Kåringen af Årets Brugtbil sættes nu i gang for 21. gang. Seks bilmodeller er udvalgt af juryen bag kåringen til at være med i finalen, og vinderen af Årets Brugtbil 2026 offentliggøres den 11. juni.
Som ved hver eneste af de tidligere kåringer handler det om at finde den brugte bilmodel, der er den mest komplette bil - når det kommer til meget bil for pengene, holdbarhed, udvalg og alt det andet, som danskerne kigger nærmere på, når de køber brugt til.
Sidste års vinder blev den populære elbil Cupra Born, der løb med titlen som det bedste brugtkøb foran Audi Q4 E-Tron, BMW iX3, Polestar 2 og Volkswagen ID.4.
Men for flere af de bilmodeller er der en ny chance. I finalefeltet ved Årets Brugtbil 2026 med de seks bilmodeller er iX3, Polestar 4 og ID.4 også i år repræsenteret - og herunder præsenterer vi feltet.
Bilbasen stiller ved kåringen med tre jurymedlemmer: Jan Lang, Simon Hallenslev og Morten Brunsgaard Bek.

BMW iX3 årgang 2020-2025
BMW iX3 af den tidligere generation er bygget på X3-platformen, men i modsætning til udgaverne med benzin- og dieselmotor, som er produceret i Europa, så er elbil produceret i Kina.
BMW producerede den første generation iX3 fra 2020 til 2025, og mens der var flere udstyrsvarianter at vælge mellem, så er det meget nemt at vælge batteristørrelse og motorkraft: alle udgaver har en elmotor med 286 hestekræfter, som sender kræfterne til baghjulene. Batteriet har en samlet kapacitet på 80 kWh, og rækkevidden er op til cirka 460 kilometer.
Udvalget af brugte iX3 på Bilbasen er omfattende, og lige nu er der 237 eksemplarer at vælge mellem. Det ældste er fra 2021 (185.000 kilometer) med en pris på 219.000 kr., men det nyeste er fra efteråret 2021 (12.500 kilometer) til 419.900 kr. På den måde er iX3 en mulighed for mange brugtbilkøbere.

Hyundai Ioniq 5 årgang 2021-2024
Finalist nummer to ved Årets Brugtbil 2026 er Hyundai Ioniq 5, der i 2021 var en af de første fornuftigt prissatte elbiler med 800V-system, som giver mere kompakt opbygning af ledningsnettet og hurtigere opladning.
Den blev fra starten markedsført med to batteristørrelser og med valg mellem baghjulstræk og firehjulstræk. De billigste udgaver har batteri på 58 kWh og en elmotor med 170 hestekræfter, men det er udgaven med 73 kWh og 229 hestekræfter, der er mest interessant med en rækkevidde op til cirka 480 kilometer. Den firehjulstrukne udgave har 325 hestekræfter og lidt kortere rækkevidde.
Ioniq 5 fik i 2024 et facelift med større batteri og tilføjelsen af den heftige N-version med 650 hestekræfter. Det billigste eksemplar blandt de 206 eksemplar, som lige nu er til salg på Bilbasen, står til 139.900 kr. med 169.000 kilometer på tælleren.

Mini Cooper SE årgang 2020-2022
Hvad den lille Mini Cooper SE ikke har i rækkevidden, det har den i køreglæde. Den har en rækkevidde på cirka 231 kilometer fra et batteri på 28,9 kWh, så nogen stor pendlerbil er der ikke tale om.
Til gengæld er den hurtig og virkelig underholdende at køre i, så man nemt smutter rundt i byen og hygger sig på turene på landevejen. Med 184 hestekræfter har man nok til at wrestle med langt større elbiler.
Mange brugte Cooper SE er kommet til Danmark fra udlandet, som er med til at hæve udvalget og gøre priserne attraktive. Et eksemplar fra de tidligere år, 2020-21, fås helt ned til omkring 100.000 kr. Der er hele 418 eksemplarer til salg på Bilbasen lige nu.

Polestar 2 årgang 2021-2023
Måske det er i år, Polestar 2 vinder titlen som Årets Brugtbil? Den var med i finalefeltet ved sidste års kåring, men måtte se Cupra Born tage sejren.
Polestars elbil taler til mange forskellige kunder, for den fås både til lave priser i et stort udvalg - og ønsker man sig en velkørende bil, så er 2'eren også et rigtig godt bud. Udgaverne juryen fokuserer på er fra den oprindelige modelgeneration med forhjulstræk (eller firehjulstræk). I 2023 skiftede Polestar nemlig til baghjulstræk.
Den velkørende model fås i veludstyrede eksemplarer fra cirka 150.000 kr., og det billigste eksemplar på Bilbasen er lige nu en 2020'er til 139.900 kr., der har kørt 236.000 kilometer.

Toyota Yaris årgang 2020-2025
Toyota Yaris er den eneste bil i finalen, der ikke kører 100 procent på el. Yaris er, typisk, en hybrid med en meget sparsommelig drivlinje, og den seneste generation er samtidig køreglad og fås med rigtig meget komfortudstyr.
Toyota er, med rette, kendt for solid mekanik, og det gør, at minibilen på den lange bane er let at holde af - fordi den er billig at holde kørende.
På Bilbasen findes over 100 eksemplarer af Yaris til salg, og langt de fleste er netop hybrider. I motorrummet ligger en trecylindret 1,5-liters benzinmotor, og en elmotor sætter ind, så tit det er muligt. Priserne starter på cirka 100.000 kr. for 2021-udgaver, der har kørt et stykke over 200.000 kilometer.

Volkswagen ID.4 årgang 2021-2024
Volkswagen ID.4 er både som ny og brugt en af de mest populære bilmodeller i Danmark. Det gør også, at mange eksemplarer er kommet til Danmark som brugte fra udlandet - og udvalget er meget stort. Lige nu er der flere end 1.300 eksemplarer til salg på Bilbasen.
ID.4 kommer i mange forskellige afskygninger fra basismodeller med batteri på 52 kWh til den kraftigt motoriserede GTX, der i første udgave havde 299 hestekræfter. Den variant er siden blevet erstattet af en med 340 hestekræfter - lige som versionen med 204 hestekræfter blev efterfulgt af en med 296 hestekræfter.
Basisudgaverne med det lille batteri har en kort rækkevidde på 343 kilometer, hvilket gør, at biler med batteri på 77 kWh, hvor rækkevidden ligger over 500 kilometer, er de langt mere populære. Priserne starter på cirka 135.000 kr. for eksemplarer fra 2020-2021.



