Volkswagen ID. Polo kommer på markedet i september, og priserne på den længe ventede minibil er på plads. Til at starte med kommer to lanceringsversioner med højt udstyrsniveau og det store af to batterier, Launch Editions, på markedet, og de øvrige varianter vil først kunne leveres fra 2027.
ID. Polo kommer i forholdsvis mange udgaver, både hvad angår motor, batteri og udstyr, og det hele starter med en basisudgave kaldet ID. Polo Trend med 115 hestekræfter, til 189.995 kr.
Det er en attraktiv pris for en elektrisk Volkswagen, på niveau med Renault 5 E-Tech, men tyskernes billigste er sparsomt udstyret - al fornuft siger, at man springer Trend over og går til Life-versionen, der starter på 204.995 kr. Den har et meget bedre standardudstyr, flere hestekræfter (135 hk) og lidt længere rækkevidde.
For at komme op i en ID. Polo med lang rækkevidde, helt op til 454 kilometer på en opladning, skal man mindst vælge Life-udstyrsniveauet, og så er prisen 229.995 kr. Det inkluderer også en hulens masse kræfter, nemlig 211 hestekræfter. Endnu flere kræfter kommer i GTI-udgaven, men den har først premiere midt i maj.







Launch Editions med besparelser op til 46.500 kr.
Den attraktivt prissatte ID. Polo Trend med 115 hestekræfter og LFP-batteri på 37 kWh har en rækkevidde op til 315 kilometer. Så langt, så godt. Den har LED-forlygter, 17" stålfælge, DC-opladning op til 90 kW, digital instrumentering med 10" display, Innovision-infotainment med 13" touchscreen, multifunktionsrat i kunstlæder, automatisk klimaanlæg og de mest basale sikkerhedssystemer - som skulle være nok til fem stjerner hos EuroNCAP. Vinterpakke med automatisk klimaanlæg med to zoner, varme i rat og forsæder fås til 4.995 kr.
ID. Polo Life, som fås med 135 hestekræfter, 37 kWh og rækkevidde op til 328 kilometer til 204.995 kr. eller med 211 hestekræfter, 52 kWh og rækkevidde op til 454 kilometer (DC-opladning 105 kW) til 229.995 kr., kommer med adaptiv fartpilot, bakkamera, p-sensorer for og bag, el-foldbare sidespejle, automatisk nedblændeligt bakspejl, trådløs smartphonelader, automatisk klimaanlæg med to zoner, varme i forsæderne, varme i rattet, stemningsbelysning, V2L-funktion til eksterne apparater og justerbar bagagerumsbund.
I toppen af modelprogrammet ligger ID. Polo Style, der som Life fås med 135 eller 211 hestekræfter; motorydelse og rækkevidde er som i Life-udgaverne. Med 135 hestekræfter er prisen 224.995 kr., med 211 hestekræfter 249.995 kr.
Style er udstyret med matrix-LED-forlygter, 17" alufælge, 3D-baglygter, oplyst VW-logo for og bag, bedre sæder, digital nøgle (telefon eller smartwatch), nøglefri betjening og tyverialarm.
De to Launch Edition-modeller, som frem til 2027 bliver de eneste mulige, er begge udstyret med motoren med 211 hestekræfter og batteriet på 52 kWh, der giver op til 454 kilometer på en opladning.
ID. Polo Life Launch Edition koster 234.995 kr., som er 5.000 kr. mere end Life-standardudgaven. Den har udstyr til en værdi af 14.500 kr. - bl.a. 17" alufælge, ekstra tonede ruder bagtil og Innovision Pro-infotainment med navigation.
ID. Polo Style Launch Edition koster 269.995 kr., 20.000 kr. mere end den almindelige Style, og den har ekstraudstyr svarende til 46.500 kr. - bl.a. 18" alufælge, trækkrog (1.200 kilo), panoramaglastag, ekstra tonede ruder bagtil, Innovision Pro-infotainment, sædekomfortpakke med bl.a. el-justerbare forsæder med massage og Assistentpakke Plus med bl.a. 360 graders kamera og Travel Assist.
Varmepumpe er ikke en del af udstyret på de to lanceringsmodeller, og den er først en mulighed i de udgaver, der kommer på markedet i 2027. Merprisen bliver 7.995 kr. til alle udgaver.
Privatleasing på 48 måneders kontrakt bliver en mulighed fra start. På de to lanceringsvarianter kan man vælge en engangsydelse på 10.000 eller 25.000 kr. Se den månedlige ydelse, fra 2.695 kr. om måneden, i skemaet herunder.
MODEL | HESTEKRÆFTER/RÆKKEVIDDE | PRIS |
|---|---|---|
ID. Polo Trend 37 kWh* | 115 hk / 315 kilometer | 189.995 kr. |
ID. Polo Life 37 kWh* | 135 hk / 328 kilometer | 204.995 kr. |
ID. Polo Life 52 kWh* | 211 hk / 454 kilometer | 229.995 kr. |
ID. Polo Life 52 kWh Launch Ed. | 211 hk / 454 kilometer | 234.995 kr. |
ID. Polo Style 37 kWh* | 135 hk / 328 kilometer | 224.995 kr. |
ID. Polo Style 52 kWh* | 211 hk / 454 kilometer | 249.995 kr. |
ID. Polo Style 52 kWh Launch Ed. | 211 hk / 454 kilometer | 269.995 kr. |
MODEL - PRIVATLEASING** | ENGANGSYDELSE | MÅNEDLIG YDELSE |
ID. Polo Life 52 kWh Launch Ed. | 10.000 kr. / 25.000 kr. | 3.095 kr. / 2.695 kr. |
ID. Polo Style 52 kWh Launch Ed. | 10.000 kr. / 25.000 kr. | 3.395 kr. / 2.995 kr. |
*Modeller markeret med * introduceres i Danmark i 2027. Indtil da fås udelukkende de to Launch Edition-udgaver.
** Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 10.000 kilometer om året.



