Volkswagen Touran
Forbrugerstof
11. maj 2026

Auf Wiedersehen, VW Touran!

Efter mere end 2,3 millioner eksemplarer og mange års dansk popularitet er det slut med Volkswagens kompakte, men meget rummelige familiebil.

Morten B. Bek

Morten Bek

Da den kom frem i slutningen af 2002, var den sent på den - og omringet af konkurrenter: Volkswagen kom sent til MPV-festen med Touran, og det var Citroën C4 Picasso, Renault Scenic og Opel Zafira, der allerede for længst havde overbevist folk om det smarte ved konceptet med en kasseformet familiebil.

Men det viste sig, at Touran skulle overleve alle de andre fra dengang. Mens Ford har lukket ned for C-Max (der startede som Focus C-Max og S-Max, og det er længe siden, det har været en mulighed at købe lignende biler hos Citroën, Peugeot, Toyota og Opel, så er VW fortsat med Touran.

Frem til den 29. april. Det blev dagen, hvor det sidste eksemplar af Touran kørte af samlebåndet i Wolfsburg, og det skete efter en samlet produktion på mere end 2,3 millioner eksemplarer. Det er tilsyneladende nye sikkerhedsforeskrifter i EU, "General Safety Regulation II C", der vil gøre, at Touran fra 1. juli ikke længere ville kunne indregistreres - det kan ikke betale sig for VW at lave de omfattende tekniske ændringer på den mere end 10 år gamle model.

Danskere har sat stor pris på Touran for dens meget rummelige interiør med op til syv sæder (to af dem ikke ligefrem til voksne), mange praktiske løsninger og fine køregenskaber. I løbet af Tourans kun to komplette generationer - en fra 2002 til 2015, en fra 2015 til 2026 - er der solgt 36.864 eksemplarer i Danmark (tal fra Bilstatistik.dk).

VW Touran74 large
FOTO: VW
VW Touran69 large
FOTO: VW
VW Touran73 large
FOTO: VW

Masser af brugte til salg på Bilbasen

Selv om Touran i de senere år næsten udelukkende er solgt i Danmark som udlejningsbil, da familierne begyndte af søge mod crossovers, og politiet i 2022 besluttede at gå fra Touran til Mercedes-Benz GLB, så er der ingen tvivl om, at Touran er en meget populær bil på brugtmarkedet.

På Bilbasen er der lige nu 253 eksemplarer til salg. Det billigste eksemplar er årgang 2009, en bil med 325.000 kilometer på tælleren og den støjende 1,9-liters TDI-diesel med 105 hestekræfter - og den nyeste Touran er en 2023-model, en 1,5 TSI Highline med kun 31.000 kilometer på tælleren. Selv 10 år gamle eksemplarer kan koste langt over 150.000 kr., og eksemplarer med seks-otte år på bagen kan koste i nærheden af 300.000 kr., og det viser, at konceptet er alt andet end gået af mode.

Den ældste Touran til salg på Bilbasen stammer fra 2004, og som så mange andre vil den helt sikkert være så populær, at den kører, til bagklappen falder fra hinanden, fordi den er rustet op, og den gamle dieselmotor tager sit sidste hakkende åndedrag.

Lige nu er der i alt 20.966 Touran i Danmark, og det er mere end dobbelt så mange Ford Focus C-Max/C-Max.

Touran er ikke den sidste bil med forbrændingsmotor af den kompakte MPV-type, men i Danmark er det kun Dacia Jogger blandt ikke-varevognsbaserede modeller, der stadig fås; BMW 2 Active Tourer og Mercedes-Benz B-Klasse er fortsat i produktion, men med danske bilkøberes fokus på elbiler sælges de ikke længere i Danmark.

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant