VW

Populære VW modeller

Om Volkswagen

Folkevogn har altid været i øjenhøjde med, ja, folket. Der er ikke noget snobberi eller højtragende over den tyske bilproducent, som i stedet er kendt for at leverer præcis dét, de lover. Det er nok også derfor, Volkswagen er blandt de største producenter i verden, størst i Europa, og ofte det absolut mest solgte bilmærke i Danmark.

Bilkoncernen har hovedsæde i Wolfsburg, hvor også én af deres mange fabrikker ligger. Ud over Volkswagen-mærket sælger de i dag også biler under mærkerne Audi, Bentley, Bugatti, Seat, Skoda, Porsche, Ducati, Lamborghini, Scania og MAN.

Volkswagen begyndte sin eksistens som Volkswagenwerk, som blev etableret i 1938 for at realisere Adolf Hitlers og nazisternes plan om at motorisere Tyskland og tyskerne. Forud for etableringen af Volkswagenwerk designede Ferdinand Porsche den kompakte og økonomiske Type 1, som senere fik tilnavnet “Boblen” herhjemme. Under krigen blev der imidlertid primært produceret åbne terrænbiler, amfibiebiler, fly og andet krigsmateriel frem til krigens slutning.

I 1945 beslaglægger de britiske besættelsesmyndigheder fabrikken og genoptager produktionen af personbiler. Vesttyskland overtager ejerskabet i 1949 og i 1960 overgår virksomheden til at være et aktieselskab.

Det er også i 60’erne Volkswagen eksperimenterer med lidt større modeller, vandkølede motorer og forhjulstræk. VW skaber i den forbindelse tre modeller, som senere bliver nogle af de mest solgte mellemklassebiler: Polo, Golf og Passat.

I 1998 blev ringen sluttet da VW introducerede en ny Bobbel i et moderne design, som imidlertid adskiller sig fra originalen på især ét punkt: Den nye bobbel er mere luksuspræget og prisen går derfor “folket” over hovedet.

De vigtigste modeller fra Volkswagen

Arteon

Den store fastback familiebil Arteon blev introduceret i 2017 og ligger lige over den klassiske Passat. Selvom modellen ikke er særligt gammel, har den i 2020 fået en opgradering som betyder, den nu også kan leveres som plug-in hybrid.

California

Den klassiske VW Transporter lægger platform til denne campervan, som i version 6.1 har fået mere plads i kabinen, og er samtidig blevet opgraderet teknisk.

Golf

Siden 1974 har Golf udgjort rygraden i Volkswagens sortiment. Den lille hatchback er perfekt som lille familiebil, men den har gennem tiderne også gjort sig godt som racerbil, og har vundet Car of the Year flere gange. I den nye version kan du udnytte hybridteknologien til at få mest ud af benzinen eller trille på ren el i dagligdagen.

T-Cross

Denne kompakte crossover SUV gjorde sit indtog i 2019, som den mindste SUV i Volkswagens lineup. Den har fint med plads, har en forhøjet siddeposition og giver en behagelig følelse af frihed og fleksibilitet.

T-Roc

Man kan sige at T-Roc lander lige i smørhullet mellem T-Cross og Tiguan som er henholdsvis den mindste og den største SUV fra Volkswagen. Det betyder du får lidt mere plads og kraft at give af med T-Roc i forhold til T-Cross, og du slipper for at tage den helt store tegnebog frem, som med Tiguan.

Ikoniske modeller fra Volkswagen

Type 1 “Boblen” (1938)

Den lille bobbel “med en boksemotor i” er så definerende for Volkswagen, at nøjes du med at omtale “en folkevogn”, så er der god chance for, folk vil tænke på boblen. Den lille runde bil med det glade udtryk, er den bil i verden, som der er produceret flest af på den samme platform. Det er også den model, som har været i produktion i længst tid, nemlig mellem 1938 og 2003.

Type 2 “Rugbrødet” (1949)

Oprindeligt var denne transporter eller bus, om man vil, bygget på baggrund af boblen, og blev introduceret i 1949. Det var en populær bil i sin egen ret, men da ungdomsoprøret og hippiebevægelsen tog den til sig, skabtes en decideret berømthed, som vækker mange nostalgiske minder i dag.

Golf GTI (1975)

Den hurtigere og mere sporty udgave af Golfen, kendt som GTI, blev lanceret på Frankfurt Motor Show i 1975. Efter den egentlige produktion begyndte i 1976, blev Golf GTI et hit lige med det samme, og siden har nyere versioner hver gang begejstret bilentusiaster.

Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS