8-serien er den sportslige topmodel hos BMW, og det er blevet tid til et facelift af den elegante model. Grillen kommer nu med indbygget lys, men den er heldigvis ikke vokset til 4-serie-størrelse
Frygten eller håbet, alt efter hvem man er, sidder i flere af os, hver gang BMW har en ny bil klar til start. Vil den være udstyret med en klassisk og lille grill – som den nye 2-serie – eller vil den være beklædt med den nye og store grill fra 4-serien?
BMW-designerne har valgt (fået lov?) at bibeholde den klassiske og velproportionerede grill på den faceliftede 8-serie. De tre karrosseriudgaver af 8-serien er netop præsenteret i forfinet form: Coupé, cabriolet og Gran Coupé. Den største forskel omkring grillen? – Den er nu udstyret med Iconic Glow. Den har, med andre ord, indbygget lys. Den indre del af grillen lyser op, så snart bilen åbnes. Vil man ikke køre rundt med lys i snuden, kan det slås fra.
Den nænsomme tilgang til grillen er sigende for alt omkring faceliftet. 8-serien er finjusteret. Som i meget nænsomt ændret. Ændrede luftindtag og fire nye eksteriørfarver, som blandt andet Skyscraper Grey, er højdepunkter.
Der var, ærligt talt, ingen grund til at ødelægge noget på en af smukkeste biler fra BMW i mange år, og det har BMW heldigvis også selv forstået.
En større skærm skal der til
Fordi M Sport nu er standard hele vejen rundt i 8-serie-modelprogrammet, har alle varianter rat med M-logo og grå loftsbeklædning. Men lidt forskel mellem de forskellige versioner er der stadig. De sekscylindrede, som tæller benzineren 840i xDrive (333 hk) og dieseludgaven 840d xDrive (340 hk), har en type rat, mens den ottecylindrede M850i xDrive (530 hk) har en anden type. Topmodellen, M8 med 625 hk, har samme rat som M850i xDrive, men med andre syninger.
Hvis mere standardudstyr betyder en finere bil, så er 8-serien også gjort finere på indersiden. Hele rækken af 8-serie-versioner har fået Merino Individual-læder og multijusterbare forsæder som standard, og Gran Coupé har dertil fået automatisk klimaanlæg med fire zoner uden beregning.
Infotainmentsystemer med små skærme går ikke i en topmodel som 8-serie. 10,25″ var i underkanten, selv i et intimt cockpit som det 8-serien kører med. En touchscreen på 12,3″, som også kan betjenes via drejehjul på klassisk BMW-vis, har erstattet den gamle skærm. Den nye skærm fylder godt i landskabet, men ikke på nogen måde så meget, som grillen fra 4-serien ville have gjort det.