oktober 11, 2021

De 5 fedeste James Bond-biler (og de værste)

James Bond er tilbage på det brede lærred, og traditionen tro er den hemmelige agent bag rattet af et væld af eksotiske biler udstyret med gadgets og overraskelser. Vi har fundet de 5 fedeste højdepunkter fra kataloget med Bond-biler – og 3 af de knap så heldige.

Tekst: Bilbasen Blog / Foto: YouTube/ Dato: 11. oktober 2021

Lotus Esprit

Der har aldrig manglet gadgets i James Bonds biler. Men toppen blev faktisk allerede nået i 1977 med ’The Spy Who Loved Me’. Her ser vi nemlig agenten, spillet af Roger Moore, undslippe en fjendtlig helikopter ved at køre sin hvide Lotus Esprit direkte i havet. Bedst som man tror, at det er ude med agenten og hans kvindelige ledsager, trykkes der på en knap, og bilen forvandler sig til en ubåd – naturligvis med indbyggede vand-til-luft-missiler, som gør en ende på helikopteren. Scenen er en af de mest berømte i serien om James Bond, og bilen fra optagelserne – den eneste, som rent faktisk fungerede som ubåd – blev nogle år senere fundet i en container i USA og i 2013 solgt på en auktion for dét, der svarer til 5,5 millioner danske kroner. Køberen var ingen ringere end Tesla-skaberen Elon Musk. Og hvis du har set hans Cyber Truck, ved du, hvor han har fået idéen til det kantede, polygonale design…

BMW Z8

Hvis en britisk nationalhelt absolut skal køre en tysk sportsvogn, har den bare at være exceptionel. Netop dét var den sølvfarvede BMW Z8 i ‘The World Is Not Enough’ fra 1999. Kombinationen af det spektakulære retro-roadsterdesign (i øvrigt tegnet af danske Henrik Fisker, som senere også skabte Aston Martin DB9 og V8 Vantage) og en 400 hk V8 fra en M5 var absolut den hemmelige agent værdig. James Bond, denne gang spillet af Pierce Brosnan, kan i filmen fjernstyre bilen med sin nøgle. Og Q har udstyret køretøjet med alt fra jord-til-luft-missiler, maskinpistoler, head-up-display (som var ret syret ekstraudstyr dengang) og hele seks kopholdere. Til trods for et titaniumforstærket karrosseri ender bilen imidlertid livet, da den i en absurd scene bliver skåret i to dele af en helikopter med en gigantisk kædesav.

Citroën 2CV

Kun James Bond kan få en 2CV til at shine, som den gør i ‘For Your Eyes Only’ fra 1981. Efter den spacy ‘Moonraker’ ønskede filmens producent at vende tilbage til en mere original og realistisk Bond. Således havner agenten altså i en gul Citroën. Han bliver sammen med figuren Melina Havelock forfulgt af skydegale forbrydere i to styk Peugeot 504, og trods manglen på eksotiske sportsvogne er biljagten en af filmhistoriens mest underholdende. Efter en tur rundt på taget overtager Bond på typisk macho-vis rattet, og så går det ellers over stok og sten via snoede bjergveje og ned ad klippesider med håndbremsevendinger og flyvehop undervejs. Bilen blev under optagelserne kørt af den franske stuntkører og rallystjerne Rémy Julienne, som også sørgede for at bytte den 2-cylindrede 2CV-motor ud med en 4-cylindret fra GS-modellen, hvilket fordoblede effekten til vilde 60 hk.

Mercury Cougar XR-7

En af de knap så kendte Bond-biler, måske fordi den i virkeligheden slet ikke tilhører agenten. Men derimod hans senere hustru, Countess Tracy di Vicenzo, i ‘On Her Majesty’s Secret Service’ fra 1969. Som en hilsen til det amerikanske publikum optræder James Bond ved flere lejligheder i US-biler som Ford Mustang. (Blandt andet i ‘Diamonds Are Forever’ fra 1971, hvor han kører på to hjul i Las Vegas). Men den røde Mercury Cougar XR-7 er muligvis en af de mest undervurderede i Bond-serien.

LÆS OGSÅ | De 10 mest geniale klassikere som elbil

Den har brede fælge, dybe sportssæder og et stort hul i motorhjelmen. Herunder finder du en 428 Cobra Jet Ram Air V8-motor, som med i omegnen af 400 hk var ren vanvid dengang. At den samtidig er en cabriolet med kaleche og en spøjst monteret skiholder på bagsmækken, gør den kun endnu mere spektakulær. Scenen, hvor Tracy overrasker Bond, spillet af George Lazenby, ved at balancere den brølende amerikaner rundt mellem racerbiler på en isbane i de schweiziske Alper og ender med at undslippe skurkene i en Mercedes S-Klasse, er automotiv filmkunst på højt niveau!

Aston Martin DB5

Der har været mange Aston Martin-modeller i James Bonds hænder, men den første, du tænker på, er naturligvis den sølvgrå DB5. Den så man for første gang i ‘Goldfinger’ fra 1964. I dag ligner den muligvis noget fra et omrejsende cirkus med de skjulte maskinpistoler bag blinklygterne, drejbare nummerplader, røgslørsapparat, skudsikkert skjold bag bagruden, oldschool trackingsystem og ikke mindst et katapultsæde, som bliver anvendt til at skyde en uønsket passager ud af bilen via en lem i taget. Det var imidlertid eksotisk hightech i en tid, hvor vi endnu ikke havde sat et menneske på Månen.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Vildt eftertragtet BMW M3 fra 1989

Legetøjsudgaven fra Corgi er formentlig en af de mest solgte modelbiler i verden. DB5-modellen blev i øvrigt lanceret blot tre måneder inden optagelserne begyndte. Og at den blev James Bonds firmabil skyldtes, at agenten kører en DB Mark III i forfatteren Ian Flemings romanserie om den hemmelige agent. End ikke den skarpeste marketingchef havde forestillet sig, at den ville blive den mest ikoniske bil i filmhistorien. Og samtidig en figur, som igen og igen vender tilbage som gæst i nutidens James Bond-produktioner – selv i den seneste ‘No Time To Die‘.

3 af de værste

James Bond har kørt i alt fra Bentley til Tuk-Tuk. Ofte har køretøjerne hjulpet agenten ud af en knibe – og ofte er det endt med ild, eksplosioner og rigeligt med bøjet metal. Mange gange har bilerne været lige så fantastiske som scenerne. Men der har altså også været et par skæverter, som ikke passer til en toptjekket hemmelig agent. Her er tre af dem.

BMW Z3

Da James Bond-sagaen returnerer til biograferne med ‘Goldeneye’ 1995, har BMW den store pengepung fremme. De sørger for, at 007 sætter sig bag rattet i deres nye Z3. Den var lige så anti-eksotisk, som den var undermotoriseret. Og Pierce Brosnan lignede mere end ejendomsmægler fra Nordsjælland end en hemmelig agent i den lille bimmer. Efter filmens premiere væltede det imidlertid ind med bestillinger på bilen, så planen lykkedes. I hvert fald for BMW.

Ford Mondeo

Daniel Craig er en af de mest cool Bond-skuespillere. Men da han ankommer til Casino Royale på Bahamas i 2006-filmen af samme navn, sker det i en, ehrm… Ford Mondeo. Her er ingen skjulte gadgets, indbyggede missiler eller andre overraskelser. Du må nøjes med en 35 sekunder lang scene, hvor agenten sidder bag i en af tidens mest solgte danske firmabiler. Han ligner mest en kørende sælger, der er træt af sit arbejde. Det er ganske vist kun en udlejningsbil, men Bond burde have taget en taxa til hotellet i stedet.

AMC Hornet

Det var amerikanernes svar på en kompakt og familievenlig bil, som alle havde råd til. Derfor alt andet end en James Bond-bil. Og at den røde AMC Hornet, som Roger Moore kører i ‘The Man With The Golden Gun‘ fra 1974, skriver sig ind i filmhistorien, da agenten flyver over en thailandsk flod i et legendarisk roterende flyvehop ændrer ikke på, at bilen var lige så eksotisk som en trillebør. Det siges i øvrigt, at stuntkøreren, som var bag rattet i den spektakulære scene, fik udbetalt en bonus på 30.000 dollars for at have udført opgaven i første forsøg.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS