marts 18, 2018

5 ting du fortryder, når du køber bil

Uanset om din bil fungerer som et firehjulet fristed, eller om det bare er et tørskoet transportmiddel, så er livet for kort til at ærgre sig, hver gang du sætter dig bag rattet. Vi hjælper dig med at undgå de værste brølere.

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 18. marts2018

Det er altid dejligt at få en ny bil (brugt bil eller ny), men der er bare noget udstyr og nogle detaljer, som du formentlig kommer til at hade.

For selvom biler på mange måder er blevet bedre med årene, så er der bare ting, som ikke er gennemtænkte. Måske har du heller ikke selv tænkt på dem, men her er i hvertfald en kort liste med fem ting, som jeg enten har fortrudt eller ville fortryde, når der skal fire nye hjul med karrosseri i indkørslen:

1. Lyse kabiner

Det ser altid superfedt i ud i brochuren, når sæderne, tæpperne og måske noget af instrumentbordet er holdt i lyse farver. Men jeg lover, at du bliver supertræt af pletter og afsmitning fra cowboybukser. Hvis toppen af instrumenbordet er lyst, så kommer du til at hade genskinnet. Lyse kabiner er helt forbudt for børnefamilier – med mindre du har råd til at have en klargøringsmand på bilen hver anden dag. Eller måske har en au pair. For os andre er lyse kabiner altså no-go.

2. To og tre døre

Hvis du køber en flot coupé, så lever du selvfølgelig med to døre, fordi bilen ser fed ud. Men hvis du køber en Skoda Citigo eller anden husmandsmodel, så kommer du til at hade konceptet, for der er ingen plusser over en lavere pris.

Du kan ikke lige smide en taske ind på bagsædet, og helt galt går det, hvis du kan have børn på bagsædet – der er nærmest garanti for et hold i ryggen. To og tre døre er til coupeer og cabrioleter, basta!

3. Bil uden aircondition

Vi havde da ikke aircondition i mine forældres bil, så det kan man sagtens undvære, tænker du måske. Men det kan du ikke.

Dels kører vi meget hurtigere på motorvejen i dag, så vindstøj og bulder med åbent vindue er på Boeing 747 niveau. Og dels har du helt sikkert bare fortrængt, hvor ulideligt varmt det var.

Biler bliver til en sauna på hjul i solen, hvilket måske er fedt nok for en finne, men for de fleste er aircondition et must. Og husk at tjekke om det virker, inden du køber en bil.

Lige nu er der mere end 14.000 biler med aircondition til salg på Bilbasen.

4. Sedan med fast bagsæde

Det her er så tosset som noget kan være. Forestil dig, at du har købt en BMW sedan og lige skal hente en fodliste til soveværelset, ja den der har manglet i syv år. Så står du i Bauhaus og vil lægge sæderne ned i din sedan for sådan en pind må jo kun stikke en meter bagud af bilen. Så opdager du, at sæderne ikke kan lægges ned.

Den detalje har nemlig kostet ekstra på en BMW helt frem til november 2016 på en 5-serie og til juli 2017 på en 3-serie. Og det kan ikke eftermonteres!

Så tjek lige bagsædet inden du sætter kragetæer på en slutseddel på en sedan.

5. Den fornuftige bil

Biler skal selvfølgelig være fede, men de skal også koste så lidt som muligt. Du har barberet valget af ny bil til to biler: Den fornuftige, som ikke tænder dig og en der er lidt dyrere, men som du synes er fed.

Lige her kan jeg godt love dig, at det ikke er de 400 kr. om måneden, som du sparer på den kedelige fornuftige, der gør dig lykkelig. Gå med dit hjerte, hvis du har råd, for biler handler meget om følelser. Og en del om penge, men meget om følelser.

Så spørg lige nede i maven, hvad den synes.

Se også:

Brugtduel: VW Passat vs Skoda Superb

Av for pokker: Esben og Anders er onde ved en Citroën C3 Aircross

 

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS