VW Golf tog prisen sidste år, men i år gik prisen til dens spanske fætter – Seat Leon. Vi ser nærmere på, hvad der gør Seat Leon til en vinder.
Af: Ebbe Sommerlund / d. 17. september 2020
Det var et tættere felt end nogensinde før, men i sidste ende løb Seat Leon 2012-2019 med sejren i kåringen af Årets Brugtbil 2020. Den spanske folkevogn fik sig klemt ind på førstepladsen foran Kia Ceed, BMW 3-serie, Mercedes A-klasse og Skoda Superb.
LÆS OGSÅ | Golf GTE: Årets Brugtbil 2019 tilsat strøm
Ofte løber nye biler og nybilsmarkedet med omtalen i medierne, men de fleste danskere ser efter brugte biler, når den firehjulede skal skiftes ud. I 2019 kom der således nummerplader på mere end dobbelt så mange brugte biler, som nye ditto.

Tæt felt i Årets Brugtbil
Årets Brugtbil kåres af en jury bestående af biljournalister og fagfolk fra bilbranchen. Først findes fem finalister bland det 150 mest omsatte biler på det danske brugtmarked. I finalerunden giver de 17 jurymedlemmer point til tre favoritter. I år var feltet så tæt, at vinderen ikke var fundet før den sidste stemme løb ind i markedsanalytiker Jan Langs indbakke.
To biler havde lige mange stemmer, nemlig Kia Ceed og Seat Leon, så vinderen bliver afgjort på antallet af førstepladser, og her trak Seat Leon altså det længste strå. BMW 3-series større og stærkere motorer fik den Bayerske finalist ind på tredjepladsen – kun 15 point fra førstepladsen.
Mercedes-Benz A-klasse og Skoda Superb halsede langt efter på fjerde og femtepladsen. Det er dog vigtigt at pointere, at alle de fem finalister er glimrende brugtkøb.
Finalisterne og stemmerne
Seat Leon (2012-2020):
130 point, 6 førstepladser
Kia Ceed (2012-2017):
130 point, 4 førstepladser
BMW 3-serie (2012-2019):
115 point
Mercedes A-klasse (2012-2018):
70 point
Skoda Superb (2014-2020):
65 point

Derfor vandt Seat Leon
Der er forskellige begrundelser fra jurymedlemmerne, hvorfor Seat Leon er favoritten. Prisen er en væsentlig faktor, da Seat Leon i runde tal sparer dig for 10-15 % i forhold til en VW Golf med samme drivlinje.
Christian Schacht, der er bilredaktør på Jyllands-Posten siger:
”Seat Leon lever i skyggen af sine søstermodeller fra Skoda og Volkswagen, men bilen er generelt fremragende og koster langt mindre. Jeg ville gå efter den faceliftede model, der kom i 2017.”
LÆS OGSÅ | Test: Ny Seat Leon er en formidabel spiller i Golf-klassen
Og Morten Bek fra Blog om Biler og Bilbasen siger:
”Den tredje generation Seat Leon forener dynamiske køreegenskaber med gode pladsforhold, især som stationcar, langtidsholdbart design, kraftige motorer og gode langtursegenskaber. Som brugt er den både spændende og fornuftig.”
Hvis man skal koge det ned til, hvad der kendetegner et godt brugtkøb, så er det værdi for pengene og solid teknik. Og her vinder en brugt Seat Leon altså i 2020, og så skader det selvfølgelig ikke at den samtidig ser godt ud.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil:
2019: VW Golf, årgangene 2014-2016 |
2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015 |
2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015 |
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012 |
2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011 |
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012 |
2013: Toyota Avensis, årgang 2007 |
2012: Honda Accord, årgang 2009 |
2011: Kia Ceed, årgang 2007 |
2010: Opel Astra, årgang 2005 |
2009: Ford Focus, årgang 2005 |
2008: Ford Mondeo, årgang 2004 |
2007: Mazda6, årgang 2003 |
2006: Škoda Fabia, årgang 2001 |