maj 3, 2022

Mere sjov i gaden med BMW M135i xDrive

Udskældt for sine sterile køreegenskaber har topmodellen blandt 1’erne fået et større teknisk løft. Samme 2-liters motor som før, men mere gang i undervogn og motorlyd.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Skiftet fra baghjulstræk til forhjulstræk var hårdt nok for alle som elskede den gamle BMW 1-serie for balancen i dynamikken. At den stærkeste 1-serie, den sekscylindrede M140i med den melodiske og karismatiske 3-liters motor, med den nye 1-serie blev til M135i xDrive med fire cylindre og firehjulstræk var kompliceret at forklare inkarnerede fans.

En firecylindret bil kan være vild og velkørende, men M135i xDrive er intet andet end en anonym og effektiv hatchback, som helst ikke giver feedback.

LÆS OGSÅ | Ny BMW 7-serie er helt elektrisk

For virkelig at udstille den 306 hk stærke 1’er lancerede BMW forrige år den forhjulstrukne 128ti med 265 hk. Færre kræfter, men en lettere og mere legesyg bil.

Gul bil! BMW M135i xDrive har fået et teknisk løft, men den fås også i tre nye farver – blandt dem den opsigtsvækkende Sau Paulo Yellow

BMW har indset, at den stærkeste 1-serie skal være sjovere og bedre. Sammen med den skriggule Sao Paulo-lakering og Frozen Orange, som sikkert er mindst lige så opsigtsvækkende, kører M135i xDrive fremover med tekniske ændringer. Det skulle løfte niveauet og gøre, at den stærke hatchback ikke længere står som en forfejlet chance.

Lyden er der mere af

Man kan undskylde M135i xDrive med, at 9 ud af 10 firecylindrede motorer slet ikke lyder godt, men vi forventer, at en BMW lyder bedre end en Opel. Der er skruet op for både den naturlige og den kunstige lyd i den kompakte M-model.

Udstødningen ånder mere frit, og lyden følger mere naturligt omdrejningstallet og tryk på speederen. Der sendes også mere lyd direkte til kabinen; det sker gennem bilens højttalere. En dramatisk akustisk oplevelse lover BMW. Store ord.

Mere interesserede er vi alligevel i de tricks ingeniørerne har fundet frem for at give dynamik og feedback et spark.

Mere liv i svingene

2-liters benzinmotoren yder de samme 306 hk som før, men ophængene er ændret, så balancen i bilen er bedre ved hård kørsel. Resultatet skulle være bedre, mere præcist vejgreb.

Forhjulenes hældningsgrad er justeret, og baghjulsophængene har bl.a. nye bøsninger.

LÆS OGSÅ | Duel: Drengedrømmen lever i BMW 128ti og VW Golf GTI Clubsport

For at fjerne noget af neutraliteten i kurver, hvor ønsket har været mere sjov og feedback, har M135i xDrive fået revideret både støddæmpere og fjedre. 1-serie-topmodellen kan kun været blevet bedre – og vi håber, den er lige så meget bedre, som BMW lægger op til.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS