januar 15, 2025

Bilsalget i 2024: Bilerne i toppen – og bilerne, der floppede

2024 blev det første år, hvor elbilerne stod for mere end halvdelen af de nye personbiler. Modeller som Skoda Enyaq og VW ID.4 solgte som varmt brød, men andre elbiler gik det mindre godt for.

TEKST Morten Bek FOTO Bilbasen

2024 sluttede med 173.047 nye personbiler på gaden i Danmark, viser den endelige opgørelse fra Bilstatistik.dk. Stort set samme antal som i 2023, men i tallet ligger flere elbiler på et år end nogensinde før. Det overrasker helt sikkert kun folk, som på ingen måde går op i biler.

Til dem og alle andre kan vi sige, at den 100 procent elektriske biler endte på 51,5 procent af de 173.047 nye personbiler i 2024. Med regnemaskinens hjælp kan vi se, at danskerne købte eller leasede 83.928 elbiler i løbet af året.

Cirka hver ottende af alle de nye elbiler indregistreret i 2024 var af præcis samme slags: Tesla Model Y – 10.471 eksemplarer. I 2023 var Tesla langt højere med 17.955 styk af den elektriske crossover, så en meget stor nedgang.

Men det er ikke noget at være ked af, når man er Tesla. Model Y var stadig langt mere populær end den næstmest populære, Skoda Enyaq (5.654 eksemplarer), og hvis alle Model Y siden lanceringen tælles med, så er den danske bestand, som det hedder, på 39.083 styk.

Nedgang for (tidligere) populære elbiler

Hvis et bilmærke har en elbil i modelprogrammet, så skulle man tro, at den i Danmark nærmest solgte sig selv. Sådan er det da også med en del elektriske modeller, men hvis prisen er forkert – eller bilen ikke er god nok – bliver kunderne væk.

Med flere og nyere konkurrenter på markedet er det i 2024 gået ret hårdt ud over engang så populære elektriske modeller. Audi Q8 E-Tron, BMW i4, BMW iX, Mercedes EQS/EQS SUV, MG4, Polestar 2, Tesla Model S, Tesla Model X og Volvo EC40 (tidligere C40) faldt markant fra 2023 til 2024.

Det kan ikke være tilfredsstillende for BMW, at i4 røg fra 1.741 eksemplarer i 2023 til 877 i 2024. Den har endda fået et mindre facelift. Men priserne er først for nylig faldet – og det ligger stadig højt med startpris på 439.900 kr. Nogle kunder har formentlig valgt den større og ikke så meget dyrere i5, men et tab er et tab. Den mest indregistrerede nye BMW i 2024? – 3-serie. Langt foran i5.

Ford skal i den grad være glad for at have fået den nye Explorer, som blev indregistreret i 1.680 eksemplarer i 2024. Den engang så dominerende Kuga PHEV, der blev faceliftet i 2024, røg langt ned: fra 4.425 styk i 2023 til 1.635 styk sidste år.

Sådan er det også andre steder hos andre mærker, hvor nye elbiler erstatter engang så populære biler med forbrændingsmotor; Audi Q6 E-Tron (og nu også A6 E-Tron) erstatter salget af A6, Kia EV3 erstatter salget af Ceed, Nissan Ariya erstatter (i stigende grad) salget af Qashqai og VW ID.3/ID.4/ID.7 erstatter Golf, Tiguan og Passat. ID.7 er blevet en langt større succes, end vi spåede, den ville blive: 1.948 eksemplarer i løbet af 2024, som er tæt på dobbelt så mange som ID.5.

Med lave priser har Honda endelig fået rimelig gang i salget af elbilen E:Ny1 (510 styk i 2024 – kun 46 i 2023), og Renault har vind i sejlene med både Megane Electric og den nye Scenic Electric (1.639 eksemplarer). XPeng er en solstrålehistorie for sig; 1.343 styk G9 og 1.352 styk af G6. Om det kommer til at fortsætte gennem 2025? Sandsynligvis ikke, for der er nye og spændende elbiler – og helt nye konkurrenter på vej.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Den lille Kia EV2 er på vej

EV3 får kun lov at være den mindste elbil fra Kia i en kort periode. En mindre model, EV2, er godt på vej, og sidst i februar vises konceptudgaven sammen med den færdige udgave af EV4.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS