september 24, 2019

Trist syn: 2.966 fabriksnye BMW og Mini rådner op i Canada

Er du glad for BMW eller Mini? I så fald bør du ikke læse denne artikel i offentligt forum. Der er en seriøs risiko for instinktiv gråd. Læs den bizarre grund til at næsten 3.000 nye tyske biler rådner op i Canada.

Af: Simon Hallenslev / d. 24. september 2019

En canadisk bilentusiast har i frustration sendt billeder til bilmediet Jalopnik, der vidner om særdeles sørgelige scener fra en regulær bilkirkegård et sted i Vancouver.

Måske billederne havde været nemmere at acceptere, hvis blot der var tale om en række skrabede BMW 1-serie. Men et hurtigt kig på de tre offentliggjorte billeder fortæller, at vi er i den helt modsatte ende af modelprogrammet.

LÆS OGSÅ | Drone afslører: Lufthavn fyldt med tilbageholdte Mercedes-modeller

Den officielle liste af modeller, der er parkeret til at rådne op, lyder således: BMW 2-Serie, 3-Serie, 4-Serie, 5-Serie, 6-Serie, 7-Serie, i3, i8, X1, Z4, Mini Cooper, Cooper Cabriolet, Coupé Cooper, Mini Paceman og Mini Roadster. Alle produceret i enten 2014 eller 2015.

Af de BMW 4- og 6-Serie der er parkeret på pladsen, er der en håndfuld, hvor der er et vaskeægte M-mærke på bagsmækken. Her er tale om M4 med 431 hestekræfter og M6 med 560 hestekræfter, som herhjemme stadig koster omkring én million kroner. Drømmebiler, der bare står og rådner…

Årsag: Efterladt i blæsevejr

Overskriften her er ikke en gang skrevet som en joke. Den bizarre årsag til at der står godt 3.000 biler og rådner på en parkeringsplads i Vancouver er, at bilerne ved levering blev efterladt i blæsevejr.

For da bilerne blev leveret med containerskib til Canada i begyndelsen af 2015, blev de parkeret i et område på havnen, hvorfra de skulle transporteres videre til forskellige canadiske forhandlere og privatkunder.

Men kort efter bilerne blev sat af skibet, blev havnen i Halifax ramt af en tarvelig vinterstorm – og en voldsom én af slagsen. Stormen var så voldsom, at BMW ikke turde andet end at tilbagekalde bilerne, fordi de i en periode har været udsat for frost, hård vind og større mængder saltvand.

LÆS OGSÅ | Livsfarlig airbagfejl: 3.600 danske biler tilbagekaldes

Dertil hører selvfølgelig en opfølgende forklaring. BMW var bekymrede for, at saltvandet var nået til dele af styretøjet i BMW-modellerne. Her kan saltvandet have vasket smørelse væk og forårsaget indvendig tæring, der potentielt kan få styringen til at binde. I Mini-modellerne var de bekymrede for, at saltvandet havde tæret på motorkabler og elektriske systemer. Noget der i følge BMW kan få motoren til at slukke ufrivilligt og potentielt skabe farlige situationer i trafikken.

Selvfølgelig er bilproducenter nødsaget til at gå med livrem og seler, når det kommer til kundernes sikkerhed. Jeg har bare svært ved at læse udenom, når BMW selv udtaler, at saltvandet potentielt kan have forårsaget problemer. Potentielt??

Hvis BMW Canada mod forventning skulle læse med her, så betaler jeg gerne fragten og tager chancen, hvis I sender en ’saltvandsskadet’ BMW M6 til Danmark.

Der er intet at gøre

Det er begrænset hvor meget BMW Canada har kommenteret på historien. Men til Jalopnik har de forklaret, at de har tilbagekaldt og afskrevet samtlige biler, grundet frygt for mekaniske og elektriske fejl. Med andre ord kommer de biler aldrig ud på vejen, som de står. Regningen for afskrivningen deles mellem BMW Canada og transportfirmaet Transport Canada, der parkerede bilerne på havnen.

Læser man videre på diverse internetfora, skriver canadiske brugere, at nogle af bilerne faktisk lige var nået at blive leveret til deres ejere. Men da BMW fandt ud af, at de havde stået på havnen i stormvejr, blev alle hentet tilbage og parkeret i Vancouver. Og her står de altså stadig. De berørte kunder har naturligvis fået ny bil eller pengene tilbage.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS