i opfyldelse.
Sammenlignet med de fleste andre europæiske MPV’er, er denne Mercedes-Benz R350 nemlig lidt af et overflødighedshorn og et komfortabelt et af slagsen. Under MPV-formerne gemmer sig nemlig platformen fra Mercedes-Benz M-Klasse og GL-Klasse.








Mercedes-Benz R350 4Matic
Motor: V6, 3.498 cm3, benzin Ydelse: 277 hk / 270 hk 0-100 km/t: 8,4 sekunder Tophastighed: 230 km/t Forbrug: 8,7 km/l Mål (L/B/H): 516/192/166 cm Køreklar vægt: 2.075 kiloBagagerumsvolumen: 869-2.406 liter
Den bundsolide SUV-platform og det kompromisløse motorprogram skulle, lidt ligesom med Mazda CX-9, sikre succes på den anden side af Atlanten. Det samme skulle luksusudstyr som 3-zonet klimaanlæg, kurvelys, bakkamera, eljusterbare forsæder og fartpilot. Og det så ud til at blive en succes.
Læs også: 3x muskelbiler med mere end 650 hk
De første to år spyttede Mercedes-Benz mere end 35.000 stk. R-Klasse fra deres amerikanske produktionsfaciliteter, hvilket var lovende. Dernæst meldte en vis finanskrise sig på banen, og det gik ud over biler, der var bygget som overflødighedshorn. Trods oceaner af plads og stor ros for et højt komfortniveau, er R-Klasse derfor ikke et hverdagssyn på vejene i dag.
Denne bandit kan blive din for 149.800 kr. med 199.000 km på klokken.
Amerikaneren: Dodge Durango





I kølvandet på to amerikaner-orienterede europæere synes det kun rimeligt at bringe en ægte amerikaner. Denne Dodge Durango er så amerikansk som bacon på pandekager og skydevåben i supermarkedet.
V8-motoren på 5,7-liter er på ingen måde sat op til at være hurtig men nærmere til buldrende og underspillet kompromisløshed. 350 hk er ikke meget, men 500 Nm er rigeligt.
Af samme årsag kan du roligt trække campingvognen, båden eller rendegraveren med 3.500 kg på krogen. Mangt og meget på Dodge Durango deles med arbejdshesten Dodge Ram, dog tilføjet en hulens masse luksus for at tilgodese de forvænte amerikanere.





Dodge Durango Hemi Limited
Motor: V8, 5.654 cm3, benzin Ydelse: 350 hk / 502 hk 0-100 km/t: – sekunder Tophastighed: – km/t Forbrug: 5,2 km/l Mål (L/B/H): 491/181/179 cm Køreklar vægt: 2.220 kiloBagagerumsvolumen: 532-2.492 liter
Selvom Dodge Durango solgte bedst som 7-personers, er dette eksemplar en mere sjælden camperversion, hvor man får seks fulde sæder samt masser af opbevaringsplads. Trods den er artiklens ældste får man stadigvæk luksusudstyr som 3-zonet klima, fartpilot, eljusterbare forsæder samt en klassisk amerikansk koksgrå læderkabine.
Det er klart, at en amerikaner på 5,7-liter er tørstig, og det er den også på en god dag med vind i ryggen. Til gengæld kan du befordre familien i luksus ‘the american way’ i en bil, du næppe møder magen til på landevejene. Der er nemlig ingen Durango fra samme generation indregistreret i Danmark i skrivende stund.
Den kommer til at stå dig i 194.900 kr. med 165.762 km på klokken. Se den her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.
Find andre biler med god plads på Bilbasen: