Priserne på brugte biler er begyndt at falde, og statistik fra Bilbasen viser, at det især er elbiler, der nu er billigere at købe.
TEKST Morten Bek FOTO Morten Bek/Bilbasen
Mens prisen på benzin og diesel er faldet i de seneste måneder, er prisen på det, der driver elbilerne, steget voldsomt. Prisen på el er nået højder, som el-bilister aldrig havde forestillet sig.
Det er dyrt at lade en elbil op, også selv om den lades om natten, og med fokus i medierne og hos politikerne på risikoen for mangel på strøm i løbet af vinteren, er elbilerne kommet i modvind.
Læs også: Peugeot e-208 rammer 400 kilometer
Det er sund fornuft, som at lægge to og to sammen, at danskerne overvejer en ekstra gang, før de skifter den gamle bil ud med en elbil. Det får nu priserne på brugte elbiler til at falde.

600 ud af 5.100 brugte biler sat ned i pris
Statistik fra Bilbasens database, hvor udvikling i priser og udbud trækkes ud, viser, at ud af cirka 5.100 elbiler til salg på Bilbasen i uge 38 blev i alt cirka 600 elbiler sat ned i pris.
Der er generelle prisnedsættelser for mange biltyper. Da elbilerne udgør under 10 procent af de brugte biler til salg på Bilbasen, fylder de cirka 600 nedsættelser på elbiler meget blandt i alt 2.322 prisnedsættelser. Mere end hver fjerde prisnedsættelse i uge 38 var således på elbiler.
Læs også: G9 er XPengs nye SUV-topmodel med 551 hk
Den gennemsnitlige prisnedsættelse for alle nedsatte biler var på 9.172 kr. Det dækker over store udsving blandt de 2.322 nedsatte biler.
Hvis man lige nu er ude efter en elbil, til trods for skyhøje elpriser, er det værd at se på, at det især er elbilerne i prisklassen 400.000-499.999 kr., som bliver sat ned. 152 biler på Bilbasen i den prisklasse blev sat ned i uge 38.